Tirsdag den 18. Oktober 2005
Forenede Rengøring underbetaler sine medarbejdere
- Rengøringsmedarbejderne hos Forenede Rengøring, bliver udsat for grov
underbetaling. Det siger formanden for Sanitørernes Fagforening, Morten
Eriksen, og han bemærker, at det ikke er første gang, at Danmarks største
privatejede rengøringsfirma bliver taget i at snyde sine ansatte. "Vi kører
utroligt mange sager mod virksomheden, men de fortsætter ufortrødent deres
systematiske løn-snyd", siger han.
Minus ægteskab og 300.000 kroner
- En 54-årig mand fra Søborg er blevet et ægteskab og 300.000 kroner
fattigere efter længere tids ellers kærlig chat på internettet med en kvinde
fra England.
- En betingelse for ægteskabet var, at manden oprettede en bankkonto her i
landet, som skulle benyttes til at videresende en check fra kvinden til en
adresse i Japan.
- Manden strittede først imod, men den engelske kvinde truede med at aflyse
brylluppet, hvis ikke han gjorde som forlangt.
- Kvinden fremsendte herefter en check på 40.000 Euro, omkring 300.000
danske kroner. Den sendte søborgenseren via sin egen konto videre til Japan,
hvor det blev konstateret, at den var falsk.
- Manden har selv henvendt sig til kriminalpolitiet i Gladsaxe med sagen.
- Bedragerichef Henning Nielsen siger: "Det er tredje gang i løbet af
sommeren og eftersommeren, at vi har sager med den type snyd, og vi kan kun på
det stærkeste opfordre til, at man ikke involverer sig i den slags
henvendelser fra udlandet, med mindre man er helt sikker på, hvem man har
kontakt med".
SSP på nettet
- Det lokale SSP-samarbejde mellem skolerne, de sociale myndigheder og
politiet, har nu fået egen hjemmeside på gladsaxe.dk
- SSP-konsulent Sacha Popovic fortæller om hjemmesiden: "Den henvender sig
til rigtig mennesker, til skolelærere, til klasselærere, til klubledere, til
sundhedsplejersker, til alle faggrupper stort set, men også til forældre og
borgere. For det første vil det lette en masse administrativt arbejde i og
med, at der er mange unge der ringer og vil interviewe mig i forbindelse med
rusmidler. Så vi har et hav af materiale hvad angår de her populære stoffer
som hash, ecstasy og kokain liggende på hjemmesiden. Men også i forbindelse
med at, nu har SSP jo åbent 24 timer i døgnet. Nu kan man hente gode råd hvis
ens barn har stjålet eller hvis man skal have noget at vide om
straffeattesten, eller hvad det nu kan være der har med kriminalitet og
stoffer at gøre. På hjemmesiden er der fire store bjælker. I den første er det
generelt om hvad SSP er, hvad er målgruppen indenfor SSP, hvordan arbejder vi
indenfor SSP og hvad er organisationen. Den anden bjælke hedder vold og
kriminalitet, og her er der nogle undergrupper som omhandler vold, tyveri,
børn og kriminalitet, mobning og kriminalitet. Det er jo igen noget som alle
kan bruge, både forældre, men også sagsbehandlere og lærer. Den tredje bjælke
er ret stor, og her er der igen nogle undergrupper. Den første hedder stoffer
og hvis man klikker sig ind på alkohol, så kan man se at her ligger kommunens
nye informationsfolder på en PDF-fil som man kan hente, der er også en
undergruppe som hedder "mistænkelig adfærd" så hvis man er bange for at ens
ven eller veninde eller slægtning eller måske en selv er røget ud i et
misbrug, så kan man se at der er nogle pinde her, hvor man kan se nogle af
symptomerne på om man er på vej ud i noget snavs. Så er der en bjælke der
hedder lovgivning, fra skolerne, fra politiet, underretningspligt osv. Den
sidste bjælke er links og her har vi fundet omkring 30 rigtig gode".
- På tros af, at samarbejdet har stor betydning for mange børn og unge, er
der stadig en del der ikke ved hvad SSP egentlig er og hvad det kan bruges
til. Men det kan den nye hjemmeside måske rette op på.
Første ældrepris i Gladsaxe uddeles til december
- Så er det ved at være sidste udkald, hvis man har et godt forslag til,
hvem der skal være den første modtager af Gladsaxe Kommunes Ældrepris.
- Formålet med prisen er at anerkende og sætte fokus på de mange positive
ting, der sker blandt de ældre i Gladsaxe, og den gives til en person eller
gruppe, som har ydet en ekstraordinær indsats overfor kommunens ældre.
- Kassereren i Ældresagen, musikerne i "Syng & Spil Sammen" og underviserne
på
- pensionistholdene er nogle af dem, som foreløbig er blevet indstillet til
Ældreprisen.
- Men alle borgere kan komme med forslag indtil den 31. denne måned.
- Og på sit møde i midten af november skal socialudvalget så beslutte, hvem
der til december skal have overrakt Ældreprisen.
Amtskroner til festskrift
- Gladsaxe teater får efterhånden råd til noget af et festskrift i anledning
af teatrets 40 års jubilæum med egenproduktion.
- For nylig hev Gladsaxe kommune 100.000 kroner op af kommunekassen til
samme festskrift, og nu følger Københavns amt så efter med et beløb på 20.000
kroner.
- De kommer fra udvalget for undervisning og kultur, hvis formand, den
konservative Lars Abel, bl.a. begrunder donationen således: "Amtet har et
langt engagement i Gladsaxe Teater, og vi vil gerne være med til at markere
jubilæet. Det er dejligt med et teater, der i den grad har en evne og vilje
til hele tiden at forny og udvikle sig. Teatret er garant for store
teateroplevelser udenfor Københavns centrum".