Tirsdag den 15. November 2005


I fængsel for trusler og hærværk

To brødre på 30 og 21 år er ved Retten i Gladsaxe blevet idømt henholdsvis 2 måneder og 20 dages fængsel for trusler og hærværk.

De to brødre var tiltalt for bl.a. at have fremkommet med dødstrusler mens de havde stået med en skarp genstand, ødelagt en hoveddør samt punkteret samtlige dæk og smadret et sidespejl på en bil, endvidere var den yngste bror tiltalt for at have kørt uden kørekort og i spiritus påvirket tilstand.

Det er den ældstes brors noget indviklede familieforhold som i december sidste år endte i en politianmeldelse. Truslerne og hærværket var rettet imod den 30-åriges ekskæreste og hendes nye samlever. Den 30-årige har indtil for få år siden boet sammen med ekskæresten og de har sammen tre børn. Kvindens nye kæreste har tidligere haft et forhold til- og har to børn med den 30-åriges nye kæreste, et partnerbytte, som selv med de bedste viljer må siges at kunne gå galt. Der har da også gennem længere tid været en temmelig anspændt atmosfære parrene imellem, med indbyrdes beskyldninger om chikane og psykisk terror.

En aften efter at have drukket en del, besluttede de to brødre sig så for, at nu havde de fået nok. Og de forklarede til retten, at de var kørt til parrets bopæl hvor de fra parkeringspladsen først havde råbt grimme ting, de husker ikke præcist hvad, op mod vinduerne, derefter var den ældste bror gået ind i opgangen og havde banket på hoveddøren. Da der ikke blev åbnet var han gået ned til parkeringspladsen igen, hvor den yngste bror i mellemtiden havde punkteret dækkende og smadret sidespejlet på mandens bil. De benægtede begge at de på noget tidspunkt havde truet parret på livet, hverken verbalt eller med kniv, ligesom de nægtede ethvert kendskab til den smadrede hoveddøren. Dog indrømmede den 30-årige at han på et senere tidspunkt telefonisk havde truet manden, fordi han nægtede at trække politianmeldelsen på det hændte tilbage. Vidnernes forklaring om hændelsesforløbet var en nået anden.

Men Domsmandsretten valgte kun til dels at dømme ud fra anklageskriftet. Som før omtalt fik den yngste bror 20 dages fængsel samt frakendelse af kørekortet i 3 år. Den ældste bror fik 6 måneders fængsel dog blev de 4 måneder gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste.

De to brødre udbad sig om betænkningstid med henblik på en eventuel anke til landsretten.


Gladsaxe giver mere til flygtninge

Borgerne i Gladsaxe bærer en del af æren for at Dansk Flygtningehjælp i søndags kunne berette om det bedste indsamlingsresultat i fem år. Indsamlerne i kommunen nåede et samlet resultat på ca. 130.000 kroner, og det er næsten en tredjedel mere end sidste år. Den lokale koordinator, Birgit Mtiliga fortæller: "I forhold til sidste år har vi forbedret resultatet med 30.000, og vi har haft 30 flere indsamlere." De ekstra penge kan udstyre 60 familier med kogegrej og udstyr til at rense vandet, så de ikke bliver syge. "Så det er mange familier, der får en bedre hverdag", siger Birgit Mtiliga.


Gladsaxe bedre til at spare på energien

Gladsaxe kommune har længe været klassens dårlige elev, når det drejer sig om at spare på energien. Men nye tal viser at kommunen er ved at oppe sig. I den årlige kommunale Energisparekonkurrence, har Gladsaxe nu formået at fjerne sig fra den dårligste tredjedel til den midterste i konkurrencen om hvilken kommune der bruger mindst energi pr m2 i sine bygninger. Gladsaxe kommune ligger nu på en 19. plads ud af 30 kommuner med indbyggertal over 25.000. Men selvom tallene peger i den rigtige retning er dog stadig lang vej til den bedste tredjedel, hvilket lægger et stort pres på politikerne om at finde på nye initiativer, da det er en vedtaget politisk målsætning at få gjort Gladsaxe kommune til en ikke kun grøn, men også bæredygtig kommune.


Tarmkræft screening

I disse dage sender Københavns Amt et tilbud til borgerne i Gladsaxe, om at lade sig undersøge for tarmkræft. Det sker som led i en stor folkeundersøgelse, der dækker en lang række kommuner i både Københavns Amt og Vejle Amt.

Tilbudet om en undersøgelse bliver givet til hver anden borger i kommunen i aldersgruppen mellem 50 og 74 år, da det er denne aldersgruppe der oftest bliver ramt. Hvis man ikke får et brev en af de nærmeste dage er det ikke ensbetydende med, at man ikke hører til en af de udvalgte. Tilbudene bliver nemlig sendt ud løbende, frem til starten af februar næste år.