Fredag den 18. Marts 2005
Beskedent fremmøde til debat om fremtidens Gladsaxe
- De politiske visioner for fremtidens Gladsaxe er tilsyneladende ikke
noget, der har borgernes helt store interesse.
- I hvert fald benyttede kun et beskedent antal borgere sig af muligheden
for at drøfte visioner med byrådspolitikerne, da der i går aftes var åbent hus
om kommuneplanen. Ca. 15 borgere havde fundet vej til rådhuset torsdag aften:
-
- "Vi blev provokeret af debatten i lokalavisen om, at der ikke er nogen,
der har lyst til at deltage i disse her arrangementer. Og så ville vi vise
vores gode vilje her. Og det vi kan se i aften er, at hvis vi trækker
politikere og embedsmænd fra, så er det alligevel begrænset hvor mange, der er
dukket op. Til gengæld vil jeg rose kommunen for, at man har lavet det om til
de her caféborde, hvor man kan sidde og diskutere med en politiker, Den del af
det har været meget godt. Men vi er spændte på, om det overhovedet har nogen
effekt", lød det fra en af de fremmødte borgere.
-
- Gårsdagens møde på rådhuset var ikke et traditionelt borgermøde med lange
oplæg og
- plenumdebat. I stedet havde man den her gang valgt en mere uformel
mødeform med debat og snak omkring små caféborde. Borgmester Karin Søjberg
Holst:
- "Overordnet synes jeg, at det der har præget debatten, det er den gode
stemning. Det virker som om de borgere, der er kommet, det kan være politisk
engagerede eller helt "almindelige" borgere, de har haft mulighed for at sige
noget til politikerne og høre på, hvad politikerne siger. Og det synes jeg,
har virket godt.. Jeg havde selvfølgelig gerne set, at der var kommet endnu
flere borgere. Men på den anden side, så er der det med forslag til
kommuneplan, det dækker meget bredt og jeg tror, der så er nogen, der siger
"måske kommer man ikke lige til at diskutere det, som jeg interesserer mig
for". Så jeg tror, vi skal til at forklare noget bedre, hvordan vi har tænkt
os debatten skal forløbe", siger Gladsaxes borgmester.
Byrådsmedlemmer om åbenhedsdebatten: Nej til økonomisk sengekiggeri
- Byrådsmedlemmerne i Gladsaxe Kommune er ikke vilde med ideen om at lægge
deres økonomiske interesser ud til offentlighedens skue, sådan som Kurt
Loftkjær fra Åbenhedskomiteen foreslog i Nyhedsmagasinet i går.
- "Noget pjat og en snagen i folks privatliv," "utidigt posekiggeri," og
"generelt over gevind." Sådan lyder reaktionen fra nogen af de
byrådsmedlemmer, som Nyhedsmagasinet fik fat i i går, og deres udmeldinger var
i tråd med det klare flertal af de adspurgte.
- Faktisk var den eneste, der adskilte sig fra den generelle konsensus,
Enhedslistens Emilce Nielsen. "Jeg synes, det er fint, hvis det kommer frem,"
siger hun. "Jeg tror samtidigt, det er en illusion at tro, at alt kommer frem
på den måde. Men det er et skridt på vej til mere åbenhed, så for min del er
det fint," siger Enhedslistens byrådsmedlem.
Gladsaxe HF er født
- Damehåndbolden i Gladsaxe går bedre tider i møde.
- De to gamle hæderkronede klubber, AB og Gladsaxe HG, laver nemlig nu en
holdfællesskabsaftale for den kommende sæson, der gælder for klubbernes
damesenior og dameynglinge.
- Samarbejdet får navnet ’Gladsaxe HF’, og får umiddelbart betydning tre
steder: For Gladsaxe HGs divisionshold betyder det en mulighed for udbygning
og forbedring af divisionsstatussen. Det giver større chance for, at damerne
kan få opfyldt de sportslige ambitioner indenbys og ikke behøver tage hverken
til Virum eller Frederiksberg på den konto.
- Begge klubbers dameynglinge skranter, hvad angår antallet af medlemmer –
der er kun en 5-7 spillere i hver klub på årgangen. En sammensmeltning
betyder, at det overhovedet bliver muligt at stille med et hold i næste sæson.
- Desuden er der noget at se frem til for alle de talentfulde spillere i
ungdomsrækkerne, når de rykker op i de kommende år.
- Den nye overbygning, Gladsaxe HF, er blevet godkendt af formændene i de
respektive klubber, og det nye initiativ er blevet hjulpet til verden af
formanden for FIG, Ole Lindskov.
- Planerne for samarbejdet har været undervejs i flere år og kan måske munde
ud i, at der igen bliver hold fra Gladsaxe at finde i toppen af dansk
håndbold.
Vil forbedre samarbejdet med Socialdemokratiet
- Pengene skal bagerst i rækken, menneskene forrest.
- Det siger SF i Gladsaxe, der mener at det borgerlige flertal i det
nuværende byråd med en socialdemokratisk borgmester i spidsen har prioriteret
skattenedsættelser frem for at blive en foregangskommune.
- Holdningen kom til udtryk på SFs generalforsamling i denne uge, hvor
ønsket om at genoprette det tidligere gode samarbejde med socialdemokraterne
også kom frem.
- Partiet har endnu ikke udarbejdet et egentligt valgprogram og ej heller
fundet kandidaterne til kommunalvalget til efteråret. Det sker først til april
og maj.
- Til gengæld er navnene på bestyrelsen fundet, og her sidder Poul Reher
Jensen som formand, Gunnar Svendsen næstformand, og i øvrigt Flemming
Holmstrøm, Andreas Mygind Røpke og Susanne Palsig Jensen.
Påskeprogram
- I næste uge træder et særligt påskeprogram ind her på kanalen.
- Der vil hver morgen være mulighed for at sætte sig ind i alskens
lokalhistoriske detaljer, når lokalhistoriker Arne Hermann fortæller løs.
- Programrækken ’Båndværkstedet’ byder på genhør med flere udsendelser
produceret af elever, der har benyttet sig af jobsnuseren på ungdomsskolen.
- Det fulde program kan ses på vores hjemmeside, radiogladsaxe.dk.
- Nyhedsmagasinet er tilbage efter påske. Redaktion og øvrige medarbejdere
ønsker god påske.