Mandag den 2. Maj 2005
Tvivl om placering af gas-hovedsæde
- Planerne om at etablere et nyt hovedsæde i Viborg for gas-fusionen mellem
HNG i Gladsaxe og Midt/Nord i Jylland er foreløbig blevet skrinlagt.
- På et møde i HNGs repræsentantskab i fredags var der nemlig fuld opbakning
til repræsentanterne fra Gladsaxes protest over planerne, der i værste fald
vil betyde tab af 150 arbejdspladser på HNG i Søborg.
- Selve fusionen bliver der fortsat arbejdet videre med, men planen er ikke
bundet op på, at fusionens nye hovedsæde partout skal ligge i det jyske.
- Dermed kan de 250 medarbejdere på HNG, i første omgang i hvert fald, ånde
lettet op.
- Siden fusionsplanen med dertil hørende fyringer og flytning af
medarbejdere kom frem, har der blandt personalet været en stemning som i et
gravkammer, som en medarbejderrepræsentant tidligere har beskrevet det her i
Nyhedsmagasinet.
CC Gladsaxe-løb uden om Gladsaxe
- Det traditionelle årlige landevejsløb på rundstrækningen mellem Gladsaxe,
Farum og Værløse er en saga blot.
- I år venter der de omkring 200 ryttere en langt skrappere rute i området
omkring Ganløse og Slangerup – og desværre altså også uden om Gladsaxe og
Bagsværd bymidte, der tidligere var en naturlig del af løbet for den
arrangerende klub, CC Gladsaxe.
- Michael Sennek fra cykelklubben siger: "Vi har haft en del logistiske
problemer, når vi har skullet køre i Gladsaxe. Både med at få slukket
trafiklysene og få skaffet nok hjælpere, der har skullet vise vej osv. Den nye
rute kører desværre uden om Gladsaxe, men den er så til gengæld blevet mere
udfordrende med flere store bakker".
- Løbet køres den 8. maj og nærmere oplysninger om ruten med start og opløb
kan findes på cykelklubbens hjemmeside ccgladsaxe.dk.
Nye 1. maj traditioner i Gladsaxe
- I går var det arbejdernes internationale kampdag, og for første gang
nogensinde fejrede LO og socialdemokraterne i Gladsaxe 1. maj sammen i det nye
aktivcenter på Telefonvej i Buddinge:
- "Det virker måske lidt forvirrende, hvis vi holder 1. maj flere
forskellige steder. Og så er der selvfølgelig også nogle praktiske fordele ved
at holde det sammen. Så er der flere til at betale og til at lave arbejdet. Så
var det også en mulighed for, at få vist de der måske ikke har været her i
aktivcentret før, at huset er her. Og når vi nu skulle holde det sammen for
første gang, så skulle det være et sted, hvor ingen havde deres 1.
maj-traditioner i forvejen", siger Signe Esmann Andersen, formand for Søborg
vælgerforening.
-
- På Buddinge skole holdt SF og enhedslisten socialistisk 1. maj og for den
unge
- Katja Sørensen fra socialistisk ungdomsfront blev det en ekstra stor
oplevelse. Hun debuterede nemlig som 1. maj-taler.
- "Jeg prøvede at fortælle lidt om de ting, som har været gode ved det
arbejde, elev- og studenterbevægelsen har lavet i år, hvilke resultater man
har opnået. Jeg synes, venstrefløjen i Danmark gør et kanon stykke arbejde,
men det er også vigtigt, at den lægger pres på fagbevægelsen, så vi kan få en
mere bred organisering. Jeg tror, man kan nå ud til flere almindelige
mennesker på den måde. Fagbevægelsen har været for dårlig til at komme ud til
almindelig mennesker, at komme ud på gaden og tale et sprog, som folk
forstår".
- Efter Buddinge skole gik turen videre til København og Fælledparken, hvor
Katja Sørensen igen skulle holde 1. maj-tale – denne gang for rundt regnet
15.000 mennesker..