Fredag den 21. april 2006
Ældreråd: For mange kommer hjem til tom bolig efter hospitalsindlæggelse
- Alt for mange ældre borgere bliver sendt hjem til en tom bolig efter en
hospitalsindlæggelse.
- Det mener Gladsaxes ældreråd, som derfor tog sagen op på sit halvårlige
møde med
- social- og sundhedsudvalget forleden:
- "Det har ikke altid fungeret sådan, at hjemmet var på plads, når borgeren
kom hjem. De var alene, og der var ikke givet besked. Det er heldigvis blevet
meget bedre med årene, men der skal stadigvæk fokuseres på det efter vores
opfattelse. Det er ikke de allersvageste borgere, det er dem man måske i
første omgang skønner, kan klare sig selv, når de kommer hjem. Og så kommer de
til et tomt hus, i hvert fald med hensyn til madvarer og de kan ikke få købt
ind den første dag de er hjemme. Det er især dem, vi fokuserer på. Vi ved at
der i nogle kommuner er etableret en ordning med en koordinerende
sygeplejerske. Vi er i Gladsaxe gået en anden vej, i dét vi anvender personale
fra visitationskorpset og enhedsplejen, ud fra den betragtning at det er dem,
der kender de borgere, der er på hospitalet. Og de tager så på hospitalet og
koordinerer så godt man nu kan", siger Knud Ole Jensen, formand for Gladsaxes
ældreråd.
Indbrud i stuelejligheder
- Knap havde Gladsaxe politi udbredt det glade påskebudskab om, at antallet
af indbrud i de nys overståede helligdage var halveret i forhold til sidste
år, førend en ny bølge indbrud ramte kommunen.
- Denne gang gik det usædvanligt nok ud over lejligheder, som ellers i det
store og hele plejer at gå fri. Dog ikke stuelejligheder, som der i fire
tilfælde var tale om onsdag i tidsrummet 10-15.
- Det gik ud over to på Pilegårdsvej, i nr. 57 og 99, samt to på Pilebro,
begge i nr. 16.
- Politiet hører gerne fra vidner, der kan have set mistænkelige forhold
omkring disse adresser.
- Gladsaxe politi har 3954 1448.
Valgplakater må fjernes kommunalt
- Gladsaxe kommune må godt selv stå for nedtagningen af plakater fra
lygtepæle og lignende efter et valg.
- En borger i kommunen mente, at kommunens fjernelse af plakaterne for egen
regning efter kommunalvalget i november var i strid med lovgivningen og
klagede derfor til Tilsynet med kommunerne.
- Tilsynet har rådført sig med Transport- og Energiministeriet, der på sin
side har forhørt sig i Vejdirektoratet, der kan noget med vejlovens
paragraffer. Og dér er der ikke noget at hente, hvis kommunen altså har haft
saglige grunde til at fjerne plakaterne.
- Overfor Tilsynet har kommunen anført følgende grund, nemlig at ’udgiften
er afholdt af hensyn til miljøet for at sikre, at plakaterne fjernes hurtigst
muligt efter valget og dermed ikke skæmmer gadebilledet’.
- Den begrundelse køber de i Statsamtet, der derfor ikke vil foretage sig
yderligere i sagen.
Kolonier fylder 75
- Selvom man er fyldt 75 år, så kan man sagtens være ombejlet. Den ære
tilkommer i hvert fald Gladsaxe Lærerforenings kolonier. Trods det, at der
hver sommer kommer 325 børn af sted på koloni, så bliver der nemlig hvert år
også afvist mange børn.
Åbent Hus på Musik- og billedskolen
- Gladsaxe Musik- og billedskole har efterhånden over 1600 elever fordelt på
deres mange hold. Og i morgen lørdag holder skolen Åbent Hus mellem kl. 12.00
og 14.00. Musikskoleleder Axel Lasthein-Madsen fortæller: "Vi har åbnet
dørene, dels for at vise Musik- og billedskolens nye lokaler på Telefonvej 8 i
Gladsaxe Kommunes Aktivcenter. Vi har haft huset nu i et års tid. Og har haft
rigtig mange undervisningsaktiviteter i huset i det forløbende skoleår. Nu er
dette skoleår jo ved at rende ud, og vi har sendt vores nye brochure på gaden,
som indbyder elever til at melde sig til næste års undervisning i Musik- og
billedskolen. Og det er også i den anledning at vi har arrangeret Åbent Hus på
lørdag. Hvor vi dels inviterer vores egne elever fra 2. klasses musikalske
værksted, som skal i gang med at spille et nyt instrument. Så man kan sige at
det Åbne Hus primært er for de børn, men alle andre er også meget velkomne til
at komme og se vores nye lokaler, og opleve nogle af vores orkestre som
underholder i løbet af de 2 timer arrangementet varer. Vi har tre større
grupper der underholder i løbet af dagen bl.a. vores Junior Steelband, og
vores Junior Blæseorkester. Og så har vi et projekt i næste weekend, hvor 50
elever fra Musikskolen skal opfører nogle sange af Elton John, og det laver vi
sådan en lille generalprøve på i vores Åbne Hus".