Onsdag den 9. November 2005


Gennembrud på Rosenlund

For første gang i kommunens historie kan man nu tilbyde yngre fysisk handicappede separate afdelinger. Forandringen, som af personalet bliver kaldt et gennembrud, kan findes på omsorgscentret Rosenlund på Mørkhøjvej, som netop er blevet færdig med en omfattende tilbygning.

Distriktsleder Helene Johansen. "Tidligere har vi ikke kunnet tilbyde andet end et almindeligt omsorgscenter eller en almindelig plejehjemsplads. Og det betød, at en ung person med for eksempel sclerose, ville komme til at bo med meget gamle mennesker, hvoraf mange er demente. Og i den gruppe kan det være meget svært at få skabt en identitet som yngre.

"En af dem der bor i den nye afdeling er 59-årige Henning Sørensen. Han er tidligere mejerist og har også arbejdet på Novo Nordisk, men er i øjeblikket bundet til sin kørestol. Og han er glad for sine nye omgivelser: "Der er mere end dobbelt så meget plads end jeg er vant til. Her føler jeg mig mere fri".


Nej tak til flere dagligvarebutikker i stengårdskvarteret

Grundejerne i stengårdskvarteret siger nej tak til flere dagligvarebutikker i området.

Supermarkedskæden Rema 1000 har søgt om lov til at opføre et nyt bolig- og butiksbyggeri på hjørnet på hjørnet af Stengårds Alle og Gammelmosevej.

Et projekt, som kræver både en ny lokalplan og et kommuneplantillæg, fordi det forudsætter, at bebyggelsesprocenten bliver hævet fra 35 til 70.

Lokalplanforslaget har nu været i offentlig høring og på sit møde i aften skal byrådet behandle forslaget og de tilkendegivelser der er kommet.

I Stengårdens Grundejerforening gør man indsigelse mod planerne. Der er brug for

ældreboliger og ikke flere supermarkeder, siger næstformand i grundejerforeningen, Niels Lundsberg:

"Vi har i forvejen en Netto og en Fakta på Stengårds Alle og en Aldi på Gammelmosevej. Og det synes vi bestemt er rigeligt. Derudover er der en lille købmand og en slagter på Gammelmosevej og en lille købmand på Triumfvej. Og det kommer til at gå ud over de små forretninger. Det er der, vi alligevel skal hen når vi skal have nogle specielle ting, fordi dem har de ikke i discountbutikkerne".

Lokalplanforslaget for hjørnet af Stengårds Alle og Gammelmosevej er som nævnt til 2.behandling på byrådets møde i aften.

Radio Gladsaxe sender direkte fra mødestart kl. 18.


Brevduer uden hjem

Næsten 1.000 brevduer og deres ejere i Søborg Brevdueforening er i bogstaveligste forstand kommet i klemme mellem nybyggeriet ved Signalvej og motorring 3.

På det gamle militærområde har brevdueforeningen tidligere haft dueslagene stående. Men da området blev solgt sidste år, fik foreningen anvist en midlertidig plads lige i nærheden. Flytningen kostede foreningen 129.000 kroner, men nu er det også slut med at have duer det sted, siger Frank Walhøj fra brevdueforeningen.

Foreningen har brug for omkring 7-800 m2 til dueslagene. Den geografiske placering i Gladsaxe og de fysiske rammer betyder ikke det store, siger Frank Walhøj. "Duerne er ligeglade, hvor de bor, og vi er glade bare, vi har et sted at være".


Sur mand amok med trækølle

En 34-årig mand fik i går ved Retten i Gladsaxe 60 dages fængsel for vold af særlig grov karakter.

Ifølge anklageskriftet skulle manden en tidlig morgen, først at have smadret en hoveddør med en kølle lignende genstand, og derefter være trængt ind i lejligheden og tildelt lejeren et slag med samme kølle. Overfaldet skete sandsynligvis fordi tiltalte mente at hans ekskæreste i løbet af natten var blevet generet af ofret.

Tiltalte nægtede sig skyldig og hævede at han på det pågældende tidspunkt var på vej på arbejde. Vidnerne, hvor af den ene var ofret og den anden ofrets nabo som gennem sin dørspion havde set døren blive smadret, forklarede derimod til retten, at de ikke var i tvivl om at det var tiltalte som var gerningsmanden. De har begge før haft uoverensstemmelser med den 34-årige i området, og de kender ham derfor særdeles godt af udsendende.

Forsvaret krævede frifindelse, for det første, fordi ofret såvel som naboen ved en efterfølgende billedkonfrontation foretaget af politiet, henholdsvis havde udpeget en anden end tiltalte, eller slet ikke have kunne udpege nogen. Og for det andet, fordi tiltaltes arbejdsgiver overfor politiet har forklaret, at tiltalte var mødt på arbejde senest kl. 7.35 den pågældende morgen. Tiltalte har derfor ikke kunne nå at begå overfaldet, da dette blev anmeldt til politiet kun 10 min. før.

En enig Domsmandsret valgte at lægge vidnernes forklaring til grund i deres bedømmelse, og dømte ham derfor ud fra anklageskriftet.

Den 34-årige udbad sig om betænkningstid med henblik på en eventuel anke til landsretten.