Torsdag den 3. Marts 2005
Selvtægt betalte sig ikke
- Otte lussinger á 1.000 kroner og en betinget fængselsdom på 30 dage.
- Det lød regningen for en 24-årig mand, der var skredet til selvtægt
overfor en gruppe børn, der lavede narrestreger i nabolaget.
- I går fortalte manden i retten i Gladsaxe, at han ved juletid var på besøg
hos sine forældre i Høje Gladsaxe, da han hørte en voldsom larm fra opgangen.
- Han troede at nogen var i gang med at smadre vinduer.
- Han løb derfor ud af lejligheden og konstaterede, at en gruppe børn
forsøgte at flygte.
- Den 24-årige fik fat i kraven på to af dem og pressede dem til at udlevere
adresser på de andre børn i gruppen.
- Han forklarede for retten, at han ville tage kontakt til alle børnenes
forældre og fortælle dem, hvad deres børn rendte rundt og lavede i fritiden.
- De to børn, som den 24-årige havde fået fat i, er begge 12 år.
- De fortalte dommeren, at den 24-årige havde givet dem 4 lussinger hver
undervejs i forløbet.
- Desuden havde han efter deres udsagn truet dem med at tage dem, citat,
"med ned i mosen og brække deres ben", citat slut, hvis de ikke udleverede
adresserne på de andre børn i gruppen.
- Dommeren vurderede, at den 24-åriges metoder var alt for hårde, og at det
var politiets opgave at tage hånd om hærværk og urostiftere.
- Derfor måtte den 24-årige, som er tandlægestuderende og på SU, punge ud
med 8.600 kroner for sagens omkostninger.
- Til gengæld fik han jo så den betingede fængselsdom på 30 dage.
Kontrol af aktier gav millionbeløb
- Selvom de lokale skattefolk i Gladsaxe ikke var helt så effektive i 2004 i
forhold til året før, så er det alene indenfor kontrollen af aktie- og
anpartsselskaber lykkedes at skrabe knap 42 millioner kroner mere hjem, end
folk selv havde oplyst og ønsket at tildele skattekassen.
- I alt er 250 aktieforhold og anpartsselskaber blevet gransket nøjere, og
udover at finde fejl i statskassens favør, så er der også fundet nedsættelser
for 5.400.000 kroner.
- Gladsaxe kommune har en aftale med den statslige told- og skattestyrelse
om at varetage selskabsligningsopgaven foreløbig til og med 2006.
Første oversigt over tilgængelighed
- For første gang er der blevet udgivet en oversigt over tilgængeligheden i
en række
- kommunale bygninger.
- I den nye tilgængelighedsguide kan man se, hvordan man som kørestolsbruger
eller
- gangbesværet lettest kan komme ind på rådhus, biblioteker og andre
kommunale bygninger. Blandt andet indeholder guiden billeder og beskrivelser
af indgangsforhold, parkeringsforhold og toiletforhold, fortæller Herle
Klifoth, chef i pleje- og omsorgsafdelingen:
- "Så kan man orientere sig, inden man skal ud på f.eks. en institution om,
hvilke hensyn man nu skal tage i forhold til parkering og adgangsforhold".
Sidste socialdemokratiske kandidater udpeget
- To gamle kendinge, to af de nye fra nuværende periode samt seks mere
ukendte står på den kandidatliste, som den socialdemokratiske vælgerforening i
Buddinge har fundet frem til.
- Peter Nielsen og Jens Thind-Andersen er parate til endnu en tørn i
byrådet. Det samme er John Brown Brabant Althoff-Andersen, der stemmemæssigt
var højdespringer ved sidste kommunalvalg.
- Ole Rasmussen, bedre kendt som Ole Skrald, kom jo ind på sin egen
Skraldeliste sidste gang. Siden nedlagde han den og skiftede til SF, for så at
ende hos socialdemokraterne, som han altså stiller op for denne gang.
- Dermed har de fire socialdemokratiske vælgerforeninger udpeget 28
byrådskandidater plus en borgmesterkandidat, nemlig den nuværende Karin
Søjberg Holst. Således skal partiet si fire fra for at nå ned på de i alt 25,
som der jo er plads til i byrådssalen på rådhuset.
Konservativ spids
- Det kan næppe komme som den helt store overraskelse, at det konservative
folkeparti i Gladsaxe har udpeget Lars Abel som spidskandidat på den
konservative liste til kommunalvalget i november.
- Den i dag 56-årige gruppeformand har siddet i Gladsaxe byråd siden 1970 og
har fået fornyet optimisme efter folketingsvalget, hvor partiet gik kraftigt
frem.
- I en pressemeddelelse siger Lars Abel: "Der er stor spænding om, hvem der
bliver den næste borgmester. Socialdemokraterne havde et dårligt valg og står
til kun at få otte mandater, og det er første gang den nuværende borgmester
kommer på valg. De borgerlige partier vil for første gang i mange år få
flertal i byrådet med 14 mandater", mener den konservative spidskandidat.
Aktivcenter indrettet i samarbejde med brugerne
- På søndag åbner det nye Aktivcenter på Telefonvej, men som vi fortalte i
Nyhedsmagasinet i går, så er ikke alle brugere helt tilfredse med de nye
lokaliteter her få dage før indvielsen.
- I gårsdagens udsendelse sagde en deltager på AOF´s malehold:
- "Det er betydeligt mindre end det, vi kommer fra. Så endnu er vi ikke helt
tilfredse. Man skal lige indstille sig på det, og der er lidt ting, der skal
rokeres rundt på. Men vi håber på, det bliver godt".
- Gladsaxe-borgmester Karin Søjberg Holst, siger om indretningen af
Aktivcentret:
- "Indretningen er sket i samarbejde med brugerne. Vi har fra start af lagt
vægt på, at brugerne skulle inddrages, og det er de også blevet. Men har
selvfølgelig ikke været ude at spørge hver eneste deltager på de hold som
aftenskolerne f.eks. har, men aftenskolerne som sådan har været taget med på
råd. Det er klart, i sådan en proces vil der altid være nogen, der ikke lige
får opfyldt deres højeste ønsker, men sådan er det i sådanne processer, at man
må se på helheden. Det er klart, der vil altid være nogle
indkøringsvanskeligheder, man skal lige vænne sig til noget andet end det, man
har haft".
- Aktivcentret bliver først og fremmest hjemsted for kulturelle foreninger
og voksenundervisning, og netop dét, at så mange forskellige grupper af aktive
er samlet under samme tag, er én af husets absolutte styrker, vurderer
borgmesteren:
- "Jeg tror virkelig på, at der kommer noget rigtig godt ud af, at både
unge, voksne og ældre kommer i det nye center. Det skulle da være mærkeligt,
om ikke man mødtes en gang imellem og f.eks. bridgeholdet lige kunne udveksle
noget med billard eller en fra Gawenda. Jeg tror på, at når man kommer sammen,
så opstår der gode ting", siger Karin Søjberg Holst, der indvier det nye
Aktivcenter nu på søndag.