Onsdag den 16. Marts 2005


Kommunalt sundhedscenter i Gladsaxe

Gladsaxe kommune lægger nu billet ind på godt ni millioner kroner fra en ministeriel pulje til brug for forsøg med sundhedscentre i de nye regioner.

Tanken er foreløbig at udvide kapaciteten på det nuværende genoptræningscenter i Søborg og styrke samarbejdet mellem kommune, læger og hospitaler.

Dermed bliver der skabt større helhed i den sundhedsfremmende indsats for den enkelte borger.

Det nye sundhedscenter skal skabe øget trivsel og sundhed og derigennem opnå, at flere kommer i arbejde, flere fastholdes i arbejde og at der kommer færre og kortere hospitalsindlæggelser.

Gladsaxe kommune vil selv skyde godt fire millioner i forsøgsperioden, der løber i omkring to et halvt år. Kommer de ni ansøgte millioner til huse, så ventes centret at åbne januar næste år.


Protesterer til minister over posthuslukning

En nedlæggelse af Buddinge posthus kommer ikke til at ske uden sværdslag fra Gladsaxe kommunes side.

Økonomiudvalget vil nemlig gå videre med sagen og ikke blot protestere overfor Post Danmark, siger borgmester Karin Søjberg Holst (S):

"Vi vil også gå til ministeren, da det her er en sag for de folkevalgte, og han skal vide, hvad der er ved at ske. Et posthus betyder noget i et lokalsamfund, specielt i et center som Buddinge, hvor der er rådhus, banker, apotek og butikker. Der bor mange ældre i området, som der også skal tages hensyn til. Post Danmark har jo allerede lukket postkontorerne i Høje Gladsaxe, på Gammelmosevej og lavet det på Mørkhøjvej om fra kontor til butik, og nu vil e så til at pille ved et af de tre store posthuse, der er tilbage. De skal tænke sig om en ekstra gang".


Valg: Hvad må offentligt ansatte?

Hvor går grænsen for, hvad offentligt ansatte informationsmedarbejdere kan bruges til i politisk øjemed?

Et interessant spørgsmål generelt, og i særdeleshed i valgår.

Den første disput om spørgsmålet i 2005 bliver i dag taget i Københavns amts økonomiudvalg, hvor Venstre stiller spørgsmålene; "Hvor findes der hjemmel til at benytte offentligt ansatte til brug i en valgkamp"?, og "Hvor findes der hjemmel til at føre valgkamp gennem kanaler, der henvender sig direkte til ansatte"?

Spørgsmålene er foranlediget af et citat fra Ritzau på amtets intranet, om at amtsborgmesteren er valgt for partiet Socialdemokraterne som spidskandidat ved det kommende valg til regionsråd.

Det er som nævnt faldet Venstre for brystet, og nu skal sagen altså drøftes på dagens udvalgsmøde.

Men lur os om det bliver den sidste sag af slagsen i et år, der stadig har flere valg i posen, både på EU-, regionalt og lokalt plan.


Der er penge i skidtet – øgede udgifter til spildevandsomlægning

Udbygningen af Motorring 3 fra fire til seks spor er en bekostelig affære, og det er ikke kun asfalten, der koster.

Vejdirektoratet havde oprindelig vurderet, at det ville koste Gladsaxe Kommune 1 million kroner at flytte spildevandsledningen, der i dag ligger øst for vejen, et nyk længere mod øst, så der bliver plads til det ekstra vejspor.

Men kommunen mener, at det er mere hensigtsmæssigt at flytte spildevandsledningen over på den vestlige side af vejen, hvilket Vejdirektoratet har vurderet vil koste 1,5 millioner.

Begrundelsen er, at det på den måde vil blive billigere at tilknytte opsamlingsbassiner til ledningen i fremtiden, når kloaksystemet skal udvides.


Sejr over Frem

Fodboldklubben ABs hold i 1.division har fået en fin optakt til sæsonpremierekampen lørdag på udebane mod Dalum.

I den sidste træningskamp blev et af divisionens tophold, Frem, nemlig slået 2-1 i en kamp, hvor AB, ifølge klubben selv, klart viste det bedste spil.

Yaro Yaro og Thomas Krause scorede de to AB-mål.

De seneste meldinger fra Dalum tyder i øvrigt på, at kampen lørdag aflyses på grund af sne på banen.

Dermed bliver første kamp den 3. april, da AB har fået flyttet to kampe i påsken, da holdet har tre spillere på udvalgte DBU-landshold.