Onsdag den 17. August 2005


Ny underskriftsindsamling på vej i Søborgs Hjerte.

Et forslag om at udvide husdybden på Søborg Hovedgade syd og gøre plads til større butikker end hidtil, medførte i foråret protester fra en række beboere i lokalområdet.

De mente ikke, der var behov for flere store butikker i Søborgs Hjerte, ligesom de frygtede de trafikale konsekvenser af flere dagligvareforretninger i området.

Udvidelsen af husdybden blev siden vedtaget af et politisk flertal i forbindelse med den ny kommuneplan.

På sit møde i aften skal Gladsaxe byråd 1. behandle det lokalplanforslag, som skal bane vejen for et nyt bolig- og butiksbyggeri på hjørnet af Søborg Hovedgade og Selma Lagerløfs Alle.

Allan Harder Carlsen, som er en af de beboere, der vil blive mest berørt at det planlagte byggeri, siger:

"Der står jo direkte på tegningen, at husdybden i stueetagen og i øvrigt også oppe i 3. sals højde vil komme op på 34 – 39 meter på det værste sted. Og det er jo i sig selv en stor overskridelse af de 25 meter, som er vedtaget i kommuneplanen for lige netop det her grundstykke. Og det kan vi selvfølgelig heller ikke acceptere, og det må politikerne jo også tage til efterretning. Ellers så er vi ude i en situation, hvor vi allerede på nuværende tidspunkt kan se, at man er nødt til at dispensere for de gældende regler der foreligger nu. Samtidig er vi jo også stadigvæk uenige i, at der overhovedet er behov for en dagligvareforretning lige netop på det stykke. For i det hele taget at gøre det muligt at lave en dagligvareforretning – nummer tre dagligvareforretning i et lille bitte kryds – så er man nødt til dels at spærre to veje, sætte lysregulering op og bygge en underjordisk parkering. Det i sig selv viser jo med al tydelighed, at dels er der ikke pladsforhold til det, og hvis det her projekt bliver gennemført, så vil vi have en Netto, en Fakta, en Irma, en Rema, en Aldi og en Superbest indenfor en diameter på omkring 500 meter. Og det kan det her område slet ikke bære", siger Allan Harder Carlsen.

"Vi vil selvfølgelig komme op på barrikaderne endnu engang. Det vil være noget med at samle underskrifter ind og prøve at mobilisere nogle folk til at møde op på byrådsmøderne. Det er sådan set det eneste, vi kan gøre i øjeblikket. Og så må vi selvfølgelig også tage lovgivningen i hånden og sige "jamen, kan det her lade sig gøre overhovedet? ". Indenfor de gældende regler som de ser ud nu, kan det i hvert fald ikke lade sig gøre det her byggeri".

Radio Gladsaxe transmitterer som altid direkte fra byrådssalen fra mødestart kl. 18 med genudsendelse torsdag formiddag fra kl. 9.30.


Amt: Vi er i fuld sving med søen

Den miljømæssige oprensning af Bagsværd sø skal i gang hurtigst muligt, hvis det står til den radikale Lis Smidsholm, formand for miljøudvalget i Gladsaxe.

I Nyhedsmagasinet i går gav hun udtryk for, at hun var træt af at vente Københavns amt, der står for at uddybe under robanerne.

Men amtet ligger langt fra på den lade side, siger Lars Abel, konservativ formand for amtets udvalg for undervisning, kultur og internationalt samarbejde:

"Indenfor den seneste måned har vi haft møde med miljøministeriet, med rosporten og modtaget to tekniske rapporter om søen, så vi er i fuld sving. Det kan godt være, at tidsplanen er rykket en smule, men vi regner med at kunne underskrive kontrakt med entreprenøren efter udbud omkring februar, og sætte spaden i jorden/vandet først på foråret. Det hele under forudsætning af, at miljøreglerne bliver overholdt – det er det vigtigste".

(hør indslaget i lydudgaven)


Chat førte til checkbedrag

Man skal ikke lade venskabelig chat på internettet udvikle sig, så det også involverer penge.

I hvert fald skal man tænke sig godt om, inden man eventuelt kaster sig ud i den slags, viser en sag, som bedrageriafdelingen ved Gladsaxe politi netop har afsluttet.

En 40-årig dansk mand havde gennem længere tid chattet med en kvinde fra Nigeria.

På et tidspunkt spurgte kvinden, om han ville indløse nogle checks for hende og derefter sende pengene ned til hende.

Kvinden sendte tre checks på i alt 2.100 dollars, eller godt og vel 12.500 kroner.

Manden indløste checkene og sendte pengene ned til kvinden. Siden har det vist sig, at der ikke er dækning for de tre checks, og den 40-årige mand står nu tilbage med et erstatningskrav fra banken og en lang næse i forhold til den venskabelige forbindelse med den nigerianske kvinde.


Gladsaxe Dagen – Søborg Country Line Dans Club

På Lørdag løber den årlige Gladsaxe Dag af stablen. Her er byens foreningsliv rigt repræsenteret, både med boder og med optræden. F.eks. vil man i Rådhushaven kunne opleve Søborg Country Line Dans Club som deltager for andet år i træk.


Valg på radiogladsaxe.dk

Budgetønsker, programerklæringer, valgpolitik, debatudsendelser og programmer med kandidater vil de kommende måneder være at finde som et selvstændigt punkt på radiogladsaxe.dk - vores hjemmeside på internettet.

Klik blot på valget 2005 i menuen til venstre på hovedsiden, så vil hvert parti dukke frem.

Herunder kan man så klikke videre på de udsendelser, der måtte være produceret, samt andet relevant, som partierne har sendt til redaktionen i elektronisk form.

Foreløbig ligger der en halvtimes udsendelse med en kandidat fra Venstre, og så budgetoplægget fra Det Konservative Folkeparti. Men flere og mere vil følge.