Tirsdag den 3. Maj 2005
DF: Forbedringer for cyklister går ud over bilister
- I aften er der borgermøde om den ny cykelstiplan, som skal gøre det mere
attraktivt og sikkert at cykle i Gladsaxe.
- I cykelstiplanen, som er til offentlig debat ind til den 23. maj, er der
en række forslag til
- forbedringer for cyklisterne, men på bekostning af bilisterne, mener dansk
folkeparti:
- "Det forslag der ligger, er jo i store træk ganske glimrende. Men vi har
nogle betænkeligheder ved, at man igen føler, at fordi man skal forbedre
forholdene for cyklisterne, så synes man også, at man samtidig skal jage
trafikanterne. Bl.a. vil man indføre flere bump og hastighedsdæmpende
foranstaltninger og flere fartzoner i kommunen. Og det har vi jo set, ikke har
hjulpet nogen steder endnu. Jeg er spændt på at høre, hvad borgerne rent
faktisk synes om den plan, der er lagt frem. Og jeg håber da, at der ikke kun
kommer cyklister til mødet, men også bilister, som måske vil fremføre nogle af
deres holdninger til netop de steder, hvor det rent faktisk kommer til at gå
ud over bilisterne. Vi har jo ikke noget imod, at det bliver rigtig godt for
cyklisterne at køre i Gladsaxe, vi har jo selv været med til at presse på,
sådan at man har fået fremrykket adskillige cykelstiprojekter, og det er vi
ganske tilfredse med i dansk folkeparti. Men vi kan ikke se, at det skal være
på bekostning af bilisterne, vi laver de her ting", siger Kristian Niebuhr fra
dansk folkeparti.
- Aftenens borgermøde om cykelstiplanen starter kl. 19.30 og det bliver
holdt hos
- teknik- og miljøforvaltningen på Rosenkæret 39.
Historiker: OK med byggeplaner på Buddinge Batteri
- Normalt er lokalhistoriker Arne Hermann modstander af, at der bygges på og
ved historiske monumenter og steder. Men i tilfældet Buddinge Batteri er
undtagelsen måske fundet.
- Batteriet, der en del af befæstningen af København, er i dag lukket for
offentligheden og består af en række senere tilbygninger, der ikke er stort
anvendelige.
- Et investeringsfirma har nu købt området af staten med det for øje at
istandsætte det historiske batteri og bygge boliger på grunden.
- Til det siger Arne Hermann: "Det kan ikke blive værre end det er i dag.
Hvis vi kan få området åbnet for offentligheden, bygget nogle boliger, sikret
og istandsat det historiske, og samtidig få en dejlig grøn plet, så er vi i
hvert fald bedre stillet".
-
- (Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet)
Nye åbningstider på bibliotekerne
- Når det nyrenoverede hovedbibliotek i Gladsaxe åbner igen om ca. 14 dage,
så bliver det med nye og langt mere hensigtsmæssige åbningstider, fortæller
bibliotekschef Charlotte Plenge:
- "Den primære grund er ombygningen og det at vi rykker rundt på vores
materialer. Tidligere havde vi aviser nede i vores butik og dér kunne vi lukke
udlånsafdelingerne af. I fremtiden vil vi placere aviserne på 2. sal. Det vil
sige, skal man til dem i formiddagstimerne om mandagen, så skal man igennem
hele biblioteket. Og vi synes ikke det er rimeligt, at man skal gå igennem et
lukket bibliotek, for at komme til nogle aviser. Så derfor vil vi gerne åbne
hovedbiblioteket kl. 10 om mandagen. Vi har også en erfaring for, at det er
meget svært at huske de meget uensartede åbningstider vi har haft både på
hovedbiblioteket og filialerne. Derfor har kultur- fritids- og idrætsudvalget
nu vedtaget nogle nye åbningstider. Hovedbiblioteket får åbningstid alle
hverdage fra 10 – 19, lørdag 10 – 14 og søndag 13 – 17 i vinterhalvåret. For
filialernes vedkommende har vi gerne villet styrke formiddagsåbningstiderne.
Fordi vi ved, at de er mange mennesker der færdes i lokalområdet om
formiddagen, specielt ældre og daginstitutioner kan kun komme på biblioteket
om formiddagen. Så derfor har vi forsøgt at lægge flere åbningstimer om
formiddagen".
- De nye åbningstider på Gladsaxe bibliotekerne gælder fra den 17. denne
måned.
Gør regnvand til grundvand
- Flere vandboringer i Gladsaxe er lukkede, fordi de er forurenede, og der
bliver pumpet mere drikkevand op af jorden i Gladsaxe, end der bliver
gendannet. Det er derfor vigtigt at spare på vandet og få gendannet så meget
af regnvandet som muligt. Det er baggrunden for udstillingen "Fra regnvand til
grundvand" der i aften åbner i grøn IDÉcenter. Her kan man bl.a. bliver
klogere på hvordan man selv ved hjælp af en såkaldt faskine kan komme et
stykke af vejen. En faskine er en måde at føre regnvandet uden om
kloaksystemet og ned i jorden på, så der dannes nyt grundvand.
- Udstillingen kan ses i de næste 14 dage.
Novo Nordisk Pris uddelt
- Professor ved Statens Serum Institut Mads Melbye har netop modtaget den
prestigefyldte
- Novo Nordisk Pris på 1 million kroner for sin banebrydende forskning inden
for kræft og
- infektioner:
- Det er jo altid rart at vide, at det man laver bliver påskønnet. Prisen er
godt nok givet til mig, men jeg ser det ligeså meget som at den er givet til
et helt område, som jeg mener, fortjener en pris", siger årets modtager af
Novo Nordisk prisen, professor Mads Melbye.