Mandag den 26. September 2005
Det ultimative rostadion
- Bredere robaneområde, nye startmaskiner ved Nybro, storskærme i farver,
overdækkede tilskuerfaciliteter og etablering af overnatningsmuligheder,
køkken og kantine til 35 personer.
- Sådan lyder nogle af ønskerne til det ultimative rostadion, anno 2005.
- Tankerne og ideerne til det ultimative stadion er udviklet af planchef i
Team Danmark Birger Kyhl. Han sidder også med i bestyrelsen for I/S Rostadion
Bagsværd Sø. Det er da også i den sammenhæng, at den 18 punkter lange
ønskeseddel i første omgang bliver præsenteret. Det sker på et møde i denne
uge.
- Udover førnævnte punkter, så indeholder listen blandt andet ønsker om en
opgradering af dommertårnet med alle former for elektronisk udstyr, en
følgebådsbane til TV-katemaran, etablering af pressefaciliteter med alt, hvad
dertil hører, værksteder, aflåste opbevaringsmuligheder for både og materiel.
- Således altså nogle af tankerne for det ultimative rostadion, der vil
koste mange mange millioner at udføre.
- Regningen skal sendes til nogle af dem, der allerede i dag er bidragydere
plus et par nye.
- Birger Kyhl forestiller sig, at staten, Københavns kommune, Gladsaxe
kommune, Lyngby-Taarbæk kommune, lokale- og anlægsfonden, Team Danmark og
private investorer alle bør være økonomiske interessenter.
- Som nævnt bliver visionerne om det ultimative stadion drøftet i rostadions
bestyrelse i denne uge.
Sanktioner mod sort arbejde
- På to ud af tre pizzeriaer i Gladsaxe var der fusk med de ansattes
forhold, afslørede en told og skat-razzia, som vi omtalte i Nyhedsmagasinet i
sidste uge.
- Nogen fik udbetalt dagpenge, andre modtog sociale ydelser og atter andre
var familie eller venner, der arbejdede gratis.
- "Vi har ikke de store sanktionsmuligheder i form af at udstede bøder fx
Men vi kan gentage besøget, vi kan varsle, at en eventuel spiritusbevilling
kan mistes, at virksomheden ikke mere kan modtage personer i offentligt
støttede job, pålægge dem at føre logbog over de ansatte og endelig ramme dem
ganske hårdt skattemæssigt, hvis det ligningsmæssige afslører
uregelmæssigheder",
- fortæller juridisk direktør Frede Mølgaard, der også er chef for den
aktionsgruppe fra Gladsaxe kommune, der har deltaget i razziaerne, om
konsekvenserne for de enkelte restauranter og pizzeriaer.
- For ansatte, der modtager sort betaling, kan der blive tale om at blive
smidt ud af A-kassen, hvis de er medlem af en sådan. For folk på kontanthjælp
er der to sanktionsmuligheder; enten at hjælpen helt bliver stoppet, eller at
den reduceres med en tredjedel over en tre-ugers periode.
Hvor mange butikker vil vi have?
- En åbning i kommuneplan 2005 for Gladsaxe til etablering af
dagligvarebutikker udenfor bydelscentrene har resulteret i en række
ansøgninger om enten udvidelser af eksisterende butikker eller bygning af nye.
- Foreløbig ligger der fem forespørgsler og ansøgninger. Rema har kig på
butikker både omkring Maglegårds Allé og ved Stengårds Allé. Netto har et godt
øje på en etableringsmulighed ved Stengård station. Og Lidl har tidligere
været interesseret i at omdanne Buddinge Trælast til blandet bolig og butik.
- Den store interesse fra købmændenes side betyder formentlig nu, at
borgerne bliver spurgt til behovet for dagligvareforsyningen i de enkelte
kvarterer.
- I første omgang skal en mulig annoncering efter ideer og forslag
diskuteres på økonomiudvalgets møde i morgen.
Badmintonklub: Problematisk fordeling af banetimer
- Utilfredshed med fordelingen af timer på Gladsaxes Idrætsanlæg.
- Banetimerne bliver i dag fordelt mellem foreningsidrætten og den åbne
idræt for en sæson ad gangen og idrætsforeningerne får tildelt banetid ud fra
et samlet antal udøvere.
- Og dét er problematisk, mener Gladsaxe-Søborg Badmintonklub, der på trods
af en markant medlemsfremgang sidste sæson, ikke kunne få flere timer på
banerne:
- "Jamen hvis det stod til os, så skulle der i den kommunale forvaltning
ændres på, hvad der går til foreningsidræt og til åben idræt. Vi mener, at når
vi har en stor medlemsfremgang, så burde det også medføre flere timer til
foreningsidrætten, i stedet for, at det er det samme timeantal, der bliver
uddelt til foreningsidræt, på trods af, at der er medlemsfremgang totalt set",
siger Kristian Boye Nielsen fra Gladsaxe-Søborg Badmintonklub.
Naturfredningsforening sætter fokus på kulturarv
- Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomité i Gladsaxe vil på sit årsmøde
i næste måned sætte fokus på en, mener foreningen, væsentlig del af vores
kulturarv.
- Københavns Befæstningsanlæg er nemlig under stigende pres fra byggeivrige
interessenter, vurderer Naturfredningsforeningen. Eksempelvis gav
Kulturarvstyrelsen i foråret dispensation til at bygge ved Buddinge Batteri,
og Det danske filminstitut har fra næste år opsagt sit
- lejemål på Bagsværd Fort:
- "Vi mener, synliggørelse er den sikreste vej, hvis vi skal bevaret de her
ting i fremtiden. Vi må jo konstatere, at befæstningsanlæggets fire elementer
her i kommunen henligger ganske usynligt for de fleste. Gladsaxe Fort ligger
nede ved en motorvejskrydsning, Buddinge Batteri i et villakvarter, hvor
formentlig inden, ikke engang jeg indtil for nylig, kender til det. Tinghøj
Batteri er en del af virksomheden Dyrup og bliver i dag brugt til lager eller
andre ting og er fuldstændigt utilgængeligt, og Bagsværd Fort er heller ikke
tilgængeligt, fordi det er udlejet til Det danske filminstitut", siger Kurt
Loftkjær fra Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomité i Gladsaxe.
-
- (hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet)