Mandag den 21. Februar 2005


Borebiller tvinger ungdomsskolen til udflytning

Sidste sommer viste det sig, at de seks klasselokaler, der udgør Gladsaxe Ungdomsskoles pavilloner, var blevet tygget godt og grundigt igennem af sultne borebiller.
Billernes festmåltid gør skolegangen til en mindre sikker foreteelse, og nu må der handling til.
Ungdomsskolen skal finde en erstatning for pavillonen.
Det bedste bud er nogle lokaler på Rosenkæret, som Sprogskolen er ved at forlade, men det er ikke en helt optimal løsning.
"Det er altid et problem, når du skal flytte halvdelen af undervisningen til et andet sted," siger ungdomsskolens leder, Jens Thind Andersen. "Du skaber nemt to kulturer. Men nu har vi været nede og se på Sprogskolens lokaler, og dem er vi indstillede på at bruge i en periode på et par år," siger han.
Til den tid skulle der gerne stå en ny pavillon klar.

C: Indsamling af metalaffald i hele kommunen

Forsøget med indsamling af metalaffald skal nu gøres permanent og udbredes til hele
kommunen. Det foreslår det konservative folkeparti.
Som tidligere fortalt i Nyhedsmagasinet, har beboerne i Torveparken i Mørkhøj på et år
sorteret 1, 3 tons metalaffald fra den almindelige dagrenovation. Det svarer til 3,8 kg. metal
pr. husstand.
Det konservative medlem af miljøudvalget, Henrik Sørensen, siger:
"Det giver os en formodning om, at hvis man udbreder ordningen til hele kommunen, vil vi kunne få ligeså stor succes med indsamling af metalaffald som med indsamling af papir og glas", siger det konservative medlem af miljøudvalget, Henrik Sørensen.

Ny bostøtteordning for sindslidende

En ny bostøtteordning for sindslidende er netop blevet indviet.
Ordningen skal gøre det lettere for beboere på de socialpsykiatriske institutioner i
amtet at flytte i egen bolig, og hjælpe de sindslidende, som allerede bor i egen bolig, men har brug for støtte til at klare dagligdagen.
"Fordi man en gang er blevet indlagt på en institution eller bor der, så er det ikke nødvendigvis sådan, at man skal være der resten af livet. Der sker en udvikling, både hos den enkelte og i samfundet, og det er målet, som vi har vedtaget politisk, at skabe en tilværelse så normal som muligt", fortæller formand for psykiatriudvalget i Københavns amt, Preben Andersen, socialdemokraterne.

Campingvogne irriterer i Høje Gladsaxe

Et halvt hundrede campingvogne holder i dag parkeret på den ene af de nordvendte p-pladser i Høje Gladsaxe. Til stor irritation for beboere i området.
Fællesdriften i Høje Gladsaxe har i flere år og ved flere lejligheder, bl.a. på det årlige møde mellem byrådet og boligselskaberne, appelleret til, at man finder et andet og mere egnet sted til parkering af campingvogne og trailere.
I en af afdelingerne, afdeling 30, mangler der i dag parkeringspladser til personbiler, selvom man for et par år siden ændrede parkeringspladsen og dermed fik 20 ekstra p-pladser. Men der kommer stadig flere og flere biler til, og det er ikke muligt at inddrage mere af området til parkering.
Der er plads til ca. 60 påhængskøretøjer på den 160 m2 store p-plads. Og for tiden holder 47 campingvogne parkeret i Høje Gladsaxe, hvor af de 7 ikke er indregistrerede.
Sagen er til drøftelse i dag i trafik- og teknikudvalget. Teknik- og miljøforvaltningen mener, at camping p-pladsen i Høje Gladsaxe skal bevares, men at tilsynet med pladsen bør
intensiveres, så man undgår defekte og uindregistrerede køretøjer.

Økonomisk håndsrækning til dykkerklub

Gladsaxe Sportsdykkerklub har netop modtaget 15.000 rare kroner fra Tuborgs Grønne Fond.
En økonomisk håndsrækning, som er meget vigtig for klubben, fortæller formand Kristian Møller Pedersen:
"Vores gamle elevudstyr var 10 år gammelt. Det var udmærket rent sikkerhedsmæssigt, men det var ikke tidssvarende længere. Så vi har brugt pengene til at købe afbalanceringsveste. Det er en del af vores langsigtede strategi, der går ud på at få flere unge ind i klubben", fortæller
Kristian Møller Pedersen, fra Gladsaxe Sportsdykkerklub, som i dag har 46 aktive medlemmer, hvoraf to er under 25 år.

HCA i Værebro

I næste uge har Teaterskolen i Værebro premiere på forestillingen "Et leve, elske og lære" – et musikalsk eventyr om H.C. Andersen.
"På skolen er der hele året tema med afsæt i H.C. Andersen. Alle klasserne arbejder omkring H.C. Andersen, det vil sige, når de kommer her i deres fritid og hører oplægget til den her forestilling, så kommer de med mange kommentarer, fordi de ved noget om det i forvejen. Og så begynder det at blive rigtigt sjovt, at skuespillerne faktisk har noget viden med, og er med til at udtrykke noget, de har tænkt over", fortæller teaterskoleleder Pia Bornemann.