Tirsdag den 6. December 2005
Kaos på Erik Bøghs Allé
- Kommunens flytning af 16 ældre mennesker fra ældreboliger på
Kildebakkegårds Allé til nye lejligheder på Erik Bøghs Allé bliver kritiseret
kraftigt af de ældre, der betegner processen som det rene kaos. Flytningen er
blevet flere dage forsinket og den første gruppe, der flyttede ind i fredags
fortæller, at selvom bygherren betegner lejlighederne som "indflytningsklare",
så er det ikke ensbetydende med at alt fungerer som forventet. En ældre beboer
var således ved at starte en brand, da hun tændte sin ovn og ikke havde
opdaget, at der stadig lå pap og plastic-emballage i den. Mange har frosset i
løbet af weekenden på grund af problemer med varmen, og ovenlyset fungerer
ikke endnu. Kirsten Larsen på 85 skulle være flyttet i fredags, men hendes
lejlighed var heller ikke færdig til tiden og hun var derfor nødsaget
til at bo hos sin familie i weekenden: "Jeg kan ikke bo i mit gamle hjem, for
de har lukket telefonen, og jeg skal jo kunne tilkalde Falck med mit
kaldeapparat, hvis der går noget galt. Det er så meningsløst at vi skal jages
ud og rundt i manegen sådan her. De kan ikke være det bekendt"
Hård kritik af Gladsaxes integrationsråd
- Rådet kritiseres især for at føre en alt for anonym tilværelse. Og på sit
seneste møde
- diskuterede byrådet, om man simpelthen skal nedlægge integrationsrådet.
- Klaus Kjær, dansk folkeparti:
- "Hvis rådet overhovedet foreslår noget, så er det jo ikke noget med
hvordan man fremmer integrationen, hvordan man bedst integrerer sig i det
danske samfund. Nej det man diskuterer i integrationsrådet er jo, hvordan man
kan få nogle særordninger. Hvordan man kan tage nogle særlige hensyn til de
fremmede osv. Det er jo temaet. Og kommer de her meldinger ud til
befolkningen? Er der noget information fra rådet til politikerne? Eller til
Fatima med tørklædet som går rundt ude i Værebroparken? Intet! Det er en lille
lukket kaffeklub som sidder og klapper hinanden på skuldrene og diskuterer
ting med en vinkel på favorisering af de fremmedes forhold. Det kan man se
hvis man læser referaterne".
-
- Og dansk folkepartis forslag om at nedlægge integrationsrådet får fuld
opbakning fra
- venstres Lone Yalcinkaya:
- "Jeg mener ikke, integrationsrådet har udfyldt den opgave det var pålagt,
da det blev etableret. Og dets resultater er lig nul. Det eneste jeg som
socialudvalgsmedlem har hørt fra dem er brok over, at de ikke bliver hørt. Men
der er ikke nogen i ældrerådet der brokker sig over, at de ikke bliver hørt.
Fordi modsat integrationsrådet er ældrerådet meget aktive, de er aggressive,
sender breve og ringer til politikere og gør ved. De prøver at påvirke den
politiske debat og dagsorden. Den har integrationsrådet på intet tidspunkt
gjort. Og derfor mener jeg ikke, det har en eksistensberettigelse".
-
- SF´s Ida Krogh derimod mener ikke, integrationsrådet skal nedlægges,
tværtimod. Det skal opkvalificeres:
- "Det er meget nødvendigt, at der bliver udarbejdet nogle retningslinier
for, hvordan det her råd skal arbejde. Jeg tror det har brug for nogle helt
præcise retningslinier og målsætninger, formuleret på en måde, så de virkelig
kan bruge det. Fordi jeg kan da godt se på de referater, at det er lidt
famlende. Det generer dog ikke mig, jeg synes, det er nogle gode forsøg de
gør, men det kan blive meget mere målrettet, meget mere kvalificeret, hvis der
lå nogle retningslinier for dem. Det synes jeg vi har pligt til at sørge for
de får", lød det fra SF, der sammen med det radikale venstre, enhedslisten og
socialdemokraterne nedstemte forslaget om at nedlægge Gladsaxes
integrationsråd.
To drenge udsat for røveri lørdag aften
- To drenge på 13 og 14 år blev lørdag aften kort efter kl. 19.00 udsat for
væbnet røveri på åben gade.
- Drengene der var på vej over på en spillecafé, blev ud foran Irma på
Søborg Hovedgade stoppet af to lidt ældre drenge der bede om lov til at låne
en mobiltelefon. Da de to mindre drenge fortæller, at der ikke er mere taletid
på deres mobiler, trækker den ene af gerningsmændene en pistol op af lommen,
og truer dem til at udleverer begge deres mobiltelefoner samt henholdsvis 50
og 100 kr. med slutbemærkningen "I kan lige finde på at sige det her til
nogen, så nakker vi jer".
- Gerningsmændene der forsvandt i bus 43 mod byen, beskrives begge som af
udenlandsk oprindelse. Den ene, er ca. 175 cm høj, 16-18 år, almindelig af
bygning, var iført beige trøje, kamuflage bukser og sort hue.
- Den anden, er omkring 165 cm høj, 14-15 år, almindelig af bygning, var
iført blå jakke, sorte bukser og sort hue.
- Sagens menes i øvrigt, at have forbindelse til en episode lidt tidligere
på aften, hvor to 15-årige drenge bliver kontaktet af nogle drenge der passer
til beskrivelsen af de to gerningsmænd. Også her spørge de lidt ældre drenge
om de må låne en mobiltelefon, og da de 15-årige siger at der ikke er mere
taletid på, åbner den ene sin lomme, og viser en pistol, der i dette tilfælde
dog beskrives som en legetøjspistol. Denne episode slutter imidlertid her,
idet de bevæbnede drenge går, efter at have undskyldt og bedt de 15-årige om
ikke at sige noget til nogen.
- Gladsaxe politi, der meget gerne vil i forbindelse med eventuelle vidner,
kan kontaktes på 3954 1448.