Fredag den 4. Februar 2005


Succes med rekruttering af trænere

Mens mange af Gladsaxes idrætsklubber har problemer med at tiltrække nye trænere og
instruktører, ja så kan Bagsværd Boldklub glæde sig over fuld trænerdækning den kommende sæson. Og det er første gang i over 20 år:
"Vi har en ungdomsafdeling med omkring 50 trænere, hvoraf næsten alle spiller i klubben eller har tilknytning til klubben på anden måde. Og så har vi nogle forældretrænere, og der har vi en ansvarlig, udpeget af klubben, til at få den afdeling til at fungere, så forældrene ikke føler sig helt på egen hånd. Udover det har vi mange unge mennesker, som går ind og påtager sig en trænerrolle. Vi er gode til at give folk medansvar for deres egen fritid og tid i Bagsværd Boldklub. Og så har vi nok en fordel ved, at vi rent fysisk er en lille klub, det gør, at man er en del af fællesskabet", siger fungerende ungdomsformand i Bagsværd Boldklub, Henrik Høj.

Effektive tyve

På kun tre en halv time begik kyndige folk onsdag fire tyverier fra tasker og net fra kunder i supermarkeder i Gladsaxe.
Første anmeldelse kom fra Superbest i Bagsværd kl. 12.28, og siden gik det ud over kunder i tre andre butikker på hovedgaden frem til kl. 15.52, hvor den foreløbig sidste anmeldelse løb ind.
I alle tilfælde er det kvinder, det er gået ud over, hvor punge er blevet fjernet, uden at det er blevet opdaget.
Der er derfor heller intet signalement af tyven eller tyvene.
Men Gladsaxe politi opfordrer til ikke at efterlade punge i tasker, net og lignende, men i stedet bære dem på sig.

Fordrukken nisse med ølmave og rygerlunger

En patientjulegave til de indlagte på Københavns amts hospitaler har bragt sindene i kog.
Julegaven er en gammel tradition, og meningen er, at gaven, typisk en lille keramikting, skal bringe en smule glæde i et måske knapt så hyggeligt indlæggelsesforløb.
Men i julen 2004 gik det galt.
Sjældent har genstand af keramik skabt så meget opstandelse. Godt nok har mange ytret sig anerkendende overfor tingesten, men endnu flere har været misbilligende dels overfor selve det lille kunstværk, som er en nisse, og dels overfor emballagen.
Efter nogles opfattelse forestiller gaven ’en fordrukken nisse med ølmave og rygerlunger’. Desuden var den pakket ind i et paprør med halm. Det sidste har givet anledning til kritik udfra hygiejniske hensyn på sygehusene.
På årets første møde i det politiske sygehusudvalg under amtet udbad en af politikerne sig et notat om ’den lille nisse med ølmaven og rygerlungerne’. Og på mandag, hvor udvalget mødes næste gang, skal sagen så drøftes.

Sag om underslæb udsat

Sagen mod den 48-årige tidligere bankmand, der er sigtet for at have snydt et ældre ægtepar for knap 400.000 kroner, er blevet udsat.
Han er anklaget for at have lænset ægteparrets konto for det betydelige beløb i løbet af 2001, mens han fungerede som bankrådgiver for dem.
Dommen i sagen skulle være faldet i denne uge, men nu har retten bestemt, at kriminalforsorgen skal foretage en personundersøgelse af manden, før en straf kan udmåles.
Undersøgelsen skal afdække bankmandens personlige og sociale forhold, så retten kan fastsætte en passende straf.

Maleriudstilling i De Frivilliges Hus

De to lokale kunstnere Helle Hvidtfeldt og Pia Jensen holder i dag fernisering i De frivilliges Hus på Taxvej 15 i Bagsværd.
Kunstudstillingen varer indtil den 4. marts, og den kan som sagt ses i De frivilliges Hus på Taxvej 15 i Bagsværd. Der er åbent mandag fra 10 til 20 og tirsdag til torsdag fra 10 til 14.

60 året for befrielsen

I år er det 60-året for Danmarks Befrielse.
Lokalhistoriker Arne Hermann fortæller om Gladsaxe i besættelsesårene:
"Det var jo ikke de helt store verdenssensationer der foregik her i kommunen, alene af den grund, at den jo ikke var så stor. Området var selvfølgelig det samme, men mens vi i dag har 62.000 indbyggere, var der dengang kun 23.000. Men det, der foregik, det var karakteristisk nok, og er en del af vores lokale arv".
Arne Hermann fortæller de kommende uger mere om Gladsaxe fra 1940 - ´45.
Det sker i det lokalhistoriske magasin "Hermanns Hjørne", der sendes hver torsdag kl. 7.30 og genudsendes mandag eftermiddag kl. 14.