Tirsdag den 30. August 2005
Efter konstitueringsaftale: Venstre vil vælte borgmesteren
- Socialdemokraternes konstitueringsaftale med sf og det radikale venstre
kan komme til at koste socialdemokraterne borgmesterposten i Gladsaxe.
- Som vi fortalte i Nyhedsmagasinet i går så har de tre partier netop
skrevet under på, at de er
- indstillet på at samarbejde i den kommende byrådsperiode og at de vil
stemme på
- socialdemokraten Karin Søjberg Holst som borgmester i forbindelse med
kommunalvalget til
- november.
- Venstre vil til gengæld gøre et ihærdigt forsøgt på at vælte borgmesteren,
fortæller
- gruppeformand Bjarne Rasmussen:
- "Det er overraskende at der er indgået en aftale, måske ikke med det
radikale venstre, men med SF. Enhver der har kunnet høre har jo måttet lægge
ører til i de sidste to år en nærmest uafbrudt strøm af beklagelser fra
socialdemokraternes side over, at man ikke kunne stole på SF i de aftaler, der
blev indgået. Så jeg må sige, det her kan kun være et udtryk for en voldsom
panik hos borgmesteren, der ser stolen ryste under sig. Budgetforhandlingerne
bliver formentlig kun skinforhandlinger, når de har lavet en aftale, så bliver
vi andre vel kun inviteret for at sidde til parade der. Og det gider vi
selvfølgelig ikke ret længe. De vil jo ikke have med os at gøre, så får de vel
også derefter. Så nu bliver vi vel nødt til at gøre et forsøg på at vælte
borgmesteren, ved at fortælle, hvordan kommunens sande tilstand er. Og
fortælle, hvorledes borgmesterens kompetence er, når det kommer til stykket.
Vi har jo ikke lagt skjul på, at det der var sundt for kommunen ville være et
bredt samarbejde, og med bredt samarbejde mener jeg socialdemokraterne,
venstre, det konservative folkeparti og eventuelt det radikale venstre. Det
ville kunne sikre, at der var stabilitet i foretagendet i de problemer, vi
står overfor de kommende år. Nu har man lavet en aftale med nogen, som man
ved, ikke kan stå distancen. Det vil sige, hvis vi skal gøre noget, for at
redde kommunens situation, så bliver vi altså nødt til at skifte borgmesteren
ud. Det var ellers ikke tanken. Men sådan bliver det. Og det vil vi gøre et
ihærdigt forsøg på, så er det op til vælgerne, om det lykkes".
-
- Lars Abel, det konservative folkeparti, lægger ikke skjul på, at han gerne
havde set, at man havde konstitueret sig bredt hen over midten:
- "Det er ikke så overraskende at borgmesteren og socialdemokraterne prøver
på at få "tegnet en forsikring" for at fastholde borgmesterposten. Der ser man
jo også i andre kommuner. Det der er interessant er, hvad der står i
"forsikringspolicen". Er det en færdig konstitueringsaftale eller er det en
hensigtserklæring, som i denne omgang benævnes som konstituering, hvor det
bare går på, at man vil pege på socialdemokraterne og dermed Karin Søjberg
Holst som borgmester. Jeg kender jo ikke teksten, jeg har kun hvad jeg har
hørt i Radio Gladsaxe med repræsentanter for det radikale venstre og sf.
Afhængig af, hvad der står i "forsikringspolicen", og dermed deres aftale, så
vil jeg da sige, at det er da skuffende, at socialdemokraterne allerede nu
binder sig så kraftigt. Jeg kan ikke vide, om man er åben overfor samtaler og
forhandlinger hen over midten. Vi havde gerne set, at man havde konstitueret
sig bredt hen over midten, således at de borgerlige partier indgik i det
samarbejde, som vi jo har gjort det med stor succes de seneste år i
forbindelse med budgetforligene. Der er det jo faktisk os, der har måttet
redde borgmesteren, så borgmesteren kunne være sikker på, at den økonomiske
politik, og dermed den ansvarlige økonomiske politik, blev ført videre. Men
tilsyneladende er borgmesteren måske slet ikke så interesseret i det længere.
Vi har jo oplevet at især sf jo har været meget usikre og måske ustabile i
forhold til, hvordan man skulle leve op til budgetforudsætningerne. Men vi er
da skuffede over, at man ikke allerede tilkendegiver et bredt samarbejde hen
over midten. Vi kan godt samarbejde med socialdemokraterne, og jeg ser gode
muligheder for et bredt samarbejde, men hvis ikke man er indstillet på det, så
er det jo lidt parade, at vi skal deltage i budgetforhandlingerne. Vi har
netop modtaget indkaldelse til en drøftelse af budgettet, men hvis
udgangspunktet allerede er aftalt, så er det da interessant at høre, hvad det
er, vi skal drøfte", lyder det fra Lars Abel, formand for den konservative
byrådsgruppe i Gladsaxe.
Dømt for trusler mod sagsbehandler
- For anden gang på kun en uge skulle retten i Gladsaxe i går tage stilling
til en sag om trusler mod offentlige ansatte:
- Lige som i sidste uge, blev den tiltalte også i går fundet skyldig.
Tiltalte der er en 40-årig mand blev idømt 20 dages betinget fængsel, for at
have fremkommet med trusler mod hans sagsbehandler i arbejdsmarkedsafdelingen
i Gladsaxe Kommune.
- Ifølge anklageskriftet og vidnerne skulle manden, der taler meget dårligt
dansk, under et uanmeldt besøg på Rådhuset have truet med at slå
sagsbehandleren, hendes mand og hendes børn ihjel.
- Tiltalte nægtede sig skyldig, og forklarede til retten at han den
pågældende dag var mødt op på Rådhuset på opfordring fra hospitalet for at
bede om hjælp til sin søn der havde meget høj feber og fordi hans medicinkort
var udløbet. Det eneste han havde sagt på dansk var "hjælp mig, min søn
brænder af feber", og kan kunne ikke huske, at sagsbehandlerne skulle havde
været til stede.
- Sagsbehandleren der blev ført som vidne forklarede derimod, at hun var
blevet ringet op af en rådhusbetjent som meddelte hende, at tiltalte var ved
informationsskranken, og at han ville tale med hende. Da hun få dage i
forvejen var blevet ringet op af tiltalte vedr. medicinkortet formodede hun,
at det var det, han igen henvendte sig om. Da hun ikke kunne forny kortet uden
en samtale med tiltalte, kontaktede hun derfor telefonisk en tolk, så hun med
det samme kunne lave en aftale med tiltalte. Tiltalte var blevet meget vred og
aggressiv fordi hun ikke kunne forny medicinkortet med det samme. Han var
begyndt at råbe af hende både på gebrokkent dansk og på farsi. Hun havde sagt
at han skulle tale ordentlig til hende og var begyndt at gå. Tiltalte der
sidder i kørestol forfulgte hende og havde truet hende og hendes familie på
livet i vidners påhør. Et vidne som udtalte sig til fordel for ofret,
forklarede til retten at sådan udtalelser er almindelige i den iranske kultur
og at det i princippet bare er grove bandeord.
- Manden der er iraner kom til landet som politisk flygtning i 2001 og fik i
2002 amputeret begge ben som følge af en lægelig fejl. Hustruen og sønnen kom
som led i en familiesammenføring til Danmark efterfølgende, og hustruen fik
for få år siden konstateret brystkræft hvilken hun er i kemobehandling for.
- Tiltalte fik som nævnt 20 dages betinget fængsel. Domsmandsretten var ikke
i tvivl om, at manden havde kommet med udtalelser, som han efter adskillige år
i Danmark burde vide kunne fremkalde frygt. Men de havde i deres strafudmåling
taget hensyn til mandens handicap samt nogle særdeles gode udtalelser om hans
person fra sønnens skole, hvilket resulterede i at fængselsstraffen blev gjort
betinget.
- Manden har udbedt sig om betænkningstid med henblik på en eventuel anke
til landsretten.
Ansvarsløst: Rosenlund uden tag
- Hverken entreprenør eller arkitekt har ønsket at påtage sig ansvaret for,
at store dele af taget på det næsten nye omsorgscenter Rosenlund i Mørkhøj har
rykket på sig.
- 150 m2 af taget røg decideret af under en storm i januar i år, men selve
konstruktionen er åbenbart gal helt fra start.
- Gladsaxe kommune, som har borgere boende på stedet, har forsøgt at få de
to parter til at tage skylden, men hverken hovedentreprenøren Pihl & Søn eller
Tegnestuen Virumgård har udvist den store interesse i den retning.
- En syn- og skønsmand har med de involverede parter besøgt Rosenlund, og en
rapport ventes at foreligge sidst i september.
- Herefter kan skaden blive udbedret, hvis ikke på entreprenør eller
arkitekts regning, så i første omgang på kommunens. Senere må pengespørgsmålet
så afgøres ad rettens vej.
Bordtennis populært
- Antallet af børn i bordtennisklubberne er det sidste år øget med 35
procent i kølvandet på Michael Maze og co.’s medaljehøst, skriver bladet
Idrætsliv, som udkommer torsdag. Den store interesse gør sig også gældende i
Gladsaxe, hvor man melder om historiske rekorder i tilgangen af medlemmer. Ib
Olsen, der har været kasserer i Gladsaxe Bordtennisklub i 40 år, fortæller, at
klubben for første gang har måttet indføre ventelister, og klubben tæller nu
101 medlemmer i forhold til 89 sidste år.