Tirsdag den 18. Januar 2005
Ny idrætshal i Mørkhøj?
- Forleden blev der taget hul på debatten om fremtidens Gladsaxe, da det nye
forslag til
- kommuneplan var til 1. behandling i byrådet. Her drøftede politikerne
bl.a. mulighederne for etablering af en ny, multianvendelig idrætshal i
kommunen f.eks. i tilknytning til
- Enghavegård skole i Mørkhøj.
- Formand for kultur- fritids- og idrætsudvalget, Peter Nielsen:
- "Jeg er da glad for, at det bliver taget op her. Vi har gennem flere år
drøftet Mørkhøj-problematikken med Gladsaxe Gymnastikforening og udvalgets
næstformand og jeg har været ude og kigge på deres forhold og set, hvor mange
gymnastikredskaber der bliver flyttet frem og tilbage i en uendelighed. Og vi
har haft en dialog med klubben gennem flere år. Så når man nu går ind og
kigger på Mørkhøj, så vær lige opmærksom på, at der sidste år lå et ønske fra
KFIU om at gøre noget for gymnastikkens vilkår i Gladsaxe", siger
udvalgsformand Peter Nielsen, socialdemokraterne.
- Kommuneplanforslaget bliver fra næste måned lagt ud til offentlig debat.
Færre kontanthjælpsmodtagere i Gladsaxe
- Arbejdsløsheden i Gladsaxe er steget med 33,5 % fra november 2003 til
november 2004, hvis man skal tro de seneste konjunkturtal.
- Det skal man dog ikke nødvendigvis, fortæller arbejdsmarkedsafdelingens
leder i Gladsaxe, Anders Mørk Hansen.
- "Ledigheden er faktisk faldet, hvis man ser på dem, vi har ansvaret for i
Gladsaxe, nemlig kontanthjælpsmodtagere. Så er det faldet med 150 mennesker i
den samme periode. Det skyldes at statistik kan opgøres på så pokkers mange
måder," siger Mørk Hansen til Radio Gladsaxe.
Ubetinget fængsel for umotiveret vold
- En 20-årig mand blev af retten i Gladsaxe i går idømt 3 måneders ubetinget
fængsel for vold.
- Desuden skal han betale sagens omkostninger samt et mindre beløb til sit
offer for svie og smerte.
- Den 20-årige, som tidligere er dømt for vold, var i september sidste år på
vej hjem i bil fra en fest sammen med en kammerat, da han stødte på sit
jævnaldrende offer ved Nybrogård Kollegiet ved Bagsværd Sø.
- Den 20-årige var taget hjem fra festen på grund af kærestesorger.
- Det skulle tilsyneladende gå ud over nogen, så da han så en person ved
Nybrogård Kollegiet, steg han ud af bilen og slog ham uprovokeret i ansigtet.
- Offeret, der var stærkt oprevet under gårsdagens vidneforklaring, nåede at
memorere bilens registreringsnummer, da den kørte væk, og derigennem lykkedes
det at finde frem til gerningsmanden.
- Den 20-årige udbad sig 14 dages betænkningstid i forhold til en eventuel
anke.
Indsats for Gladsaxes unge sindslidende
- Igen i år ser det ud til, at der bliver gjort en ekstraordinær indsats for
unge sindslidende i Gladsaxe Kommune. 300.000 kroner er bevilliget fra
Socialministeriet, der hvert år uddeler beløb til kommuner, der har store
udgifter til initiativer, der kommer sindslidende til gode.
- Gladsaxes unge sindslidende fik også del i puljen sidste år.
- "Når vi får de 300.000, kan vi gøre nogle af de planer, vi har, lidt
bedre," siger Gladsaxe Kommunes chef i pensions- og handicapafdelingen, Elinor
Kyhnauv. "Sidste år fik vi også de 300.000. Vi besluttede at bruge dem i vores
eksisterende tilbud og se på, hvordan vi får fat på de yngre psykisk syge. Vi
ved, de er svære at få fat på. Derfor laver vi netværksarbejde, dvs. noget,
der ligger udenfor vores almindelige institutioner," siger hun.
Sag om brandtomt kører på 10. år
- Det er efterhånden ti år siden, at et hus på Moseskrænten 1 i Søborg
brændte delvist ud – og ligeså længe har naboer og forbipasserende skullet
leve med synet af en have fyldt med affald og et hus, der mest af alt minder
om et levn fra en større borgerkrig.
- Af uransagelige grunde har husets ejer aldrig ønsket at få repareret eller
solgt huset, og Gladsaxe kommune har flere gange givet påbud om at få bragt
sagerne i orden. Senest, i 2003, er det sket med en retskendelse i hånden.
- Problemet er blot, at det kun er den ene side af taget, som er blevet
lappet – den anden står stadig åben, og dermed kan kommunen starte forfra med
nye påbud.
- Den kommunale byggesagsafdeling har lovet naboerne, at der vil ske
yderligere i sagen.
- Og det gør der i første omgang i byretten i Gladsaxe i denne uge. Her
forlanger kommunen, at taget bliver gjort færdigt og at der sættes vinduer og
døre i.
- Sker det ikke, så bør der falde bøder hver uge i størrelsesordenen 10.000
kroner, indtil huset er istandgjort.
- Det er tredje gang, det udbrændte hus er genstand for en retssag, der i al
sin enkelthed handler om at få ryddet op på grunden og få huset til at ligne
et hus på lige fod med andre i området.
Politisk comeback til Hanne Andersen
- Hanne Andersen, tidligere medlem af folketinget for Socialdemokraterne,
kan være at finde i Gladsaxe byråd efter næste valg.
- Den 65-årige Bagsværd-borger har i hvert fald meddelt partiet i Gladsaxe,
at hun ønsker at stille op.
- Det bliver nu op til socialdemokratiets medlemmer at beslutte, om der så
reelt også bliver tale om et comeback på den offentlige politiske scene.
- Hanne Andersen sad i folketinget i seks år, har bestridt et utal af
tillidsposter siden midten af 60erne, og har været medlem af den
socialdemokratiske vælgerforening i Buddinge siden 1972.