Fredag den 18. November 2005


Valgets topscorere

Borgmester Karin Søjberg Holst er den mest populære politiker i Gladsaxe i øjeblikket.
I hvert fald stemte næsten 5000 vælgere personligt på borgmesteren, som dermed blev valgets absolutte topscorer.
På fire år har hun ni-doblet sit personlige stemmetal.
Da der var valg i 2001 stemte 519 borgere personligt på den dengang socialdemokratiske gruppeformand Karin Søjberg Holst.
Ved valget i tirsdags fik borgmester Karin Søjberg Holst 4726 personlige stemmer.
Hun blev socialdemokraternes topscorer på samtlige valgsteder, med undtagelse af i Høje Gladsaxe, hvor John Brown Brabant Althoff-Andersen blev stemmesluger med 721
personlige stemmer, mens 155 vælgere i Høje Gladsaxe stemte på borgmesteren.
John Althoff-Andersen, der er beboerformand i Høje Gladsaxe, fik i alt 1019 personlige stemmer, og dermed er han den kandidat, der fik fjerdeflest stemmer.
Enhedslisten fik et kanonvalg og tredoblede sit mandattal, ikke mindst takket været Søren Søndergaard, der fik næsteflest stemmer totalt set. 1713 vælgere stemte personligt på Søren Søndergaard. Tredjeflest stemmer fik Venstres Bjarne Rasmussen. 1111 vælgere satte deres kryds ud for venstres gruppeformand.
Lars Abel fik flest stemmer hos de konservative vælgere, 917 personlige stemmer på Lars Abel og hos dansk folkeparti blev Kristian Niebuhr topscorer med 581 stemmer. 521 vælgere stemte personligt på SF´s spidskandidat Susanne Palsig og hos det radikale venstre var det Cheri-Mae Marlena Williamson der fik flest stemmer, 438 helt nøjagtigt.

Konstituering i gang

I aftes var der møde mellem konstitueringsparterne S, SF og de radikale med henblik på at få kabalen omkring besættelse af formandsposter og menige pladser i udvalg og bestyrelser i det kommunale på plads.
Det var første møde efter de natlige drøftelser på valgnatten, og de tre partier har indlagt endnu et møde søndag. Formentlig er fordelingen af posterne mellem de tre så plads, og dermed åbnes ballet så for de øvrige partier.
Det hele er en noget omstændelig, og indtil videre hemmelig, affære, hvor partierne først hver for sig skal sætte egne navne på de ønskede poster. Dernæst skal partierne så slås, eller rettere, forhandle indbyrdes om den endelige placering.
Udgangspunktet er forholdstalsmetoden, hvor partiets antal mandater i byrådet sættes overfor antallet af pladser, der skal besættes. Derudover er der så den politiske del, hvor der går forhandling og bytte-bytte-købmand i den.
Når der ses på det hidtidige brede samarbejde på tværs i salen, så er der grund til at tro, at der, når S, SF og radikale har taget, hvad de skal have, bliver givet god plads til den borgerlige fløj.
Sidste spiller er Enhedslisten, der med sine tre mandater er garanteret plads i samtlige stående politiske udvalg. Hvad der eventuelt mere må ligge og vente er et forhandlingsspørgsmål.

Mange kontanthjælpsmodtagere er førtidspensionister

En stor del af kommunens kontanthjælpsmodtagere har så stor social eller psykisk slagside at de aldrig kommer ud på arbejdsmarkedet og derfor bør fredes og flyttes over i gruppen af førtidspensionister i stedet. Det mener formanden for socialudvalget, socialdemokraten Erling Schrøder, som nu har bedt socialforvaltningen om at nærstudere kommunens godt 1700 kontanthjælpsmodtagere: "Hvis de er arbejdssky, skal de tilmeldes AF og ud på arbejdsmarkedet, men jeg kunne godt forestille mig at op imod en tredjedel af vores kontanthjælpsmodtagere faktisk snarere hører til gruppen af førtidspensionister. Det kan være misbrugere eller folk, der af den ene eller anden grund ikke er arbejdsføre og aldrig vil blive det. Og der er jo ingen grund til at de skal blive stående på kontanthjælpen, hvor de kommer lidt i arbejde og tilbage på kontanthjælp igen hele tiden", siger socialudvalgsformanden. Der findes i forvejen ca. 3000 førtidspensionister i kommunen.

Ny og revideret smertedagbog

En ny smertedagbog har netop set dagens lys, og i modsætning til den gamle, indeholder den et afsnit om hvordan man kan tegne og male sine smerter.
Billedkunstneren Ole Gernot der har været med til at udvikle den nye smertedagbog fortæller: "Smertedagbogen er målrettet til patienter som har kroniske smerte. Bogen skal bruges til at man tage den med til lægen og reumatolog når man besøger dem. Og bogen er egentlig bygget op omkring hvordan man beskriver sin smertegrad, man sætter ord på hvad det er for smerter man har, om det er jagende smerter, bankende smerter eller stikkende smerter. Bogen indeholder også noget omkring forværring, hvilke præparater og doseringer man bruger og hvilke bivirkninger ens medicin har. Jeg har selv gode erfaringer med den gamle smertedagbog, og jeg syndes den er en mægtig god ide, for det er ikke altid man bagefter kan huske hvordan man har haft det. Den nye smertedagbog er blevet til ved et foredrag som jeg holdte, hvor der var en repræsentant fra medicinalfirmaet GlaxoSmithKline tilstede. Efterfølgende kom hun op til mig og sagde at hun syndes at det kunne være spændende hvis der i den nye smertedagbog var et afsnit omkring det at tegne og male sig ud af en tilstand. Og det resulterede så i at der blev sat nogle hvide sider ind i den nye smertedagbog, og hvor jeg så beskriver i et kapitel hvordan man tegner og maler sine kroniske smerter"
Senere i udsendelsen kan man høre meget mere om Ole Gernots egne erfaringer med at tegne og male sin smerte og ikke mindst om hvordan man gør.

Prins til Høje Gladsaxe

En gratis opskrivning til en social bolig i Høje Gladsaxe. Sådan lød et af gavetilbuddene til kronprinseparret i anledning af den lille ny.
Det generøse tilbud kom fra FSBs formand i Gladsaxe John Althoff- Andersen.