Fredag den 3. Juni 2005


To fængslet i drabssag

Retten i Gladsaxe varetægtsfængslede i går to af de tre indere, der menes at have kendskab til eller stå bag drabet på en 35-årig inder, der blev fundet på Greve-egnen tirsdag aften.
Spor på den dræbte førte politiet til en villa på Forsvarsvej i Gladsaxe, hvor der blev fundet adskillige blodspor.
Fire indere på stedet, to mænd og to kvinder, blev anholdt, men efter de første afhøringer blev den ene kvinde løsladt.
De to mænd blev varetægtsfængslet i fire uger– kvinden, der er gift med den ene af de sigtede, blev løsladt.

Politi: Hashmarked i vækst

I denne uge falder der ved retten i Gladsaxe dom til den sidste af de tre mænd som politiet i oktober anholdte for besiddelse af et kvart ton hash.
En mængde hash, der bestyrker formodningen om, at hashmarkedet er større end hidtil antaget i Gladsaxe.
Lars Sørensen fra Gladsaxe Nærpoliti fortæller, at det er hans opfattelse, at hashmarked i Gladsaxe efterhånden har et omfang som de færreste nok bryder sig om. Salget foregår i dag primært fra private bopæle og fra biler og brugerne er helt ned til 12-13 år.
Nyhedsmagasinet vil i den kommende tid sætte fokus på unges hashmisbrug.

Ingen effekt af integration

Integrationen har slået fejl. Selv indvandrere, der har været i landet i mange år, har ikke forstået eller vil ikke forstå systemet og demokratiets spilleregler. Heller ikke i nærmiljøet, eksemplificeret ved beboerdemokratiet.
Det mener beboerformand i Høje Gladsaxe, John Brown Brabant Althoff-Andersen:
"De anerkender ikke systemet, som det er. Vi er virkelig langt fra, at integrationen er slået igennem. Her er tale om forældre og bedsteforældre, altså modne ældre mænd primært, som det er utroligt svært at trænge igennem til. De ønsker sig fx et mødelokale, plager mig længe på gaden om det, får at vide igen og igen, at de skal møde op på beboermøderne. De kommer aldrig, og ugen efter starter det hele så forfra. Det er håbløst".
I programmet Boligmagasinet, der sendes fredage kl. 8.30 og mandage kl. 9.30, bliver problematikken taget op.

Sundhedsmesse på Kildegården

Det etablerede møder det alternative, når der i morgen er sundhedsmesse på omsorgscentret Kildegården i Søborg.
Det er tredje gang det sker, men i år bliver det en noget anderledes sundhedsmesse, fortæller distriktsleder Anne Kristensen:
"De øvrige gange har vi forsøgt at målrette vores sundhedsmesser. Den her gang laver vi det for alle. Temaet er, at sundhed er mange ting. Og noget der også er anderledes er, at vi inddrager hele centret og vores haver også. I festsalen har vi præsentation af nogle af de kommunale etablerede sundhedstilbud. Og i vores pensionistcenter præsenterer vi nogle mere alternative sundhedstilbud. Der kommer f.eks. én, der læser tarotkort, og vi har akupunktur og en massagestol man klan afprøve. Og så bliver der et sundhedscorner, hvor man kan komme og demonstrere overfor andre, hvad sundhed er for én. Vi mener også, det er sundt at grine, så vi har fået Tom McEwan til at komme og optræde".
Og skulle man blive sulten undervejs, er der naturligvis også mulighed for at forsyne sig med lidt sund mad i dertil indrettede sundhedscaféer, tilføjer Anne Kristensen fra Kildegården.

Aktivitetsdag på sportscentret

Overalt på Gladsaxe Sportscenter kommer det til at summe af aktivitet i morgen.
Formand for brugerbestyrelsen, Irene Sterlie:
"Vi synes, Gladsaxe Sportscenter er et meget spændende sted med mange forskellige foreninger. Og derfor kunne vi godt tænke os, at borgerne kunne komme og se, hvad der egentlig er, og om de kunne komme og lave noget fysisk udfoldelse på anlægget. Hovedformålet er, at folk kommer og får noget motion og får lov til at se, at der er et dejligt anlæg med mange muligheder".
En af de mange idrætsklubber som er med på Aktivitetsdagen er Gladsaxe Bueskytteklub:
"Det er en god måde at præsentere en af verdens ældste idrætsgrene overfor borgerne. Det primære er at få vist, at der findes andre former for sport end at rende efter en bold", lyder det fra Gladsaxe Bueskytteklub og Michael Søemod.

Medalje til imperialistisk klubleder

Gladsaxes første fritidsklub åbnede for 40 år siden på Buddingevej, og både klub og klubbens leder bliver fejret med maner af flere omgange.
Forleden væltede det ind med officielle gæster, tidligere medarbejdere og børn.
Selv dronningen troppede op, næsten da, for hun havde bedt den lokale stand in, borgmester Karin Søjberg Holst, overbringe hilsner og en fortjenstmedalje i sølv for 40 års tro tjeneste.
Havde dronningen vidst, at klubleder Peter Nielsen havde optrådt imperialistisk og fået det meste af en rumænsk landsby på nakken, så var medaljen måske blevet af blik.
Hør blot, hvad et tidligere klubmedlem her beretter:
"Vi var på tur til Rumænien engang i 1972 sammen med Peter. En aften skulle vi hjem med en af de lokale busser, som dog stoppede en 4-5 km fra vores lejr. Men Peter gik på bedste imperialistiske vis op til chaufføren og viftede med et bundt sedler. Chaufføren sagde ’yes’ til at ændre rute, slukkede alt lyset, så bussen på afveje ikke blev opdaget, alt i mens halvdelen af landsbyen sad i bussen og råbte og skreg over den forkerte vej. Men vi blev kørt hjem. Gode råd i vanskelige situationer har han altid haft", fortæller Kaj Leegaard, der startede i klubben for 40 år siden.