Tirsdag den 24. Maj 2005


HUR: ja til centerudvidelse

Hovedstadens Udviklings Råd, HUR, har nu fjernet indsigelsen mod en butikscenterudvidelse ved Høje Gladsaxe på yderligere 7.000 m2.
Eneste betingelser til ophævelsen er, at en udvidelse først bliver taget i brug efter vedtagelsen af regionplan 2005, som ventes godkendt til oktober.
Som tidligere nævnt er centerudvidelsen desuden afhængig af, at der fjernes muligheder for butiksudvidelser i Søborg- og Buddingeområdet.
Og der er stærkt behov for ændringer i butikslivet ved Høje Gladsaxe, som vil give hele området et løft, siger beboerformand John Brown Brabant Althoff-Andersen bl.a.

Indsats for begrænsning af CO2 udslip fra biler

Nu skal der gøres en aktiv indsats i Gladsaxe for at nedbringe CO2-udslippet fra køretøjer.
Det mener det konservative folkeparti:
"Det er sådan i dag, at vores biler kører på diesel og på benzin. Men der er faktisk en række alternative brændstoffer, som har et meget mindre CO2-udslip end det, vi kender i dag. Det kan væres rapsolie eller alkohol udvundet af halm. Der er et EU-krav om, at man vil nedbringe udslippet af CO2 fra biler, og der indgår bl.a. alternative brændstoffer som en del af de krav. Vi har i mange år arbejdet med Agenda 21-planen, og vi har gjort meget for at nedbringe energiforbruget på el, vand og varme. Nu synes vi, at vi også godt kunne se på udslip fra biler og på deres energiforbrug. Gladsaxe Kommune har også et ansvar for miljøet", siger
Henrik Sørensen fra det konservative folkeparti.

Populær genbrugsplads

Det koster Gladsaxe-borgerne dyrt, at Københavnsområdets bedste og lettest tilgængelige genbrugsplads ligger i kommunen.
Genbrugsstationen er simpelthen så populær, også for de udenbys, at besøgstallet nærmest eksploderer – på bare et år er der tale om en stigning fra 220.000 til 286.000 besøgene.
De mange ekstra besøg og de deraf større mængder affald kræver mere personale, og det er derfor nødvendigt at ansætte en mere på pladsen, så der fremover bliver seks medarbejdere.

Skoleelever nyder godt af japansk venskabsforbindelse

I år er det præcis 5 år siden Gladsaxe og japanske Taito indgik en venskabsbyaftale.
Og især mange børn og unge har foreløbig nydt godt af den dansk-japanske relation, lyder det fra Taitos borgmester, Hiroshi Yoshizumu:
"Udvekslingen blandt børnene er en af de vigtigste ting. Børnene fra vores distrikt har været i Gladsaxe og oplevet Danmark. Og omvendt har vi modtaget børn og unge fra Gladsaxe, og de har oplevet en japansk dagligdag. Det har betydet, håber jeg i hvert fald, at de har fået en respekt og en forståelse for den kultur, de har oplevet i Japan og omvendt. Jeg tror i høj grad det har øget den mellemfolkelige forståelse".
Gladsaxe-borgmester Karin Søjberg Holst:" Det betyder noget, at folk mødes. Også selvom der er så langt imellem os og det trods alt er så fremmed. Vi kan jo se, at der er mange i Gladsaxe, som bliver tiltrukket af Japan. Bl.a. er skolebørnene meget glade for at skulle til Japan, vi har haft to klasser derovre og en tredje klasse arbejder på det. Så det er faktisk meget pænt med børn og unge, der kommer til Japan fra Gladsaxe".
Til marts næste år er det en 9. klasse fra Vadgård skole, der skal til Taito, som ligger i den nordlige del af Tokyo.

Dom for at kaste med skammel

Ved retten i Gladsaxe i går blev en 59-årig mand idømt 20 dages betinget fængsel for vold eller trussel om vold mod tjenestemand i funktion.
Politiet var i marts ankommet til den sigtedes bopæl, hvor de var blevet tilkaldt til husspektakler af underboen. De fandt den sigtede liggende på stuegulvet stærkt forslået.
Lejligheden bar tydeligt præg af, at der havde været slåskamp. Den sigtede forklarede, at han var blevet overfaldet af 3 -4 sortklædte mænd, da han havde åbnet sin dør. Efter at han var blevet gennembanket havde han mistet bevidstheden og det næste han huskede var, at han stod ude på trappen og at nogle andre sortklædte mænd kom op af den. Han var på det tidspunkt ikke sikker på at det var politiet. Han prøvede at lukke sin dør, men en skammel som han havde stående på sin repos stod i vejen, hvor efter den faldt. Tre betjente forklarede derimod i retten, at sigtede havde kastet skamlen efter dem, da de forlod lejligheden.
Den sigtede kunne ikke huske at politiet havde været inde i hans lejlighed i ca. 20 minutter, hvor de havde prøvet at hjælpe ham, ej heller at han havde afvist hjælp fra Falck.
Sigtede såvel som anklagemyndigheden har udbedt sig om betænkningstid med henblik på en eventuel anke til landsretten.

Forgæves klage over affaldsbeholdere

To affaldsbeholdere til glas og papir placeret på hjørnet af Kong Hans Alle og Rolf Krakes Alle i Søborg bliver ikke flyttet.
Siden beholderne i efteråret blev sat på hjørnet, har naboerne kæmpet imod placeringen, og der har været holdt møder med den kommunale forvaltning, grundejerforening og de berørte borgere, uden at egnede alternative opstillingssteder er fundet.
Forleden var sagen så nået frem til miljøudvalgets bord, hvor et politisk flertal fastholdt placeringen, dog med en tillægsbeslutning om at beholderne skal tømmes på et andet tidspunkt.
Fra forvaltningens side lød argumentet bl.a., at hvis klagerne medførte en flytning af beholderne, så ville andre naboer til beholdere også kræve dem flyttet.