Fredag den 28. Oktober 2005
Valgprognose: Radikale går frem, Socialdemokraterne tilbage
- Ifølge en prognose udarbejdet af professor Søren Risbjerg Thomsen for
Altinget.dk kan de Radikale se frem til et kanonvalg i Gladsaxe den 15.
november. Af alle partierne er de Radikale det parti der uden sammenligning
ser ud til at nyde den største stigning på hele 3,3%. Lis Smidsholm fra de
Radikale glæder sig over fremtidsudsigterne men maner til forsigtighed "Det er
da pragtfuldt, men der er jo det med meningsmålinger at de ikke altid holder
stik, men jeg er da glad". De Konservative kan ifølge prognosen bryste sig af
at være det næstmest voksende parti i kommunen med en fremgang på 1,9% tæt
forfulgt af Dansk Folkeparti som står til en fremgang på 1,8%. Hvis prognosen
holder stik går de konservative frem med et mandat til tre i alt i byrådet. Og
det kan give nye muligheder for indflydelse mener Henrik Sørensen, der er
kandidat for de konservative. "Det kan så være at Socialdemokraterne og
Venstre ikke kan lave flertal alene men at de skal være tre, og det giver
nogle nye spillemuligheder", siger han. Prognosen er behæftet med en vis grad
af usikkerhed, da den ikke bygger på en meningsmåling i Gladsaxe, men er
udregnet efter en landspolitisk undersøgelse. Prognosens maveplasker,
Socialdemokraterne, der ifølge analysen skulle gå 3,3% tilbage, lader sig
derfor ikke ryste. Trine Græse: "Jeg synes den prognose er forholdsvis
uinteressant, eftersom folk ikke stemmer ens til folketings- og kommunalvalg.
Og jeg er ikke i tvivl om at borgerne i Gladsaxe godt ved, at det er os, der
har æren for, at vi har en velfungerende kommune. Så jeg tror ikke de svigter
os". Ifølge prognosen står Venstre i Gladsaxe til at gå lidt tilbage mens SF
går i samme spor som Enhedslisten og går halvanden procent frem.
10.000 i bøde for handling i god tro
- Gladsaxe kommune har overtrådt udlændingeloven og fået en bøde på 10.000
kroner.
- I Bagsværd svømmehal tiltrådte en tilkaldevikar i sommer to dage før, den
pågældendes arbejdstilladelse var gyldig.
- Kommunen fulgte ellers de gængse ansættelsesprocedurer med indhentning af
skattekort og offentlig straffeattest, men intet afslørede, at medarbejderen
ikke havde arbejdstilladelse.
- Personaleafdelingen i Gladsaxe kommune vurderer, at der er tale om et
enkeltstående uheldigt tilfælde, og at der derfor ikke er grund til at ændre
på ansættelsesproceduren.
- Kommunen har for en sikkerheds skyld kontrolleret, om andre ansatte er
uden arbejdstilladelse, men det er ikke tilfældet.
God overgang fra børnehave til skole har stor betydning
- Ledere fra Gladsaxes daginstitutioner, SFO´er og skoler skal det kommende
år være med til at udvikle en fælles pædagogisk metode for børnenes overgang
fra børnehave til skole.
- Alle børn skal fremover have de samme forudsætninger, når der begynder i
børnehaveklasse. En god overgang har nemlig stor betydning for den videre
skolegang, fortæller skolekonsulent Inger Nøddekær, som i næste uge sammen med
et halvt hundrede medarbejdere fra Gladsaxe, tager på studietur til
Norditalien:
- "Det de har gode erfaringer med, det er at bruge det, børnene er optaget
af og bringe det ind i en pædagogisk læringssammenhæng. Og den sammenhæng
følger med, og bringes med ind i skolestarten. Så der bliver nogle knager,
børnene kan hænge deres kompetencer op på", siger skolekonsulent Inger
Nøddekær.
Grønt IDÈcenter gentager succesen
- De der måtte gå forgæves til de meget efterspurgte møder om "Baby uden
kemi" og "Baby og sund mad" får nu en ny mulighed, Grønt IDÈcenter har nemlig
besluttet at gentage succesen.
- Pernille Bramstrup fra Grønt IDÈcenter fortæller: "Vi skal have tre
temamøder her i november og december om "Baby uden kemi" og "Baby og sund
mad". Det er temamøder som vi har valgt, at tage op igen fordi det har vist
sig at være sådan en stor succes de to gange vi har afholdt dem i de sidste to
miljøuger. Der har faktisk været mange flere interesserede end vi overhovedet
har kunne proppe ind i lokalet her i hovedbibliotekets bygning, så derfor
tager vi dem op igen nu. Og "Baby og kemi", som faktisk er det største
tilløbsstykke, handler om at fortælle om de mindre heldige stoffer der er i
rigtig mange babyprodukter, dvs. der er mange parfumer, tilsætningsstoffer og
blødgørende midler som man skal prøve at undgå. Vi har Lene Midgård fra
Danmarks naturfredningsforening ude og fortælle om de ting, det har hun samlet
en meget stor erfaring om igennem de seneste år. Til "Baby og sund mad" kommer
der en foredragsholder ud som er ekspert indenfor babyernæring og det handler
om den første skemad til babyer. Hun fortæller noget om hvordan man let og
sundt kan lave mad til babyer og hun laver det imens folk står og ser på det.
Og så får man smagsprøver og opskrifter med hjem".
- Møderne finder sted, mandag den 7. nov., fredag den 11. nov. og mandag den
5. dec. alle dage mellem kl. 10.00-12.00 i Grønt IDÈcenter.
Sundt spisefrikvarter på Bagsværd skole
- Spisefrikvarterene på Bagsværd skole er blevet en sund fornøjelse
efter at skolen først på året fik ny kantine:
- "De spiser rigtigt meget frugt og grønt her. De har spist 1,5 ton frugt og
grønt i det hele. Det er selvfølgelig meget sæsonbestemt, i sommerperioden har
de været rigtigt vilde med udskåret frugt. Der er også salatbaren, hvor de
ligesom selv kan få lov til at blande det, de gerne vil have", fortæller
kantineleder Teresa Dominicussen.