Anklagemyndigheden skal nu vurdere, om der skal rejses tiltale for socialt bedrageri mod et forældrepar på henholdsvis 39 og 41 år fra Søborg.
Angiveligt har parret levet afskilt og boet på to forskellige adresser i Søborg. Dermed har kvinden kunnet hæve forhøjet børnebidrag for parrets to børn siden 1998, mistænker Gladsaxe kommune, der mener, at de reelt har boet sammen hele tiden.
Kommunen meldte derfor parret til politiet i sommeren 2004. Men først i starten af februar lykkedes det for politiet at træffe nogen hjemme på adressen.
Beboere i området er siden blevet afhørt, og sammen med vidneudsagn fra parrets familie, så er der ikke megen tvivl tilbage hos politiet om, at der er tale om bedrageri.
Ved en ransagning på bopælen blev der desuden fundet flere effekter, der tyder på, at manden har sin daglige gang i lejligheden, eller i hvert fald kommer der meget.
Det samlede beløb, der er bedraget for, kommer formentlig op over de 300.000 kroner.
En snedkermester på Erik Bøghs Allé i Søborg har det seneste års tid fået godkendt to bygninger, der var opført uden tilladelse – og i denne uge fik han så dispensation til en tredje bygning.
Den kommunale byggeafdeling opdagede i april sidste år de ulovligt opførte bygninger. Siden blev to af dem lovliggjort. Men den sidste, et overdækket skur på 27 m2, forlangte byggeafdelingen fjernet.
Men politikerne i trafik- og teknikudvalget har villet det anderledes og gav på deres møde i denne uge snedkermesteren dispensation til at lade skuret stå, selvom det på tre områder er i strid med bygningsreglementet.
Dels er det for langt i skellet, det overskrider højden amme sted og så bringer det den samlede byggeprocent for langt op.
Billedkunstneren Kirsten Christensen udstiller akvareller og keramiske billeder med inspiration fra Middelhavet og San Cataldo i perioden 25. februar – 13. marts på Thorasminde, Laurentsvej 9 i Bagsværd.
Alle er velkomne til ferniseringen, der finder sted fredag 25. februar kl. 16 – 17.30, hvor udstillingen åbnes af borgmester Karin Søjberg Holst.
Åbningstiderne på Thorasminde er mandag-fredag kl. 16-19, lørdag-søndag kl. 14-17.
Hvis der fandtes et Gladsaxe-mesterskab i udsættelser af retssager, ville en 36-årig mand alvorligt bejle til titlen.
Han er tiltalt for at have overfaldet sin egen bedstemor i forsøget på at frarøve hende penge, og det er måske derfor, at han er ikke særligt ivrig for at møde på i byretten.
De første tre gange retten var sat i sagen, udeblev den sigtede.
Det fjerde retsmøde, som fandt sted i går, blev derfor sat til om eftermiddagen.
På den måde kunne man hente den 36-årige, så han ikke glemte sit fremmøde igen.
Det lykkedes faktisk også at få manden transporteret til retslokalet, men retsmødet blev en kort fornøjelse.
Han besluttede sig nemlig for, at han trods sagens udstrakte forløb ikke havde talt tingene ordentligt igennem med sin forsvarer – og derfor blev sagen atter udsat.
Næste gang den tages op i retten, bliver den med 100% sikkerhed afsluttet.
Retten bestemte nemlig, at sagen kan fortsætte uden den tiltalte, hvis han ikke møder op næste gang.
Og det er nok en meget god ide.