Tirsdag den 18. april 2006


Trussel mod to kommunale sagsbehandlere kostede 14 dages fængsel

En 42-årig mand er ved Retten i Gladsaxe blevet idømt 14 dages fængsel for trusler mod kommunens sagsbehandlere.
Manden var tiltalt for telefonisk at have sagt til en sagsbehandler "Jeg tager et jagtgevær med over på Rådhuset og skyder knoppen af jer og bagefter skyder jeg mig selv".
Den 42-årige der nægtede sig skyldig, forklarede til retten, at han den pågældende dag, havde ringet til sin sagsbehandler, fordi kommunen havde tilbageholdt hans boligsikring. Efter at hans sagsbehandler havde lagt røret på to gange, fik han fat i en anden, men også her syntes han ikke, at der var blevet lyttet til ham, og han havde derfor til sidst i desperation og som et råb om hjælp sagt "skal jeg skyde hovedet af mig selv, for at leve". Sagsbehandlerne der blev ført som vidner havde en noget anden udlægning af episoden. De forklarede, at manden havde været meget ubehagelig og grov i munden, og at han overfor den ene havde truet med at komme over og skyde dem, for derefter at skyde sig selv. Rystet og chokeret havde de efterfølgende, sammen med deres chef, anmeldt truslen til politiet. Domsmandsretten valgte at lægge vidnernes forklaring til grund for deres afgørelse, og sendte som omtalt manden 14 dage i fængsel.
En afgørelse som den 42-årige øjeblikkeligt ankede til landsretten, med påstand om frifindelse.

Novo skal betale 10 millioner

9.860.500. Sådan ser regningen ud for Novo Nordisk efter de har søgt om tilladelse til at udlede mere kvælstof og fosfor. Og hvor meget forurening får man så lov til at lave når man har betalt så mange penge? Ifølge civilingeniør Joan Friis Nielsen på Mølleåværket, der er det rensningsanlæg der behandler spildevandet fra Gladsaxes største virksomhed, får man for det beskedne beløb lov til at forurene for hvad der svarer til hvad 6000 personer belaster rensningsanlægget med. Omskrevet til tal bliver det 28,5 ton kvælstof og 5,5 ton fosfor mere om året. De små ti millioner er et engangsbeløb som Novo Nordisk skal betale udover virksomhedens andel af det årlige rensningsarbejde på Mølleåværket. Pengene går til Mølleåværkets ejere som er Gladsaxe, Søllerød, Gentofte og Lyngby-Taarbæk kommune. Gladsaxe kommunes andel af den store check fra virksomheden lyder på godt tre millioner kroner. Hvad de penge skal bruges til er nu op til politikerne.

Formand: Boligdom kan ikke bruges

Før påske blev en familie i det almennyttige boligbyggeri Gjellerupparken smidt ud af deres lejlighed, fordi et familiemedlem havde begået gentagen kriminalitet i området.
Men boligrettens afgørelse kan ikke bruges til ret meget i forhold til, hvad der allerede er blevet gjort gennem længere tid, mener en af beboerformændene i Høje Gladsaxe John Brown Brabant Althoff-Andersen.

Lang ventetid for depressionsramte

Antallet af depressionsramte Gladsaxe-borgere følger lands-tendensen, der stiger år for år. Og mange får lov til at gå rundt med deres sygdom i lang tid inden de kan komme i behandling. Og det kan være livsfarligt, mener Depressionsforeningen: "Der kan være et halvt til et helt års ventetid på en psykiater og problemet ved en så lang ventetid er, at man risikerer, at sygdommen bliver forværret samtidig med at det øger risikoen for tilbagefald. Og da nogle depressioner ender med selvmordsforsøg kan den lange ventetid være livsfarlig.", siger sekretariatsleder Kasper Tingkær fra Depressionsforeningen. På Psykiatrisk Center Ballerup, der dækker Gladsaxe kommune, er en fjerdedel af alle pladserne nu brugt af depressionsramte.

Fra teknik til skrå brædder

’Hold nu kæft, Steen’. Sådan lød det gennem flere år til teatertekniker Steen Schackinger, når der var ved at blive linet nye musikforestillinger op.
Den 26-årige tekniker fra Søborg sang nemlig altid med og efterhånden blev det kammeratlige hold-nu-kæft til et vil-du-egentlig-ikke-selv-være-med-i-forestillingen.
I aften er det så virkelighed for Steen, hvor der er premiere på Musicalteatrets Amlet-udgave, spillet på Det Danske Teater.