Torsdag den 6. Oktober 2005


Passagererne forsvinder med bussen

Trafikudvalget under HUR fastholdt på et møde i denne uge de planlagte forringelser på busbetjeningen i Gladsaxe.
Forslaget betyder konkret, at aftendriften på linie 165 indstilles mellem Lyngby og Bagsværd stationer, og at linie 167 indstilles mellem Hjortespring og Værebroparken.
Til gengæld for de manglende lokalruter vil linie 400S som forsøg standse ved alle stoppesteder i aftentimerne.
Ændringerne er et led i en større omlægning af hele S-busnettet næste år.
Gladsaxe kommune har overfor HUR protesteret mod de ubetjente stoppesteder i aftentimerne, og administrationen i HUR har lovet at ville drøfte en eventuel mere tilfredsstillende løsning.
Men lur os, om det bliver tilfældet. En ny undersøgelse viser nemlig, at mens passagertallet stiger i stort set alle andre europæiske storbyer, så falder det i København og omegn.
I blandt andet de nordiske nabobyer Oslo og Stockholm er der de seneste ti år kommet 9-10% flere passagerer, idet betjeningen er blevet øget.
I samme tidsrum er passagertallet faldet her i hovedstadsområdet med 4%, hvilket formentlig nok hænger sammen med de stadige serviceforringelser.

Ingen boliger på Buddinge Batteri

Naturklagenævnet har sagt nej til at bygge boliger på Buddinge Batteri.
Den statslige Kulturarvsstyrelse blåstemplede ellers i foråret ejendomsselskabet 2talinvests byggeprojekt på det historiske område.
Her ville selskabet rive de såkaldte sekundære bygninger ned, bygge nye boliger og retablere og vedligeholde hele voldanlægget. Det ville dermed også blive tilgængeligt for offentligheden, hvor der i dag er trådhegn omkring den grønne oase og hængelåse på lågerne derind til.
Men med Naturklagenævnets afgørelse bliver der ikke noget boligbyggeri i denne omgang på den del af det gamle forsvarsværk for København.
Det er statens eget ejendomsselskab Freja, der i dag står som ejer af Buddinge Batteri.

Investering i fremtiden eller champagnefødselsdag for inderkredsen?

Byrådet var delt i to lejre, da det på sit møde i går aftes skulle behandle en ansøgning fra Gladsaxe Teater på ca. 100.000 kroner til en festforestilling og et festskrift i anledning af dets 40 års jubilæum.
En oplagt chance for at profilere Gladsaxe Teater, netop nu, hvor fremtiden for de storkøbenhavnske teatre er usikker, mener blandt andre formand for kultur- fritids- og idrætsudvalget, Peter Nielsen, socialdemokraterne:
"I den usikre situation der er for Gladsaxe Teaters fremtid under den nye teaterordning i Københavnsområdet, hvor der allerede i det førstkommende år lægges op til lukning af nogle teatre, vil vi gerne medvirke til, at skabe al den opmærksomhed vi kan for det spændende teater, vi har her i Gladsaxe. Og vi vil også gerne bringe en tak til de mange engagerede mennesker, der på forskellig vis igennem 40 år har været med til at give Gladsaxe Teater en mulighed for at opføre de mange forestillinger, som er gået hen over scenen igennem de mange år", siger Peter Nielsen.
 
"Det her drejer sig i sidste ende om et ja eller nej til, at vi fortsat skal have et teater i Gladsaxe kommune. Jeg har siddet de sidste 7 år som medlem af Det storkøbenhavnske teaterfællesskab. Der kommer en ny bestyrelse den 1. januar, og den har til opgave at lave en strukturændring, og den vil komme til at bestå i, at der bliver færre teatersæder i hovedstadsområdet. Og hvis man ikke vil være med til at øve indflydelse på, hvordan den ny teaterordning skal se ud, ja så skal man lade være med at stemme for det her!", lyder det fra Lars Abel, det konservative folkeparti.
 
Teatrets ansøgning blev godkendt, men ikke uden modstand fra venstre og dansk folkeparti, som er direkte forarget over, at teatret tillader sig at sende en sådan ansøgning til kommunen. Klaus Kjær:
"Det er en skatteyderfinansieret sammenspist klike, der nu går tiggergang, for at kunne betale en gigantfest for de indviede, så man kan komme og drikke champagne og klappe hinanden på skulderen. Det er det, Gladsaxe Teater beder om nu. At skatteyderne skal finansiere sådan en lukket forestilling. Mage til selvpromovering har jeg da sjældent set".
 
Lone Yalcinkaya, venstre: "Når man har en opsætning som "Mit Eventyr", hvad skulle man så mere for at profilere Gladsaxe? En fest har intet med profilering at gøre! Hvis det var forestillingen, der manglede 100.000, så skulle de være hjerteligt velkomne til at få det, men ikke til at holde en fest, som intet har med profilering at gøre, særligt når det er en inderkreds af gruppen der inviteres. Hvis det var danmarkskendte personligheder der kom, som måske kunne give lidt PR for Gladsaxe, kunne det være interessant. Men sådan nogle lokalpolitikere som os og nogle teaterteknikere tror jeg ikke giver nogen profilering overhovedet".

Danmarks første undersøgelse af distriktspsykiatrien

For første gang er der blevet lavet en tilfredshedsundersøgelse af distriktspsykiatrien i Danmark, og hovedkonklusionen er, at der generelt er stor tilfredshed blandt patienter og pårørende. Men undersøgelsen viser også, at der er noget, man kan forbedre, idet godt halvdelen af de pårørende til patienterne ønsker mere kontakt med distriktspsykiatrien. Afdelingschef på Københavns Amts psykiatriafdeling, Lars Gregersen, fortæller, at man nu vil gå i gang med at granske rapporten og vurdere, hvor der skal laves ændringer i praksis.

AB: FCM skylder os 900.000

DBUs kontraktudvalg kommer nu til at tage stilling til, om fodboldklubben AB skal have flere penge for salget af Mohamed Zidan til FC Midtjylland.
FCM videresolgte nemlig den egyptiske fodboldspiller til tysk fodbold, efter at han havde været lejet ud til samme tyske klub i et halvt års tid. Og det er en procentdel af det lejebeløb, som AB mener sig berettiget til at få, cirka 900.000 kroner.
Jyderne er langt fra enige i den sag, og nu skal kontraktudvalget i DBU altså se på ABs klage, skriver Ritzau.