Torsdag den 16. Juni 2005


Populær minisport må skære ned

Mangel på frivillige trænere betyder, at et af Gladsaxes mest populære idrætstilbud for børn i år må skære ned på aktiviteterne.
Gladsaxe Minisport er et tilbud til de skoleelever, der starter i 1. og 2. klasse efter
sommerferien, og pladserne på holdene bliver hvert år revet væk. Normalt er der plads til 180 deltagere, men det antal bliver i år reduceret med 60 børn, fortæller en ærgerlig formand for
minisporten:
"Vi er så nede på 120 børn. Der er nogle klubber, der har været nødt til at melde fra i år. Det har noget at gøre med at finde trænere, og det er noget med at finde tiden til det også. Det er meget svært i klubberne at finde den frivillige tid til det. Det kræver ressourcer, og det er frivilligt arbejde det hele. Vi er kede af det, fordi vi får mange børn og de er vældig glade for det, og forældrene er glade for det. Og vi får mange børn i klubberne på det her. Vi synes jo det tilbud, vi kan give børnene, er spændende, og vi vil godt op på de 180 børn igen næste år. Vi håber på, at få nogle klubber med så vi kan komme videre den vej", lyder det fra Irene Sterlie, formand for Gladsaxe Minisport.

Ønske om fortsat isolation til drabssigtede

Retten i Gladsaxe skal i dag tage stilling til fortsat varetægtsfængsling i isolation af de to indiske mænd, der menes at stå bag drabet på en 35-årig landsmand.
Den 35-årige blev fundet gennemtæsket i en grøftekant på Greveegnen den 29. maj. Han døde i ambulancen på vej til hospitalet.
Spor førte politiet til en villa på Forsvarsvej i Gladsaxe, hvor der bl.a. blev fundet blodspor.
To mænd og to kvinder i villaen blev anholdt. Kvinderne blev siden løsladt, de to mænd varetægtsfængslet i fire uger – de to i isolation.
Isolationen udløber i dag, men da politiet stadig er i gang med efterforskningen, vil anklagemyndigheden gå efter yderligere 14 dages isolation.
Sagen er speget, hvad angår identiteten af de to mistænkte og de religiøse forviklinger, der også indgår. Både den dræbte og de to formodede gerningsmænd er sikher, som internt og til andre kan have endog meget spændte forhold.
Politiet er heller ikke færdig med indhentning af de tekniske spor fra villaen. Så sent som i går, altså 2½ uge efter drabet, var teknisk afdeling på arbejde i villaen.

Indvielse af det nye værested i Høje Gladsaxe

I dag er der officiel åbning af det nye værested i Høje Gladsaxe.
Stedet henvender sig hovedsagligt til den store gruppe af unge med indvandrer baggrund, som de etablerede klubber og foreninger i Gladsaxe har svært ved at rumme.
Og ideen til værestedet kommer fra de unge selv, fortæller Berko Lucke der sammen med en kollega står for den daglige drift. De unge har selv bedt om et sted at være her i Høje Gladsaxe Centret, og så har man i samarbejde med kommunen fundet disse lokaler. Der findes så mange tilbud til unge her i kommunen, men der er en gruppe som ikke føler sig tilpas i klubområdet, idet de ikke kan være der af forskellige årsager. Så vi har indrettet værestedet her til netop den gruppe så de kan få ny kontakt og forhåbentlig kan komme vider i livet. Det er faktisk ideen med stedet her. Vi har ikke en specifik målgruppe som f.eks. ungdomsklubber, alle er velkommen her og med vores nye lokaler er vi oppe på 40-50 unge pr. aften".

Miljøpris til Torvegård

I dag uddeler Miljø- og Energirådet sin miljøpris. Prisen uddeles i år til boligforeningen Torvegård for deres næsten pioneragtige indsats for at begrænse, sortere og genbruge affald.
Miljømedarbejder Kenneth Jørgensen fra Torvegård fortæller, at de i beboelsen indsamler alt organisk affald fra dagligdagen, der så omdannes til kompost som ansatte og beboere kan benytte sig af det når det har ligget og formuldet i et par måneder. Med hensyn til ukrudt så brændes det væk, hvor man andre steder bruger gift eller andre metoder, så gør vi det her på den miljørigtige måde. Vi har også en containerplads hvor beboerne kan komme af med deres affald. Vi har til både stort og småt brandbart, jern og metal, jord, sten og fliser, gulvtæpper og grene. Så man kan komme af med alt her.
Prisoverrækkelsen finder sted kl. 15.00 i boligforeningen Torvegård, Ejsingvej 74-76.