Tirsdag den 25. Januar 2005
Nyt sundhedscenter i Gladsaxe
- Til sommer satser Gladsaxe Kommune på at få et
sundhedscenter, der skal tage sig af pleje, forebyggelse og genoptræning af
patienter, før og efter at de har været behandlet på sygehusene.
- Pengene til sundhedscenteret skal komme fra en pulje i
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som blev oprettet, da finansloven for 2005
blev vedtaget.
- "I forbindelse med kommunalreformen får Gladsaxe Kommune et
større ansvar på sundhedsområdet," forklarer socialudvalgets næstformand, Jens
Thind-Andersen. "Vi får pligt til at gøre meget mere i det forebyggende
arbejde og med hensyn til genoptræning. Nu har man fra regeringens side afsat
midler til forsøg med sundhedscentre i kommunerne, og vi synes, det er en god
ide at Gladsaxe kan være med til at udvikle det fremtidige sundhedsområde,"
siger han.
Konservativ valgkamp hos Novozymes
- Miljøminister Connie Hedegaard og Økonomi- og Erhvervsminister Bendt
Bendtsen troppede i går op hos virksomheden Novozymes i Bagsværd. Besøget var
et led i den konservative valgbus’ tourné i Københavns Amt, men
miljøministeren afviste, at arrangementet var kommet i stand for at kapre
stemmer. "I stedet for at vi bare kommer ind og holder en eller anden tale for
nogle medarbejdere, så havde vi udtrykkeligt bedt om, at vi hellere ville
blive klogere og indgå i en dialog med Novozymes," sagde miljøministeren til
Radio Gladsaxe.
- Værterne fra Novozymes mente dog ikke, at timingen i de konservative
ministres besøg var helt tilfældig. "Nu er de ude og køre, og de vil gerne
besøge en række virksomheder – så jeg tror da også, at der kunne være et
valg-issue i det for Det konservative Folkeparti," lød det fra Novozymes’
direktør for bæredygtig udvikling og kommunikation, Anne Lise Mortensen. "Men
det er ikke fra den vinkel, vi ser det. Vi ønsker at have en partipolitisk
neutral holdning," sluttede hun.
Ældrepris indstiftes
- Et kunstværk eller en check til en værdi af 10.000 kroner, et diplom og
buket blomster – det er, hvad der fremover kan vente personer, der yder en
ekstra indsats overfor ældre borgere i Gladsaxe.
- Nu bliver der nemlig indstiftet en ældrepris, der skal uddeles én gang
årligt i december måned.
- Formålet er at anerkende og sætte fokus på de mange positive ting, der
sker blandt ældre i kommunen. Det kan være indenfor foreningslivet, det
frivillige sociale arbejde eller medarbejdergrupper, der gør noget
ekstraordinært, der ligger ud over, hvad ansættelsesforholdet normalt
indebærer.
Debataften om livskvalitet
- Selvom man er handicappet eller kronisk syg, ja så behøver man ikke have
et dårligt liv uden
- livskvalitet.
- Det mener John Réne Petersen, der selv har muskelsvind, og i aften stiller
op til debatmøde på Gladsaxe Ungdomsskole:
- "Normalt så er meget det her område omkring tilgængelighed og lignende.
Men lad os prøve at snakke lidt mere om nogle værdier".
- Det er De frivilliges hus, Gladsaxe Oplysningsforbund, Parkinsonforeningen
og De frivilliges Korps der står bag aftenens debatarrangement.
- Just Pedersen fra Parkinsonforeningen siger:
- "Det kunne være godt, hvis folk kunne få en dialog med hinanden og lære af
hinandens erfaringer. Det er ikke en aften, og det er meget vigtigt, hvor vi
snakker sygdom, vi skal snakke om, hvordan man kan få livskvalitet".
Projekt fastholdning af nye ryttere
- Nye medlemmer af cykelklubben CC Gladsaxe må kæmpe 50% mere for at få fart
i cyklerne end andre medlemmer.
- Klubben har simpelthen oplevet så stor en fremgang af drenge i alderen
8-14 år, at der ikke er cykler nok til de nye, der derfor må trampe af sted på
deres egne hverdagscykler.
- For at sikre sig, at de nye håbefulde ryttere bliver i klubben, søger CC
Gladsaxe om støtte på knap 25.000 kroner fra folkeoplysningsudvalgets
initiativpulje 2004 til indkøb af fem racercykler.
- I puljen fra sidste år henligger der 117.000 ubrugte kroner.
Auktion til fordel for sydøstasien
- På søndag afholder Lions Club Bagsværd auktion til fordel for sydøstasien:
- "Gennem vores katastrofehjælpefond donerede vi faktisk som en af de første
organisationer 1.650.000 kroner til støttearbejdet i asien. Men jeg ved, at
der i klubber rundt omkring i landet er taget initiativer til at få nogle
aktiviteter op at stå med henblik på at støtte det her formål. Og det har vi
så også gjort i Lions Club Bagsværd", lyder det fra Lions Club Bagsværd.
- Og det er nu på søndag der er auktion, og det foregår på Hovedbiblioteket
i store sal fra kl. 14.
- Auktionarius er i øvrigt skuespilleren Tom McEwan.