Onsdag den 28. September 2005


Ø: Det er nu der skal investeres

Investér nu, så længe der er mulighed for det, lyder det fra enhedslisten i Gladsaxe, der netop har fremsat sit ændringsforslag til den budgetaftale fem ud af byrådets syv partier har indgået:
"For det første har vi lagt vægt på at fjerne de sociale nedskæringer, som forligspartierne har besluttet, der skal være. Det er på ældreområdet, specialundervisning, skoleområdet og pædagogområdet. Vi synes, der skal være bedre forhold for børn og unge, og derfor stiller vi forslag om mad i daginstitutionerne for børn i alderen 3 – 6 allerede fra 1/7 2006. Så stiller vi forslag om bedre plads i daginstitutionerne, ved at der bygges, for at give plads til de ekstra børn, der kommer i daginstitutionerne i 2006. Trafiksikkerhed er også noget, vi prioriterer meget højt, og vi synes, der skal investeres i at sikre veje, cykelstier og fortove, således at folk ikke kommer til skade", siger enhedslistens Emilce Nielsen.
Fristen for at komme med ændringsforslag til budgettet udløb i denne uge, og også
dansk folkeparti, der er det andet parti udenfor budgetaftalen, har fremsat et
ændringsforslag, og det har vi mere om i vores udsendelse i morgen.

(læs enhedslistens ændringsforslag til budgettet her)


Kommunen kan ikke hjælpe kræftpatienterne alene

Kommunerne får fra den 1. januar 2007 ansvaret for genoptræningen af kræftpatienterne. Men det er kommunerne slet ikke gearede til. De har simpelthen ikke penge nok til at løfte opgaven. Det mener direktøren for Kræftens Bekæmpelse, Arne Rolighed, der frygter, at kræftpatienterne fremover vil få en mangelfuld genoptræning. "Jeg tror Gladsaxe Kommune må samarbejde med nabokommunerne eller deltage i et landskoordineret samarbejde, hvis de skal kunne tilbyde en ordentlig genoptræning", siger han.

Frifundet for vold mod underbo

En 66-årig mand blev i går ved Retten i Gladsaxe frifundet for vold af særlig grov karakter.
Ifølge anklageskriftet, skulle manden have tildelt sin kvindelige underbo adskillige knytnæve slag, oversprøjtet hende med koldt vand og slået hende med håndbruseren samt taget kvælertag på hende. Tiltalte der nægtede sig skyldig, forklarede til retten at han havde kendt underboen i ca. tre år og at hun i den periode havde besøgt ham jævnligt. Tiltalte kunne huske at kvinden den pågældende aften var kommet på besøg, men havde derudover ingen erindringer om aftenens forløb, da han havde været medicin- og alkoholpåvirket.
Kvindens forklaring til retten var meget usammenhængende og en del anderledes end hendes forklaring til politiet ved anmeldelsestidspunktet.
Ifølge skadestuerapporten er der ingen tvivl om at kvinden har været udsat for vold, men retten
valgte at frifinde manden, idet den ikke fandt det bevist, at volden mod underboen var udøvet af tiltalte.

Idræt: Fokus på unges frafald

De 13-19-årige er i dag i høj kurs i idrætsklubberne.
Når det gælder lige præcis den aldersgruppe, er idrætsforeningerne nemlig i hård konkurrence med mange andre fritidsaktiviteter, og mange teenagere vælger simpelthen idrætsklubben fra.
Et nyt projekt "Godt Idrætsmiljø for unge", sætter fokus på de unges frafald.
Casper Plannthin, formand for Gladsaxe Basketball Klub:
"Det kan godt gå hen og blive et problem, fordi de unge har utrolig mange valgmuligheder, og de er sværere at fastholde. Så der er ligesom to trin i det her, rekruttering, altså hvordan får man flere unge til at dyrke sport, og fastholdelse, hvordan fastholder man dem. Og hvis man har en ungdomspolitik, så tror jeg på, at man kan fastholde de unge ret længe".
Gladsaxe Basketball Klub er en af de ca. 80 foreninger, der er blevet udpeget til
at deltage i projekt "Godt idrætsmiljø for unge", som støttes økonomisk af
Danmarks Idræts Forbund og idrætsforeningernes specialforbund.

Svært at ændre danskernes el-vaner

Danskerne har et af verdens højeste udslip af drivhusgasser, blandt andet på grund af et højt el-forbrug. Oplysningskampagnen er en af myndighedernes mest benyttede metoder i forsøget på at ændre vores energi-vaner, og Gladsaxe Kommune har også nogle i støbeskeen. Men vi er ikke så nemme at påvirke. "Det der er problemet er, at hvis incitamentet forsvinder så holder folk også op med at spare. For eksempel risikerer vi et galoperende forbrug, hvis energien en dag bliver meget billig", fortæller miljøchef i Gladsaxe kommune, Carsten Sølyst. Kampagnerne fra Gladsaxe kommune er endnu ikke lagt fast, men de kommer til at foregå indenfor kommunens overordnede miljøplan, som strækker sig fra i år og tre år frem.