Onsdag den 2. Februar 2005
Farlig hovedgade i Gladsaxe
- Hovedgadestrøget gennem Gladsaxe hører til blandt de vejstrækninger i
Københavns amt, hvor trafiksikkerheden er lavest.
- Til overflod er det krydset Søborg Hovedgade – Wergelands Allé, der har
den ringeste sikkerhed i forhold til de opstillede ønsker – og altså også det
sted med flest personskader.
- Tre andre kryds på hovedgaden optræder på den prioriterede liste, som
amtet vil gøre noget ved. Det er ved Vangedevej, Kildebakkegårds Allé og
Bagsværdvej.
- Desuden skal der også gøres noget ved strækningen på ring 4 fra
Buddingevej til Nybrovej og videre til Bindeledet.
- Det fremgår af en analyse af amtets 196 kilometer veje og 95 vejkryds,
hvor der er set nærmere på fremkommelighed og trafiksikkerhed.
Skoler et populært opholdssted for unge i weekenden
- Gladsaxes skoler er blevet et populært opholdssted for unge i weekenden og
om aftenen,
- specielt i sommerperioden, hvor ofte større forsamlinger af unge mødes på
skolernes arealer.
- Og fra kommunal side er man meget opmærksom på situationen, fortæller
SSP-konsulent Claus Juul:
- "Der er meget stor forskel på, om vi er i vinterperioden eller i
sommerperioden. Hvis vi ser på sommerperioden, så er det sådan, at unge mødes
på skolernes anlæg. Før i tiden har de været i grupper på måske 10 – 20, men
her sidste år begyndte vi at se en tendens til, at de lige pludselig var mange
50 – 100, ja sågar 150 tror jeg vi var oppe på. Det var på Vadgård skole. Og
det er jo sådan noget politiet bemærker og vi så tager op i Mandagsgruppen, en
tværfaglig gruppe af politi og kommunale medarbejdere. Det er helt almindelige
unge mennesker som går i
- folkeskolens 7.,8.,9. klasse og det foregår jo via sms. Man mødes, og så
kan man lynhurtigt stable mange på benene. Problemet er, at de dage de gør det
og der kommer mange, der vil det tiltrække de grupper af unge vi kender i
Gladsaxe, som er lidt mere udadrettede og opsøger sådan nogle ting, og det man
kan frygte er, at de situationer tager noget med sig, sådan noget som hash og
andre ting. Det er det som vi her fra kommunal side frygter. Og det er derfor
vi sætter meget spot på det og prøver at følge det", siger Claus Juul.
Bankrådgiver anklaget for underslæb
- Anklageren kræver ubetinget fængselsstraf i en sag ved retten i Gladsaxe,
hvor en 48-årig mand er tiltalt for at have lavet underslæb for omkring
400.000 kroner.
- Den 48-årige tidligere bankrådgiver anklages for at have lænset to
klienters konto for det betydelige beløb i løbet af 2001.
- Klienterne, som er et ældre ægtepar, har kendt bankrådgiveren siden
80’erne.
- I går forklarede den 48-årige, at han med ægteparrets samtykke lånte penge
af dem i 2001, fordi han var økonomisk presset.
- Han argumenterede for, at det ikke ville have været muligt for ham at låne
pengene på almindelig vis i en bank, da han i forvejen skyldte mange penge
væk.
- Derfor var det ifølge den tiltalte oplagt at arrangere uformelle
låneaftaler med det ældre ægtepar.
- Han havde assisteret ægteparret ved adskillige lejligheder, og nu ville de
gerne hjælpe ham, når han havde brug for det.
- Den 48-årige erklærer sig derfor uskyldig i anklagerne om underslæb og
begærer frifindelse i sagen.
- Der falder dom i denne uge.
Gode elspareråd
- Det grønne idécenter på rådhuspladsen har den sidste måneds tid sat fokus
på elektricitet og
- el-besparelser.
- Grøn guide i Gladsaxe, Jesper Bjerrring Larsen, videregiver her NESA´s 10
bedste spareråd:
- "Det første er selvfølgelig at slukke lyset, der hvor man ikke bruger det.
At bruge elsparepære. At bruge gryde i stedet for ovn, hvis man kan gøre det,
fordi ovnen er en af dem, der sluger rigtig meget. Hvis man bruger ovn, så
brug mindre forvarme og husk i stedet at brug eftervarme. Drop stand-by på så
mange maskiner som muligt. Fyld maskinerne op, f.eks. vaskemaskine og
lignende. Brug tørresnor i stedet for tørretumbler. Hold styr på temperaturen
i fryser og dybfryser. Brug låg på gryden og vælg energimærkede produkter. Det
er 10 elementære gode råd, og holder man sig bare dem for øje, så er man
kommet langt".