Fredag den 25. Februar 2005


Socialdemokratiet snart klar med byrådskandidater

Socialdemokraterne i Gladsaxe er i øjeblikket ved at finde kandidater frem til kommunalvalget i efteråret.
Tre af de fire vælgerforeninger har stillet deres kandidater op, og her gemmer der sig et par artige overraskelser.
De fleste havde vel nok regnet med, at nuværende amtsrådsmedlem Preben Andersen fra Bagsværd ville stille op som kandidat til byrådet, specielt nu, hvor amterne nedlægges. Men overraskende er han ikke at finde på kandidatlisten.
Det har til dagens Nyhedsmagasin ikke været muligt at få en kommentar fra Preben Andersen om hans fravalg.
Bagsværd vælgerforening opstiller til gengæld blandt andre Lars Brejnrod og Lars Poulsen.
Fra Mørkhøj kan nævnes Tom Vang Knudsen, der har vikarieret i byrådet i denne periode.
Vælgerforeningen i Søborg kommer med de nuværende byrådsmedlemmer Khuram Malik, Mette Marie Schmidt, Trine Græse, fire nye navne, heraf tre kvinder, og så måske endnu en overraskelse, nemlig at socialudvalgsformand Erling Schrøder tager endnu en tørn.
"Vi fik et dårligt folketingvalg. Og godt nok er Gladsaxe ikke Christiansborg, men jeg vil gerne være med til at rette skuden op. Vi står desuden overfor en række store opgaver med udbygning af omsorgscentrene og overtagelse af flere sociale opgaver, hvor min erfaring vil være gavnlig at have med. Men vi stiller også nye kandidater op, så vi kan få en god blanding af erfarne og unge".
Endnu mangler Buddinge vælgerforening at opstille kandidater, hvilket skal ske inden den 5. marts, hvor socialdemokraterne samlet mødes og formentlig også stiller Karin Søjberg Holst op som eneste kandidat til borgmesterposten.

Christian Andersen ny sportschef for AB

Torsdag klokken 12 blev den kontroversielle tidligere træner Christian Andersen præsenteret som ny sportschef for fodboldklubben AB.
Han får ansvaret for talentudvikling og for at skaffe sponsorer til klubben, så den kan rykke op i landets bedste række indenfor en overskuelig årrække.
Hans udmelding til Radio Gladsaxe var, at han satser på at bringe AB op i Superligaen til næste år.

Indsats overfor ensomme unge piger

Den lokale fritids- og ungdomsklub i Høje Gladsaxe er klar med en indsats overfor en ny gruppe af unge piger i forbindelse med det "storesøsterprojekt", som klubben startede for ca. to år siden, og som dengang var målrettet såkaldt præ-vilde piger i alderen 14 - 18:
"Piger, der havde mulighed for at kunne udvikle sig til piger, som man ikke kunne opnå kontakt med hverken som pædagog eller skolelærer. Nogle voldsomt udadreagerende piger, grænsesøgende, provokerende, småvoldelige og småkriminelle. De piger, vi nu vil prøve at knytte til projektet, for at få den erfaring med, det er ensomme, indadvendte og selvudslettende piger med manglende selvværd og forståelse for egne behov", fortæller Per Uno, leder af fritids- og ungdomsklubben i Høje Gladsaxe.

Hit med batterierne

Nu skal det være endnu nemmere at komme af med de gamle, brugte batterier – på en miljørigtig måde.
Danskerne bruger omkring 100 millioner batterier hvert år, og langt over halvdelen ryger lige i skraldespanden sammen med køkkenaffaldet.
Men det skal en ny kampagne, "Hit med batterierne", lave om på.
Samtlige husstande i Gladsaxe vil til maj modtage en folder, der fortæller om vigtigheden af at få batterierne sorteret fra det almindelige affald og afleveret til miljørigtig behandling.
Med folderen følger en særlig pose til at samle og transportere batterierne i.
I dag kan gladsaxeborgerne bl.a. komme af med de gamle batterier i de opsatte batteribokse, på genbrugsstationen og til miljøbilen, men kommunen har lavet en aftale med knapt et halvt hundrede butikker og tankstationer, som i foreløbig et år vil have en pap-boks stående til brugte batterier. Derudover vil man kunne aflevere batterierne på rådhuset, bibliotekerne, i svømmehaller og på Bagsværd stadion samt, naturligvis, i det grønne idécenter på rådhuspladsen.
"Hit med batterierne" er en fælles kampagne udarbejdet af Vestforbrændingen, Amagerforbrændingen og R98. Den starter allerede i næste måned i flere kommuner, og kommer altså til maj til Gladsaxe.

Rift om bestyrelsesposterne i venskabsforening

Der var ligefrem rift om bestyrelsesposterne, da Gladsaxe internationale venskabsforening i denne uge holdt generalforsamling:
"For det første kan vi glæder os over, at op imod 40 mennesker mødte op, og det på trods af en af de mest kolde vinterdage. Og så var der også en vældig interesse for at komme i bestyrelsen, der er så mange andre foreninger, der leder med lys og lygte for at finde nogen, der vil påtage sig forskellige bestyrelsesposter, men vi havde to bestyrelsesposter ledige og intet mindre end fem stillede op. Yderligere var der lidt specielt, fordi for første gang i vores over 35-årige historie stillede to byrådspolitikere op til bestyrelsen, Lars Abel, det konservative folkeparti og Lis Smidsholm, det radikale venstre", fortæller venskabsforeningens formand, Arne Hermann.