Onsdag den 12. Januar 2005


Grundejere: Nej til fortætning i villakvarter

Et nyt lokalplanforslag åbner op for etagebebyggelse i den østlige del af området mellem Buddinge Hovedgade og Ærtemarken.
Det er i dag et område med tæt-lav bebyggelse og Gladsaxe-Buddinge Grundejerforening finder byggeplanerne dybt bekymrende:
"Bekymringen går primært på fortætning. Jeg må erkende, at den nuværende bebyggelse er rimelig høj, den er faktisk bygget højere, end det jeg umiddelbart kan se på den originale lokalplan 65. Men der åbnes nu op for, at der skal bygges i tagetagen, at der skal sættes en halv etage på som det hedder i lokalplanforslaget. Så reelt kan der komme tre etager. Og så ser jeg i tillæg 23, at der forventes en voldsom nybyggelse. Og så er det ellers lavinen ruller. Fordi der skal bygges i fem meter fra vejbyggelinien, det er relativt tæt, ca. 1 ½ meter fra hegn, og der kan bygges i op til tre etager, og dér er en grænse på 10 meter. Så vi vil få nybebyggelse i op til 10 meters højde på de eksisterende grunde og meget tæt på naboskellet".

DM i tagløft: Orkanen tog fat!

Nogle steder i kommunen var det ikke nok at holde på hattene under lørdagens storm.
Flere steder var det nemlig tagene, der lettede.
Niels Kibshede fra plejehjemmet Rosenlunden måtte eksempelvis konstatere, at 100 kvadratmeter tag var draget til himmels. "Jeg blev ringet op af aftenpersonalet, der var opskræmt over, at de havde hørt et mægtigt brag, hvorefter de kunne se, at taget hang udover tagrenden," fortæller han. "Det er dog ikke til nogen gene for nogen nu og her, for der er et undertag, som blev repareret i går," siger han.
Gladsaxe lærerforenings feriekoloni Salgjerhøj på Mors, der som navnet antyder ligger på en bakketop, undslap heller ikke naturkræfterne. "Vores tilsynsførende deroppe siger, at der på den nederste del af bygningen er ca. 30 m2 tag, der er blæst af, og det har regnet ned i nogen af værelserne," siger Emil Kestler, der er forretningsfører for Gladsaxe Lærerforenings feriekolonier i Gladsaxe.

Amtet siger nej til avanceret vandbehandling

Der er måske en klage på vej fra Gladsaxe Kommune til Miljøstyrelsen over en beslutning på amtsniveau.
Grunden er, at Gladsaxe Kommune ikke får lov til midlertidigt at etablere et avanceret vandbehandlingssystem på Bagsværd Vandværk i en periode af 10 år.
Det har Københavns Amt meddelt kommunen den 4. januar.
Et avanceret vandbehandlingssystem gør det muligt at rense beskidt vand, så det bliver drikkeligt.
Afslaget begrundes i amtets målsætning på området, som er at forsyne forbrugerne med rent drikkevand, der kun har gennemgået simpel vandbehandling.
Teknik- og Miljøforvaltningen i Gladsaxe indstiller på den baggrund, at kommunen klager til Miljøstyrelsen over amtets beslutning.
I morgen torsdag skal miljøudvalget tage stilling til, om man vil følge forvaltningens indstilling.

Kommuneplan på årets første byrådsmøde

I aften mødes Gladsaxe byråd for første gang i år, og byrådet lægger ud med en af årets
absolut største sager: forslag til kommuneplan.
Det er den plan der bestemmer, hvordan Gladsaxe skal udvikle sig de kommende år, f.eks. når det gælder boliger og butikker.
Der er også i aften lokalplanforslaget for Gyngemosepark i Tv-byen er til 2. behandling i
byrådet, som også skal drøfte et forslag fra SF om, at Gladsaxe etablerer
venskabsbyforbindelse med Ukraine.
Radio Gladsaxe sender direkte fra årets første byrådsmøde fra kl. 18.

Ellesump forhindrer frit søkig

To fredningsbestemmelser bider så at sige sig selv i halen og har hidtil forhindret, at udsigten fra ringvej 4 over Bagsværd sø bliver genskabt i sin helhed.
En fredning af området tilbage fra 1952 tilskriver ellers at skabe og fastholde udsigten over søen. Men siden er nogle udgåede elletræer i en sump blevet udnævnt til at være en beskyttet naturtype i henhold til EU habitatdirektivet.
Naboer til sumpen, der ligger bag planteskolen på Bagsværdvej, har klaget til fredningsnævnet og miljøministeren over den manglende nedskæring af ellesumpen. En nedskæring, der, set i lyset af EU's naturbeskyttelse af træerne, ikke bliver til noget.
Derimod bliver der nu fremlagt et nyt fredningsforslag, der sikrer ellesumpens overlevelse og samtidig sørger for et i hvert fald delvis kig ud til søen.
Det skal ske ved udførelse af den plejeplan, Gladsaxe kommune tidligere har udarbejdet for området.
Det nye fredningsforslag skal forelægges skov- og naturstyrelsen og kommune, inden fredningsnævnet tager endelig stilling.