Torsdag den 20. april 2006
Nyt tilbud til misbrugere
- Gladsaxe kommune skønner at der findes omkring 2500 stof- og
alkoholmisbrugere i kommunen og har nu oprettet et nyt tilbud til denne
udsatte gruppe. Misbrugskonsulent Karsten Brøndmark fortæller: "Jeg håber, at
den nye rådgivning kan være med til at forbedre disse mennesker og deres
pårørendes livssituation". Den åbne anonyme rådgivning er åben hver torsdag
mellem 15-17 i Aktivcentret på telefonvej.
Novozymes uenig med Auken
- I går her i Nyhedsmagasinet kaldte SF’eren og medlem af Europaparlamentet
Margrete Auken Novozymes for nogle svæklinge. Det skyldtes at
enzymvirksomheden, ifølge politikeren, holdt sig alt for tavse under
forhandlingerne om det kommende kemikalie-direktiv, der fastlægger kravene og
kontrollen med de kemikalier der bliver anvendt i vores mad, tøj og møbler.
Novozymes direktør for bæredygtig udvikling erkender at virksomheden har været
tavs under forhandlingerne, men mener ikke Novozymes kunne have handlet
anderledes: "Vi er ikke i den samme virkelighed som Margrete Auken. Vi er ikke
en politisk organisation. Vi er en videnskabelig baseret virksomhed og udøver
som sådan ikke politisk virksomhed", siger Anna Lise Mortensen fra Novozymes
Kom tættere på naturen – lån en kuffert
- Nu kan gladsaxe borgere komme endnu tættere på naturen.
- Som noget nyt kan man kvit og frit låne en trækuffert pakket med
naturudstyr, lige til at tage med ud i det fri:
- "Der er en række forskellige remedier man kan bruge til at kigge nærmere
på naturen, nu man alligevel er derude. Det kan være familier der synes, det
er lidt spændende at lade børn kigge lidt på naturen. Eller det kan være en
børneinstitution, der lige mangler lidt remedier til at se på omgivelserne",
fortæller Gladsaxes grønne guide Jesper Bjerring Larsen.
- Den særlige naturkuffert udlånes fra Grønt Idécenter på rådhuspladsen.
Få et godt liv
- At være i balance med sig selv og sin krop, at tage ansvar, og at se sig
selv som et helt menneske, er ifølge psykoterapeut og helse-coach Mikael
Hoffmann vejen til et godt liv. Og under overskriften "Hvad er et godt liv",
holder han i aften foredrag i Borgernes Hus: "Jeg er helse-coach og hjælper
folk på forskellige planer. Dvs. at jeg hjælper folk dels på det fysiske plan,
det psykiske plan, det mentale plan, det følelsesmæssige plan og det
spirituelle plan. Jeg hjælper folk med at blive hele mennesker. Det jeg gør,
er at jeg coach stiller nogle gode relevante spørgsmål, og dermed hjælper folk
med selv at bringe orden i deres krop. Sådan at deres krop, der jo er et
genialt værktøj, selv er i stand til at rette op på ubalancer, uanset hvad de
ubalancer måtte være. Jeg hjælper typisk folk med at tage ansvar for deres
liv, i stedet for at de lægger ansvaret over på en læge, deres ægtefælle,
deres grønthandler eller på en masse andre mennesker".