Fredag den 25. November 2005


Bred konstituering

Så er fordelingen af formandsposterne i de politiske udvalg i Gladsaxe på plads.
Socialdemokraterne får formandsposterne i børne- og undervisningsudvalget, det udvidede social- og sundhedsudvalg, trafik- og teknikudvalget og naturligvis økonomiudvalget, som borgmesteren er født formand for, samt det nye fritids- og idrætsudvalg.
Det konservative folkeparti tager formandsposten i kulturudvalget, mens det radikales
venstres Cheri-Mae Marlena Williamson skal stå i spidsen for beskæftigelses- og integrationsudvalget.
Et andet nyt fagudvalg er psykiatri- og handicapudvalget, som en SF´er bliver formand for.
Formandsposten i miljøudvalget går til enhedslisten, som ellers gik til konstitueringsforhandlinger med en vis skepsis, fortæller Søren Søndergaard:
"Vi havde en skepsis og det har vi stadigvæk. Vi synes ikke, det er fornuftigt at lave tre nye udvalg. Der er blevet argumenteret med, at kommunen får flere opgaver. Men flere opgaver skal jo løses af de samme mennesker. Og det giver ikke mere tid, at man skal løbe til flere forskellige udvalgsmøder. Samtidig er det jo dyrere. Så viser det sig, at man rent budgetmæssigt faktisk helt frem til 2009 har budgetteret med jeg tror det er 313.000 til skatteankenævnet, selvom det bliver nedlagt til sommer. Så derfor er der teknisk set penge til at man kan lave denne her øvelse, uden at der skal hentes nye penge fra skatteyderne. Men det er jo penge, der kunne have været brugt til noget andet, hvis man havde organiseret det her på en anden måde. Men vi accepterede det ud fra den vurdering, at det ville blive gennemført under alle omstændigheder. Så det eneste spørgsmål var, om vi skulle have en formandspost eller ej".
Formand for miljøudvalget bliver enhedslistens Trine Henriksen.
 
I venstre er der absolut tilfredshed med konstitueringen, lyder det fra Gladsaxes nye 1. viceborgmester, Bjarne Rasmussen:
"Det er vel ikke så ringe at være kommunens nummer 2, når man nu ikke kan blive nummer 1! Det er da en post som bør være synlig og efter omstændigheder kan være indflydelsesrig. Vi må jo erkende, at der var indgået en aftale på forhånd mellem socialdemokraterne, sf og det radikale venstre, og den kunne de jo være stået fast på. Der var trods alt et flertal på 14 af de 25 medlemmer. Og så kunne vi andre jo ikke have konstitueret os til formandsposter eller 1. viceborgmesterposten. Det ville jo have været fysisk umuligt. Så set i det lys har vi sagt ja tak til det tilbud, der er kommet fra de tre oprindelige konstitueringspartier om at udbrede kredsen til andre".
 
Dansk folkeparti er det eneste parti udenfor den brede konstituering:
"Vi er overhovedet ikke blevet inviteret til nogen som helst forhandlinger. De partier vi har lænet os op af i teknisk valgforbund har heller ikke været interesseret i at kontakte os. Så det må være politisk vilje fra de andre der gør, at vi ikke er med. Vi ville da gerne have været med, hvis vi kunne få noget af vores politik igennem også. Det politiske spil er jo nu sådan, at vi nu er nødsaget til at se, hvad der faktisk er blevet tilbage til os. Der er jo ikke så meget at forhandle om formentlig på nuværende tidspunkt, og så må vi se, hvad vi får og ud fra det lægge vores politiske strategi. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at dansk folkeparti de næste fire år vil forsøge at føre sin politik igennem så godt som overhovedet muligt", siger Kristian Niebuhr, dansk folkeparti.

  •  
  • Bedrager må blive i varetægtsfængsel

    Retten i Gladsaxe valgte i går at forlænge varetægtsfængslingen af en bedragerisigtede ejendomsinspektør i yderligere 14 dage.
    Den 54-årige mand som er sigtet for bedrageri i en størrelsesorden af 5 – 7 millioner blev tilbage i oktober anholdt af politiet og har siden siddet i varetægtsfængsel af hensyn til opklaringsarbejdet. Det var ejendomsselskabet, hvor manden var ansat som inspektør, der i september meldte ham til politiet. Selskabet som i øvrigt er ejet af Karsten Ree, der nok er mest kendt som indehaver af den Blå Avis.
    Den 54-årige som er sigtet for adskillige forhold skulle angiveligt have opført en ejendom til sig selv på selskabets regning. Svindelnummeret blev udført ved at han oprettede et firma i sin den gang 16-årige stedsøns navn. Og det var gennem dette firma de falske fakturaer blev sendt til ejendomsselskabet. Fakturaer der lød på udførelses af renovering og nybygning af ejendomme tilhørende ejendomsselskabet.
    Under efterforskningen er politiet stødt på yderligere to tilfælde af formodet bedrageri mod ejendomsselskabet. Her skal han ifølge politiet have stukket 981.000,- af selskabets penge, i egen lomme i forbindelse med et opsagt lejemål, og umiddelbart efter sin fyring skal han have gemt værktøj til en værdi af 250.000,- af vejen på et hotellager.
    Som omtalt forlængede Retten varetægtsfængslingen frem til 8. december, så politiets arbejde med at udrede alle mandens økonomiske forhold kan forsætte uden hindringer.
     

    Skød fra bil

    De to mænd, der fem gange sidst i oktober skød fra en bil mod cyklister og gående med en såkaldt softgun, er blevet anholdt af Gladsaxe politi.
    De to, der er 18 og 19 år gamle, skød første gang mod en kvinde, der ventede ved et busstoppested ved Buddinge skole.
    Dagen efter startede det motoriserede skyderi i Værløse, fortsatte på Gladsaxe Møllevej, Bagsværd Hovedgade, og sidste anmeldelse kom fredag eftermiddag fra Buddinge Hovedgade ved motorvejsbroen, hvor der blev skudt efter en kvinde og to børn.
    Gerningsmændene, der begge bor i Søborg, har erkendt skyderiet overfor politiet og vil nu blive sigtet efter straffelovens §244 om vold og §252. Her er straframmen helt op til otte års fængsel til den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.

    Skøjter får 25.000 kr

    Gladsaxes børn skal på glatis. I hvert fald hvis det står til de to formænd for henholdsvis Gladsaxe Ishockey og Gladsaxe Skøjteløber Forening. De har netop fået 25.000 kroner af kommunen til at overbevise børnene i samtlige af Gladsaxes Skolefritidsordninger, om at det er sundt og sjovt at stå på skøjter. Og det er især børn der ikke i forvejen er bidt af nogle sportslige fritidsinteresser, som man satser på at få ud på isen. Projektet starter i januar måned næste år og vil strække sig over ca. 10 gange frem til marts.

    Døgnrapport på nettet

    Gladsaxe-borgere med hang til det kriminelle får nu lettere ved at følge med i, hvad der sker af stort og småt i kommunen.
    Gladsaxe politi lægger nemlig snart en døgnrapport over de seneste begivenheder ud på nettet, nærmere bestemt på hjemmesiden politi.dk/gladsaxe.

    40 år med Gladsaxe Kunstforening

    I 40 år har Gladsaxe Kunstforening forskønnet lokalerne på "Thorasminde", og i morgen fejre de sig selv med en stor jubilæumsudstilling. Vicky Steptoe, som er formand for kunstforeningen fortæller: " Vi i bestyrelsen arbejdere frivilligt for at få det hele til at leve og vi laver 8 udstillinger om året på "Thorasminde", som er et meget dejligt hus med smukke rum. Og vores kunstnere elsker at udstille der. Udover de 8 udstillinger laver vi forskellige udflugter til museer med foredrag, så vi oplever en masse sammen. Vi har 230 medlemmer i kunstforeningen, men vi ønsker os mange flere unge, fordi så kommer der flere og nye ideer. Men vi gør vores bedste for at finde gode kunstnere, både dem der har været på banen længe og nogle af de nye navne. Til jubilæumsudstillingen har vi inviteret 40 kunstnere til at udstille, men nogle har meldt fra, så der er i alt 36 kunstnere med og de har alle udstillet i kunstforeningen i løbet af de mange år. Det er en lille symbolsk udstilling, hvor vi har bedt kunstnere om at komme med et lille værk hver. Vores tidligere formand Preben Franck Stelvig udstiller og selvfølgelig er der også et flot billede lavet af Ninna Wassileffsky med".
    Lød det fra Vicky Steptoe, der også fortæller at Gladsaxe kunstforening i sin tid blev stiftet af Gerleris Klausen og hendes mand. I 70’erne blev Ninna Wassileffsky formand og hun har haft særlig stor betydning for foreningen, idet hun skaffede professionelle kunstnere og arbejdede for høj kvalitet.