Fredag den 7. Januar 2005


Pædagogs computer fyldt med børnepornografi

En 44-årig mandlig pædagog fra Søborg har ved landsretten fået skærpet straffen for besiddelse distribution af børnepornografiske billeder og videoklip på internettet.
Gladsaxe politi indledte efterforskningen mod pædagogen i januar 2004.
I mandens computer blev der fundet 3.678 billeder og mere end 200 videoklip med børnepornografi. Via et såkaldt fildelingsprogram har det siden januar 2000 været muligt for andre på nettet at komme ind i pædagogens computer og hente det ulovlige materiale.
Byretten i Gladsaxe idømte i august sidste år pædagogen 30 dages betinget fængsel og frakendelse af retten til at arbejde med børn i fem år.
Den dom var anklagemyndigheden ikke tilfreds med, og sagen blev anket til landsretten.
Den 20. december skærpede Østre Landsret dommen. Og i stedet for 30 dages betinget fik pædagogen 40 dages ubetinget fængsel samt frakendelse af retten til at arbejde med børn de næste fem år.
Ifølge vicekriminalkommissær Henning Nielsen arbejder Gladsaxe politi i øjeblikket med omkring 25 lignende sager.

Færre fyrværkeriskader

En 15-årig dreng endte nytåret på skadestuen med 3.gradsforbrændinger, flænger mellem fingrene og et afsprængt yderled af venstre hånd, efter at have fået stukket en tændt raket i hånden.
I alt 47 personer måtte omkring nytår til behandling på en af Købehavns amts skadestuer for fyrværkeriskader. Det er en lille reduktion i forhold til sidste år.
Ca. hver fjerde kom til skade med raketter, heraf tre alvorligt til skade, En 15-årig dreng fik 3.gradsforbrændinger og et led på en finger sprængt af, mens to drenge på 14 og 18 fik
blødninger i øjnene, den ene efter selv at have antændt et kanonslag, den anden blev ramt af et batteri.
Størstedelen af de tilskadekomne var mænd, kun seks af de tilskadekomne var kvinder.
Op til årsskiftet lancerede amtet sammen med politiet og hjemmeværnet et nyt initiativ målrettet 5.-7. klasser, som fik tilbudt undervisning af politiet i hvordan man omgås fyrværkeri på en ordentlig måde, og en efterfølgende udendørs demonstration af fyrværkeri af
hjemmeværnet. Det tilbud takkede 70 skoler ja til.
"Vi venter os meget af den nye undervisningsform", siger formand for sundheds- og forebyggelsesudvalget i Købehavns amt, Nina Berrig. "Der vil nok gå nogle år, før det afspejler sig på skadesstatistikkerne, men i år har vi i det mindste i denne aldersgruppe fastholdt et i forvejen ret lavt antal skader, som vi ser som et resultat af vores mangeårige kampagner på skolerne", siger Nina Berrig.
19 ud af 47 tilskadekomne var under 18 år.

Unge vil låne skolernes musiklokaler

Medlemmerne af Gladsaxes ungdomsklubber bliver i dag automatisk meldt ud af klubben, når de fylder 18 år.
For mange af de unge, som har benyttet sig af klubbernes musiktilbud, betyder det også, at de ikke længere har mulighed for at spille musik. For øvelokaler er eftertragtede og svære at få fat i. Og dyre, især hvis man er studerende og på SU.
Daniel Jakobsen og Christian Friis var flittige brugere af Club 222´s musikrum, og ærgrede sig meget, da de sidste sommer måtte forlade klubben efter at være fyldt 18.
Så de lagde hovederne i blød, og fandt på at starte en forening: Musisk ungdom i Gladsaxe.
Som forening har man nemlig mulighed for at låne lokaler i kommunen, bl.a. på skolerne, hvor mange musiklokaler står tomme efter kl. 16.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet)

Årets nytårskoncert præget af flodbølgekatastrofe

Årets nytårskoncert i Gladsaxe vil være præget af flodbølgekatastrofen i sydøstasien.
Byrådet har besluttet at donere hele billetindtægten fra koncerten til hjælpearbejdet for ofrene, og i foyéren uden for koncertsalen vil der være mulighed for at give yderligere bidrag til Dansk Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp.
Nytårskoncerten bliver igen i år holdt i Høje Gladsaxe Skoles Festsal kl. 15 lørdag eftermiddag. Billetterne koster 50 kroner.

Kåringsskue for racehøns

Danmarks fjerkræ-avlerforening for raceavl vil i weekenden holde "Københavner kåringsskue" for racehøns og haner.
Der er tilmeldt 351 dyr til kåringsskuet, hvor der også vil være nye racer at se, som f.eks. "Lyse Sussex" hos de store høns, og "Guldhalsede Gumpehøns" hos dværgene.
Kåringsskuet holdes som sædvanlig på Mørkhøj skole – Ilbjerg allé 25 – startende lørdag fra
kl. 14-18, og søndag fra kl. 10-16. Der er gratis adgang til kåringsskuet, så hvis man evt. går med tanker om, at anskaffe sig et mindre hønsehold, er det en oplagt chance til at se på mulighederne og få nogle gode råd med på vejen.