Torsdag den 23. Juni 2005
Omsorgscentre bliver bedre
- Omsorgscentrene i kommunen står overfor en stor ombygning i disse år. Over
en årrække fra 2001 og frem til 2009 bliver der brugt 900 mio. kr. på at gøre
forholdene bedre for de mennesker i kommunen, der ikke længere kan klare sig
selv. Det næste center, der skal bygges om er Egegården i Gladsaxe. Arbejdet
startes i november og forventes færdigt i starten af 2007.
- Det bliver et helt nyt sted, beboerne kan vende tilbage til om nogle år.
Dagligstuen bliver bygget om, køkkenet bliver moderniseret, der bliver lagt
varme i gulvene på badeværelserne og alle værelser vokser en tredjedel fra de
nuværende 16 m2.
- Gitte Westi Henriksen er fysioterapeut, og har arbejdet på Egegården i syv
et halvt år. Hun fortæller, at ombygningen kommer til at ændre hendes
arbejdsplads, så den bliver meget mere funktionel for personalet og mere
hyggelig for beboerne.
40 dages fængsel for vold
- En 37-årig mand blev i går ved retten i Gladsaxe idømt 40 dages ubetinget
fængsel.
- Han var tiltalt for, først uden for en opgang på Søborg Hovedgade, at have
fremkommet med trusler om at snitte en mand ihjel hvis han ikke flyttede fra
Søborg. Og for senere samme dag i en baggård på den modsatte side af Søborg
Hovedgade, at havde slået og fremkommet med lignende trusler mod samme mand.
En sag, der angiveligt involverede både penge, der blev skyldt, og et vist
kvantum alkohol på dagen, hvor episoden fandt sted.
- Tiltalte nægtede sig skyldig.
- Retten fandt ikke bevis for truslerne, men idømte som nævnt tiltalte 40
dages ubetinget fængsel for vold.
- Manden har udbedt sig om betænkningstid med henblik på en eventuel anke
til landsretten.
Flere med til idrætsmodtagelse
- Æres den som æres bør. Det mener FIG, Fællesrepræsentationen af
Idrætsklubber i Gladsaxe.
- Hidtil er deltagere ved ungdoms OL og europamestre eller verdensmestre for
veteraner ikke blevet inviteret med til den idrætsmodtagelse, Gladsaxe byråd
hvert år inviterer de øvrige mestre med til.
- Men det bliver der lavet om på nu, fordi politikerne i idrætsudvalget
deler synspunkt med FIG og fremover laver om på reglerne.
- Det betyder blandt andet, at den ishockeyspiller fra Gladsaxe, der var med
til ungdoms OL, kommer med i den fine mesterkomsammen.
- Blandt veteranerne er der flere guldmedaljehåb, som altså også fremover
bliver inviteret med.
Lis Sørensen synger på Gladsaxedagen
- Hun er en af Danmarks mest erfarne sangerinder. Har turneret land og rige
rundt og stået på nogle af landets største scener og sunget for tusindvis af
mennesker.
- Til august synger Lis Sørensen for Gladsaxe borgerne. Det sker på den
årlige Gladsaxedag i rådhusparken, hvor Lis Sørensen giver koncert lige før
det store festfyrværkeri.
- Gladsaxedagen byder i år også på et populært gensyn med Mek Pek´s "Åh
Abe-show", der
- faktisk var med til at åbne den allerførste kulturfest i Gladsaxe for fire
år siden.
- Dengang foregik festen i Aldershvile Slotspark, men allerede året efter
blev den slået sammen med den årlige budgetdag og derfor flyttet til
rådhusparken. Og sådan har det været lige siden.
- Gladsaxedagen er i år den 20. august, og foruden musikalsk underholdning
er der igen masser af boder og aktiviteter omkring rådhuset.
Hesteskolen - en populær sommerferieaktivitet for kommunens piger
- I denne uge startede Gladsaxe Kommunes sommerferieaktiviteter for de
5-16-årige skolebørn.
- En af de 30 forskellige aktiviteter foregår på Fritidscentret Grønnegård.
- Josefine Brun Andersen som står for aktiviteten fortæller: "Det er en
hesteskole, hvor vi i to uger får 15 børn pr. uge. De kommer og så lære de at
ride og de lære at omgås hestene, og de finder ud af at det ikke kun er at
ride, men at der også skal muges ud og ordnes folde og at der skal gives vand
og mad. Så de finder ud af at det ikke er så nemt som de går og tror. Men de
hygger sig og de lære alt om heste. De lærer, at pudse seletøj og de lærer,
hvordan man renser hove og hvis hesten får et sår hvordan man behandler det
osv. De fleste af pigerne har prøvet det før og har redet en del år, men der
er et pr. stykker som er helt nye og som aldrig har siddet på en hest før.
Hesteskolen har været i gang i en del år efterhånden og det er en stor succes,
i denne uge var der 60 børn på ventelisten".