Torsdag den 11. August 2005


Slåskamp om fredninger

Vi vil fred her til lands – lidt for meget ind i mellem.
I hvert fald er to forskellige fredninger af et område ved Bagsværd sø kommet i karambolage med hinanden, og dermed også med myndigheder, politikere og lokale interesser.
Området ligger mellem Bagsværdvej og søen på strækningen mellem Aldershvile planteskole og så stort set helt hen til Radiomarken i retning mod Lyngby.
Fredninger fra 1952 og 1962 har skullet sikre, at der var åben udsigt fra vej til sø på hele strækningen.
Men træer har det jo med at vokse, og i sommerhalvåret er det så som så med sø-udsigten.
Ydermere står der en flok døde elletræer, en ellesump, lige op ad planteskolens grund, og den sump må der ikke pilles ved ifølge naturbeskyttelsesloven og et EU-direktiv.
Et nyt fredningsforslag åbner derfor mulighed for at lade sumpen være, at lade planteskole være planteskole med, hvad det nu må indebære endda uden, at det bliver nødvendigt at søge om dispensation. På resten af området skal udsigten sikres.

Dom til den tredje dreng i sag om ildspåsættelse

Den sidste af de tre 15-årige drenge, der i efteråret brændte adskillige bure med kaniner og marsvin af på børneinstitutionen ved Kagsåkollegiet, blev i går ved retten i Gladsaxe idømt 6 måneders betinget fængsel med vilkår om tilsyn af den kommunale socialforvaltning.
Drengen nægtede at have deltaget i afbrændingen, men domsmandsretten valgte i går at lægge de to andre drenges samstemmende forklaringer til grund for deres bedømmelse.
De to andre drenge der i retten i maj tilstod ildspåsættelsen, fik dengang en tilsvarende dom.

Hjemløs tilværelse

Hvordan bliver man hjemløs? Det kan man blandt andet blive, når man bliver så syg, at man ikke kan arbejde og samtidig bliver præsenteret for en fyreseddel fra sin arbejdsgiver. Det var situationen for Chopper fra Gladsaxe, der som 29-årig i starten af 90’erne, lige havde kæmpet sig tilbage til tilværelsen igen, efter at han have været hjemløs i en periode. Han flyttede derefter ind på et herberg for hjemløse på Stengade i København. Han nægtede at sove på herberget, fordi der var for mange stoffer, og sov derfor udenfor i parken. Det gjorde han i to vintre og en sommer, hvilket påførte ham en kronisk lungebetændelse. I dag er han på vej tilbage til en stabil tilværelse og holder gratis foredrag på skoler om det at være hjemløs.

Trafiksikker skolestart i Bagsværd

De yngste elever på Bagsværd skole får en trafiksikker skolestart i år.
Når eleverne og deres forældre i dag kommer til skolen får de nemlig en lille hilsen med fra
skolebestyrelsen, i form af en lille folder med gode råd om trafik:
"Det er gode råd til f.eks. vores busbørn, som jo kører i busser, hvor der er regler om, at hvis der er sikkerhedssele, så skal de bruge den, ellers må bussen ikke køre. Der er gode råd omkring det at bruge cykelhjelm, og så synes vi, det er en god idé, hvis flere børn begynder at cykle i skole. Men det kræver, at forældrene i hvert fald i starten cykler med, indtil de er store nok til at kunne selv", fortæller skolebestyrelsesformand Kristian Johnsen fra Bagsværd skole. "Grunden til det her er, at afsætningsforholdene ved Bagsværd skole ikke er forfærdelig gode. Der er ingen p-pladser, så der er kun Bagsværd Hovedgade og den lille Granvej, hvor folk presser sig sammen for at aflevere deres børn. Og der har vi selvfølgelig behov for, at der bliver kigget på de fysiske rammer for, hvordan man kan sætte af. Men en stor del af det er jo også, at vi tager hensyn til hinanden. At forældre og børn prøver at komme frem på en måde, så det ikke giver problemer i forhold til dem selv eller den øvrige trafik".
Folderen er en del af den trafikpolitik, som skolens bestyrelse har vedtaget og som skal være med til at forebygge og undgå trafikulykker på skolevejen.