Mandag den 20. Juni 2005
Det kommunale elforbrug er faldet
- Resultaterne af en målrettet indsats for at få reduceret det kommunale
el-forbrug begynder nu at vise sig.
- Elforbruget i Gladsaxe Kommunes bygninger er faldet med 3,2 % i forhold
til 2000, og især en el-sparekampagne rettet mod rådhus, plejehjem og
institutioner har haft væsentlig
- betydning for resultatet, vurderes det.
- "Man har gjort det populært at spare. Vi er jo ellers vant til at få at
vide, at vi skal forbruge mere og mere. Men ikke når det gælder el. Og det var
jo i og for sig også det, der stod i det materiale, der blev lavet til
kampagnen. Man gik direkte ind og fik afdelingerne til at kunne gå ind og
spare. Og man kunne konkurrere om, hvem der sparede mest. Det er vigtigt, at
have konkurrencemomentet med, når man henvender sig til så stor en gruppe.
Fordi så vil man godt overgå hinanden", lyder det fra formanden for
miljøudvalget, Lis Smidsholm, det radikale venstre.
Halv million til legepladser
- Ni legepladser på småbørnsinstitutioner bliver nu sikrere og sjovere for
de små at færdes på.
- Som konsekvens af et sikkerhedstjek på samtlige kommunale legepladser blev
der i år afsat en halv million kroner til forbedringer, og det er det beløb,
der nu kommer ni legepladser til gode.
- Institutionen Kildebo får blandt andet et nyt klatrearrangement med
faldunderlag. Elledalen får en rutschebane og balancebane. Marielyst får noget
så fornemt som et duftbed, og det gør Kildevænget også – her bliver der tale
om et højbed med duftplanter.
- Så er de 400.000 af den halve million kroner brugt. Restbeløbet bruges til
småforbedringer på fem andre legepladser.
Konkurrencestyrelsen: Manglende udliciteringslyst koster dyrt
- Kommunernes manglende lyst til at udlicitere koster både private
virksomheder og
- skatteborgere dyrt, konkluderer en netop offentliggjort redegørelse fra
Konkurrencestyrelsen.
- Private firmaer går hvert år glip af opgaver for tocifrede milliardbeløb
og
- borgerne af tilsvarende besparelser, vurderer Konkurrencestyrelsen, der
mener, kommunerne burde mere end fordoble omfanget af udliciteringer.
- "Det bekræfter det konservative folkeparti i den antagelse, vi har haft
hele tiden. At man i større grad skal bruge udlicitering som et politisk
styringsredskab, for at sikre bedst mulig pris og kvalitet til borgerne.
Typisk vil det være sådan noget som driftsafdelingen man ville kunne se på,
men der er også en lang række andre områder, som man kan gå ind og kigge på.
F.eks. på teleydelser, hvor man kun har benyttet TDC som leverandør. Man kan
se på Frederiksberg og andre kommuner, de har faktisk haft en vellykket
udlicitering af lønadministrationen. Der er en lang række punkter, hvor man
kan gå ind område for område og lave udlicitering. Og der er potentiale i
Gladsaxe", siger Henrik Sørensen fra det konservative folkeparti.
Gladsaxe i år 2020
- Hvor mange mennesker vil der bo i Gladsaxe kommune om 15 år? Hovedstadens
Udviklingsråd siger færre, Gladsaxe kommune siger flere.
- Ifølge en prognose fra Hovedstadens Udviklingsråd vil Gladsaxe kommune
frem til år 2020 opleve et fald i befolkningen på mere end 3000 mennesker. Det
er blandt andet nybyggeri i Roskilde og i Hovedstaden, der får folk til at
flytte andre steder hen end Gladsaxe.
- Nu har Gladsaxe kommune imidlertid lavet sin egen årlige prognose, og den
spår, at kommunen vil tælle flere – og ikke færre - mennesker i år 2020.
- Prognosen forudser en stigning på 500 mennesker i forhold til i dag, så
kommunen om 15 år vil tælle godt 62 et halvt tusind borgere.
- Forskellen i de to prognoser er, at kommunens egen vurdering, tager højde
for nybyggeriet i Gyngemosen, og at man regner med, at blive bedre til at
holde på de unge med de mange nye ungdomsboliger, der bliver bygget.
Sommerbogen
- Et helt nyt sommerferietilbud fra Gladsaxe bibliotekerne skal være med til
at øge læselysten blandt skoleelever.
- "Det henvender sig til de 7 – 13-årige børn, som har lyst til at læse gode
bøger i sommerferien. Man kan tilmelde sig på alle 5 biblioteker, og ved
tilmelding får man udleveret nogle boganmeldelsesark og et stempelkort. Og så
er det meningen, at man skal læse 5 bøger hen over sommerferien. Og for hver
anmeldelse man afleverer, får man et stempel. Og når stempelkortet er fuldt,
så får man lov at vælge mellem de gavebøger, vi har at tilbyde. Det er
selvfølgelig en aktivitet, vi håber vil styrke læselysten og så er det
selvfølgelig også for, at give mulighed for den gode læseoplevelse", fortæller
Anitta Fruelund fra Bagsværd bibliotek, der allerede har fået de første
tilmeldinger til aktiviteten "Sommerbogen", som startede i sidste uge og kører
hele sommerferien.