Onsdag den 5. Januar 2005


Hård kritik af indgangsforhold for handicappede på rådhuset

Skarp kritik af indgangsforholdene på Gladsaxe rådhus.
Kritikken kommer fra det nye handicapråd, som for nylig skulle samles til sit første møde, netop på rådhuset.
Men for flere af rådets medlemmer blev det en hård prøvelse, bare at komme ind på kommunens rådhus.
Handicapparkeringen var blokeret af en varevogn, kørestole sad fast i mudder bag rådhuset og dørene var så stramme, at de ikke var til at få op, fortæller handicaprådets formand, Birthe Klamer, der selv er kørestolsbruger:
"Jeg kommer efter én er kommet, og hun bakser simpelthen med sin kørestol, fordi det har regnet om natten og hun havde mudder helt op til håndledet. Jeg fik hjulpet hende, så godt jeg kunne, da jeg har flere kræfter i min overkrop, og så kommer vi hen til bagdøren, den er lidt skrå, og man skal have rigtig mange kræfter, for at komme op ad den. Jeg fik skubbet hende op, og så ser jeg til min forskrækkelse, at døren går ud af, så hun vil få døren i hovedet. Så jeg må have hende tilbage igen, og så sidder vi der i ca. 5 minutter og så bliver der endelig lukket op, så vi kan komme ind. Endelig kommer vi ind i en lille entré, og så skal vi igen have en dør åbnet, for at komme ud i hallen, hvor vi skal ud til elevatoren. Den dør er så stram, så vi ikke kan få den op. Og jeg tænker, det kan altså ikke være rigtigt, jeg føler mig fuldstændig sindssyg oppe i hovedet, her skal vi til handicaprådsmøde, og så kan vi ikke engang selv komme ind ad dørene".

Kons: Vigtigt med velfungerende bydele

Gladsaxes bydele er ved at vokse fra hinanden, mener det socialdemokratiske byrådsmedlem,
John Brown Brabant Althoff-Andersen, som i går i Nyhedsmagasinet udtrykte bekymring for især Mørkhøj og Høje Gladsaxe, som han vurderer, efterhånden er blevet kørt ud på et sidespor, i takt med at bl.a. posthuse og lokalkontorer forsvinder fra områderne, som risikerer at forslumre, frygter Althoff-Andersen, som derfor opfordrer sine byrådskolleger til at være opmærksom på problemet.
Til det siger den konservative Henrik Sørensen:
"Fra konservativ side synes vi, det er vigtigt, at alle bydele i Gladsaxe er integreret i Gladsaxe og at de fungerer. Så selvfølgelig skal vi ikke have bydele, der forslumrer. Men man kan ikke bare se det på, hvor mange kommunale institutioner der er i en enkelt bydel, man skal jo også se på det som et hele. Der er jo ikke plads til 5 store biblioteker i hver bydel, og der f.eks. kun brug for et rådhus i Gladsaxe. Althoff-Andersen nævner også lokalkontorerne, men dem har vi jo samlet på rådhuset., for at borgerne kan få en bedre betjening", siger Henrik Sørensen, medlem af byrådet for det konservative folkeparti.

Borgermøde om ungdomsboliger ved stationen

En lille gruppe beboere i stengårdskvarteret indkalder i aften til borgermøde om det foreslåede byggeri af ungdomsboliger ved Stengården station.
Beboerne har over en længere periode gjort indsigelser mod det foreslåede byggeri, bl.a. har de samlet underskifter ind, og de er kommet med forslag til alternative anvendelsesmuligheder for arealet.
Hille Broby Madsen er nærmeste nabo til det foreslåede byggeri:
"Der kommer et stort hus nede for enden af min have, et kæmpe hus, som slet ikke passer ind i området her. En 3-etagers bygning, som vil skygge gevaldigt for haven og de vil kunne kigge direkte ind i haven og ind ad vores vinduer. Det er jo en stor flot bygning, men der bør ikke stå der, for den bliver klemt inde, det er et lille bitte areal, og den bygning bør kunne ses langt væk fra, og her bliver den jo begrænset af skråninger henholdsvis op mod banen og op mod haverne", siger Hille Broby Madsen, der er en af initiativtagerne til aftenens borgermøde kl. 19
i multisalen i Stengård kirke.
Selve lokalplanforslaget er i offentlig høring ind til den 25. januar.

Invalideret fodboldspiller raser imod Gladsaxe Kommune

Den nu handicappede tidligere fodboldspiller i B1903 og Lyngby, Michael Gothenborg, retter i søndagens udgave af Berlingske Tidende en skarp kritik af den behandling, han har fået af den sociale afdeling i Gladsaxe Kommune.
"I mit næste live vil jeg lave et vejnet, så alle veje går uden om Gladsaxe Kommune. Jeg synes ikke, det var nødvendigt at gå bag om min ryg, når der skulle træffes aftaler, og det er åbenbart noget, der fortsætter", er han blandt andet citeret for at sige til avisen.
Elinor Kyhnauv, der er afdelingschef for pensions- og handicapafdelingen i Gladsaxe Kommune, svarer, at hun først og fremmest glæder sig over den fysiske fremgang, Gothenborg har vist. "Det er godt at se i avisen, at der er sket så store fremskridt for Michael Gothenborg," siger hun. "Jeg kan se i artiklen, at han gerne vil have en barre, så han kan træne derhjemme. Det har betydet, at vi vil tage kontakt til ham og holde et møde med ham for at finde ud af, hvad han har brug for. Angående hans kritik vil jeg sige, at vi arbejder efter et værdigrundlag på handicapområdet, som handler om at inddrage borgerens egne resurser. Det er borgeren selv, der skal være den aktive i en sagsbehandling," siger hun.

Røverier sluttede og startede året

Gladsaxe både sluttede og startede året med røverier, hvor røverne entrede gennem knuste ruder.
Som vi fortalte i Nyhedsmagasinet i går, blev BG Bank i Bagsværd udsat for røveri mandag morgen, hvor en maskeret røver knuste en rude ind til banken. Her var ansatte i gang med at tømme døgnboksen, og røveren forsvandt med en del af boksens indhold.
Her søger politiet oplysninger om flugtbil nr. to, en sort BMW fra starten af 90erne med hækspoiler, der kørte fra Granvej i Bagsværd mandag formiddag omkring kl. 10.30.
På årets næstsidste dag gik det ud over Fakta-butikken i Bagsværd, oplyser Otto Storm fra Gladsaxe politis røveriafdeling.
Her sad personale og talte dagens omsætning op kort efter lukketid kl. 20.15, da der blev kastet en brosten gennem ruden ind til lokalet.
Personalet løb væk, og en maskeret røver kunne sammen med en medgerningsmand uhindret tage for sig af pengekasserne på bordet.
Begge var maskerede, og der er kun sparsomme oplysninger om den ene røver.
Han beskrives som værende midt 20erne, 170 cm høj, mørk i huden og med skæg.
Gladsaxe politi søger vidner, der har observeret noget mistænkeligt på parkeringspladsen bag Fakta ved Krogshøjvej omkring gerningstidspunktet.