Onsdag den 31. August 2005


Borgmester stadig åben for bredt samarbejde

Gladsaxes socialdemokratiske borgmester Karin Søjberg Holst er stadig åben for samarbejde med den borgerlige fløj i byrådet, selvom der i sidste uge blev indgået
konstitueringsaftale mellem socialdemokraterne, sf og det radikale venstre:
"Ved det foregående valg har vi haft en konstitueringsaftale med sf. Og denne gang mente jeg, at det var vigtigt også at få udvidet aftalen, hvis det var muligt, og derfor er jeg glad for, at også det radikale venstre er med i denne aftale. Vi har haft tradition for, at indgå i konstitueringsaftaler, og det synes jeg var naturligt, vi fortsatte med. Så jeg synes mere det er et spørgsmål om, at vi ikke lukker nogen ude, men at vi i hvert fald vil samarbejde i forbindelse med konstitueringen. De tre partier som her er sammen om en konstitueringsaftale, har jo ikke på forhånd sagt, at vi slet ikke vil snakke med andre. På den måde er der selvfølgelig åbent for samarbejde", lyder det fra borgmester Karin Søjberg Holst, socialdemokraterne.

Gladsaxe på fy-liste

To Gladsaxe-virksomheder optræder nu på forbrugerstyrelsens liste over firmaer, der ikke har efterlevet forbrugerklagenævnets afgørelser.
BT Bilsalg i Søborg blev for et år siden udråbt som Danmarks værste bilhandler af FDM, og på den nye liste, der blev offentliggjort i går, er firmaet altså at finde igen.
Denne gang havde en kunde købt en bil med mere rust end rimeligt, og som på slutsedlen blev gjort ni år yngre end den faktisk var. Derfor skulle handlen ophæves, hvilket firmet ikke har efterlevet.
BT Bilsalg har siden skiftet navn til Danmarks Billigste, og er i øvrigt knyttet til BT Investment Cars, der er under konkurs.
Nummer to Gladsaxe-virksomhed på fy-listen er Bagsværd-firmaet Nordiske Sikkerhedsprodukter, der via hjemmesiden fanshop.dk solgte varer, som en kvindelig kunde aldrig modtog.
Forbrugerklagenævnet har henvendt sig til ejeren flere gange, men har aldrig hørt en lyd.
I afgørelsen hedder det, at kunden skal have pengene retur plus renter, og at ejeren skal betale 2.500 kroner i sagsomkostninger.

Grundejere skal selv rydde sne

Et politisk flertal har besluttet ikke at forlænge aftalen med den entreprenør, som de seneste år har haft til opgave at rydde fortovene for sne. Dermed overlades snerydningen til
grundejerne, i hvert fald den kommende vintersæson.
Og i grundejerforeningernes sammenslutning er man ikke just kede af, at den nuværende
ordning holder op:
"Et af de store problemer har været, at det stadig har været grundejernes ansvar at rydde sneen, så var det snevejr om natten, var man alligevel nødt til at gå ud og rydde, inden man tog på arbejde. Og den rydning der så blev gennemført, når den blev gennemført, den var meget mangelfuld. Dels pga. det ofte meget dårlige materiel, entreprenøren stillede med. Og dels var der problemer med parkerede biler på fortovene, så de ikke kunne komme forbi. Så generelt mener vi nok, at pengene kunne anvendes bedre. På snerydning når det sner. Et af de problemer der er med snerydning er ved gadehjørner. Sneen fra gaden bliver læsset af på gadehjørnet, så fodgængere ikke kan komme ud. Man kunne bl.a. bruge pengene på en bedre rydning der", siger formand for sammenslutningen af grundejerforeninger i Gladsaxe, Flemming Bruun.
Kommunes grundejerforpligtigelse varetages den kommende vinter af driftsafdelingen.
Og senest januar skal politikerne træffe beslutning om den fremtidige snerydning af fortove i Gladsaxe.

Folkeskolen er for dyr

Folkeskolerne i Gladsaxe kommune er for dyre. Det siger langt de fleste partier i en rundspørge om folkeskolen. En oversigt over prisen for en elev i folkeskolen viser at prisen på små 53.000 for en af Gladsaxe kommunes skolebørn er ca. 3.000 kroner dyrere end for et gennemsnitligt skolebarn. Og det er 13.000 dyrere end landets mest sparsomme kommune, Ikast, der formår at bruge under 40.000 kroner på sine børn. "Vi bruger rigtig mange penge på vores elever, flere end mange andre kommuner, men vores elever er ikke markant bedre", svarer for eksempel Karina Ebbensgaard fra Venstre. Lars Abel fra det konservative folkeparti svarer, at han ofte oplever at vi betaler mere end vi reelt opnår at se af resultater hos børn og unge, når deres færdigheder bliver evalueret og vurderet. Politikerne kan dog trøste sig med, at der ikke er samme tilstande her i kommunen som i Karlebo Kommune, hvor skatteyderne betaler over 70.000 kroner pr elev.

Meldte sig selv efter kvælertag

En 27-årig mand fra Solnavej i Søborg meldte mandag sig selv til Gladsaxe politi. Det skete i selskab med en advokat.
Manden har været eftersøgt, siden han den 19. august tog kvælertag på sin kæreste.
Den 27-årige havde været på værtshusbesøg, og et skænderi udviklede sig efterfølgende mellem de to.
Manden blev umiddelbart sat bag tremmer af en dommer i foreløbig 14 dage, da han stadig er i prøvetiden efter en dom for at have taget kvælertag på en tidligere kæreste.