Torsdag den 3. November 2005
De unge vil have et ungdomshus
- Gladsaxe har ikke et ungdomshus, selvom det står højt på ønskelisten
blandt de unge i kommunen. Det kom tydeligt til udtryk i går, hvor 9. og 10.
klasser fra seks forskellige skoler legede politikere for en dag i byrådssalen
i forbindelse med den såkaldte Skolebyrådsdag. Tre af de seks forslag der blev
fremlagt, handlede således om oprettelsen af et ungdomshus for unge mellem 13
og 18 år. En gruppe som der findes ca. 3.500 af i kommunen. Camilla Westh fra
9.b på Vadgård Skole: "Vi synes, at det er nødvendigt, fordi der er så mange,
der render rundt på gaderne eller sidder for sig selv på skolerne. Det synes
folk er kedeligt, og så er nogle dumme nok til ikke at kunne finde på andet
end at ødelægge tingene eller bare drikke sig fulde". Camilla Westh peger på
Søborg Møbelfabrik på Gladsaxevej som et oplagt sted at oprette et ungdomshus.
Det er nu op til de "rigtige" politikere i byrådssalen, at tage stilling til
de unges ønske.
Kandidat: Stem ikke på mig
- Lad være med at stemme på mig! Sådan lyder opfordringen fra forfatteren og
foredragsholderen Irma Henriksen, der er en af kandidaterne for det nye parti,
Liste Levebrød.
- Aller helst ville Irma Henriksen gerne pilles helt af stemmesedlen, men
det forbyder valgloven.
- Baggrunden er, at det tidligere byrådsmedlem er raget uklar med de øvrige
liste-medlemmer.
- Irma Henriksen uddyber: "Det er mennesker med en skjult aggressiv
dagsorden, anarkister, som jeg ikke kan samarbejde med. Derfor opfordrer jeg
vælgerne til at lade være med at stemme på mig til kommunalvalget".
- Jan Petersen, der er stifter af Liste Levebrød, udtaler i en
pressemeddelelse: Irma Henriksen er
- aldrig blevet lovet en plads som spidskandidat og har da heller ikke
hverken betalt eller deltaget i det store arbejde med at profilere sig selv
eller andre fra listen op til dette valg. Irma har fået det hele foræret, og
er særdeles frustreret over, at den lokale presse gentagne gange ikke har
villet publicere hendes pressemeddelelser. Vi håber ikke Irmas seneste
pressemeddelelse og besynderlige påstande i forsøget på igen at komme i
rampelyset vil slukke lyset for de ældre og svage i Gladsaxe, der mere end
nogensinde har brug for fælles fodslag og forenede kræfter. Såfremt Irma
Henriksen i fremtiden måtte finde hoved og hale på sig selv og samtidig er
villig til at tilsidesætte egne bestræbelser på berømmelse på bekostning af
dem vi slås for, er hun selvfølgelig velkommen tilbage som kandidat", lyder
det fra Jan Petersen, Liste Levebrød.
Jomfru bedraget
- Overvenlighed eller grænseløs naivitet? Døm selv i følgende lille
lokalhistorie fra Bagsværd.
- Her kommer en mand søndag ind i Tommy’s Bageri lidt ud på eftermiddagen.
Fortæller en af de unge ekspedienter, at han kommer fra en nærtliggende
restaurant og skal bruge 250 kroner til at betale en låsesmed med. Dem får han
lov til at låne af den flinke eller måske naive bagerjomfru.
- 10 minutter senere returnerer han. Denne gang for at låne yderligere 1.000
kroner til brug som vekselpenge i restauranten. Også det beløb får han med,
mod, selvfølgelig, at komme tilbage med pengene senere på dagen.
- Det gør han så bare ikke, og bagermesteren anmelder bedrageriet til
Gladsaxe politi.
- "Vi ved ikke helt, om vi skal le eller græde over en sag som denne", siger
bedragerichef Henning Nielsen. "Vi har i dag præcis 119 sager, vi
efterforsker, heraf et par meget store som eksempelvis Jysk Rengøring og
ejendomsselskabet, hvor det handler om store millionbeløb. Det turde også være
unødvendigt at advare folk mod sådan noget, som det, der skete i bageriet. Men
nu ligger anmeldelsen der, og vi skal også nok få tid til at se på nærmere på
den og det videobånd fra bageriet, hvor bondefangeren optræder", siger Henning
Nielsen.
SF: Danske sygehuse er møgbeskidte
- De danske sygehuse er i en kummerlig forfatning. Det mener Andreas Røpke,
der stiller op til Regionsrådsvalget for SF, og som pga en kronisk mavesygdom
har haft lejlighed til at få et grundigt indblik i omegnens hospitaler. "Jeg
synes, det er påfaldende at mange danske sygehuse er møgbeskidte. Og jeg synes
det er underligt at man ikke gør mere ud af sygehusmaden. Der er mange
patienter der er underernærede, og det gør man meget lidt ved", siger han.
15. bedst på nettet
- Landets 10. største kommune, Gladsaxe, er røget nedad på årets rangliste
over de bedste kommunale hjemmesider på nettet.
- En 15. plads kan det blive til i denne omgang, hvor kommunen ellers har
været forvænt med både en 7. og en 13. plads.
- Det offentliges hjemmesider bedømmes på blandt andet åbenhed,
tilgængelighed og brugervenlighed.
- Gladsaxe, der de seneste år har satset voldsomt, også økonomisk, på it og
hjemmeside, scorer samlet 74,2%, mens vinderkommunen Odder ligger helt oppe på
94,8%.
- I bunden ligger Egebjerg kommune, der blandt andet scorer et rent nul i
brugervurderingen.
Valgkamp på net og i radio
- I aften løber den anden valgdebat af stabelen her i Radio Gladsaxe. I dag
handler det om kultur- og fritidslivet, og der vil være repræsentanter fra syv
partier med i programmet, der starter kl. 19.
- I næste uge er emnerne ældreområdet og sundhed samt fremtidens Gladsaxe.
- Samtlige debatter vil efter udsendelse være at finde og høre på vores
hjemmeside, radiogladsaxe.dk.
- Her kan også høres præsentationer af 11 af de opstillede kandidater, to
udsendelser, som præsenterer lokale kandidater til regionsrådet samt
partiernes egne præsentationsudsendelser.
- I denne weekend og næste vil der desuden i æteren være en ren
valg-tour-de-force på 100,9 FM og på hybridnettet, hvor samtlige programmer
med indhold omkring valget den 15. november kører nærmest i døgndrift.
- Det nærmere program med sendetider kan tjekkes på vores hjemmeside.