Torsdag den 27. april 2006


Ytringsfrihedspris til Anne Marie Helger

Skuespilleren Anne Marie Helger bliver den første modtager af venstrefløjens ytringsfrihedspris her i Gladsaxe. Det er SF og Enhedslisten der står bag prisen, der bliver overrakt under de to partiers fælles 1. maj arrangement på Buddinge Skole. Byrådsmedlemmet fra SF Gunnar Svendsen har været med til at pege på den kvindelige skuespiller som modtager af prisen, og her fortæller han hvorfor: "For tre år siden havde man bedt Anne Marie Helger til at være konferencier ved den årlige nytårskoncert i Gladsaxe kommune. Af en eller anden grund blev folk så fornærmede over, hvad hun sagde, at de blev ubehagelige og råbte af hende på scenen. Hun følte sig faktisk truet og havde arrangeret det sådan, at hun kunne komme hurtigt væk. Hun har altid været på de svagestes side og generet magthaverne. Det er meget vigtigt, at nogen tør at bruge ytringsfriheden på den måde. Vi vil gerne være med til at vise, at Gladsaxe ikke kun er det, hun oplevede ved den nytårskoncert. Der er faktisk også fornuftige mennesker i Gladsaxe, der synes, at det hun gør er ganske udmærket.

Fra egns- til regionalt teater

Egnsteatret Gladsaxe Ny Teater kan gå hen at blive et af de nye regionalteatre, som en arbejdsgruppe af teaterfagfolk foreslår styrket i en ny rapport til folketinget.
Rapporten lægger op til en stramning af egnsteaterordningen, som skal have teaterkonsulenter, som det kendes fra filmens verden, der skal rådgive teatrene og kommunerne og løbende vurdere teatrene.
Kvaliteten på teatrene skal sikres, og det skal bl.a. ske ved at øge muligheden for at få mere i tilskud end de godt syv millioner kroner, der i dag kan opnås 50% refusion af fra staten.
Begrebet egnsteater skal erstattes af regionalteater, som passer bedre til det nye strukturreformerte Danmark, hvor også ikke-sammenlagte kommuner skal til at arbejde mere sammen.
Det kan også gælde på teaterområdet, siges det i rapporten, der vil indgå i folketingets politiske drøftelser i maj måned.

Betinget dom for at slå chauffør

En 19-årig mand fra Værebro i Bagsværd fik ved retten i Gladsaxe i går en betinget dom på 30 dages fængsel for at have tildelt en kvindelig buschauffør et knytnæveslag.
Manden var også tiltalt for at have spyttet på chaufføren, men da der ikke forelå direkte bevis på at spytklatten så at sige havde forladt den 19-åriges mund, så blev han ikke dømt for det forhold.
Han forklarede, at han havde købt en billet, da han steg på i Værebro for at køre et ærinde på politistationen. Da han kort efter ville tilbage, blev han afvist af buschaufføren, da billetten var fra dagen før. Andre passagerer betalte en ny billet til manden, magen til den, han havde.
Under retsmødet blev billetten fremvist, og her viste det sig, at der var tale om en børnebillet.
Herfra viklede den 19-årige sig ud i adskillige bortforklaringer, der formentlig ikke just gavnede hans sag hos dommeren.
Den 19-årige modtog da også dommen på de 30 dages betinget fængsel.

Omregistrerede lånt bil til eget navn

Bedrageriafdelingen ved Gladsaxe Kriminalpoliti indleder nu undersøgelse imod en 47-årig mand efter en anmeldelse om underslæb.
Han lånte i begyndelsen af januar en bil af en kvindelig forretningsforbindelse. Det var så meningen, at han skulle låne bilen i ca. 14 dage. Men han har endnu ikke afleveret den tilbage.
Og det er der en god grund til. Det viser sig nemlig nu, at den 47-årige har omregistreret bilen i sit eget navn, hvilket har kunnet lade sig gøre, fordi han var kommet i besiddelse af registreringsattesten. Den lå i handskerummet, da han lånte bilen.
Bilen har en værdi af ca. 62.000 kroner.

Spejdere holder loppemarked

På lørdag afholder Det Danske Spejderkorps i Bagsværd deres årlige loppemarked. Vi har været forbi hos spejderne for at høre, hvad det er for nogle ting, man kan være heldig at finde på parkeringspladsen bag ved Stengården Station. Carsten Gianelli, der er en af de frivillige forældre, der står for loppemarkedet, fortæller: "Vi starter kl. 10 og lukker kl 15. Og kl 11 holder vi auktion over de særlig gode effekter vi har sorteret fra".

Idrætten uddeler legat

To nye stænger, et digital kamera og et nyt gulv til taekwondokæmperne. Det er, hvad der blandt andet kommer ud af FIGs legatuddeling i aften.
FIG, Fællesrepræsentationen af Idrætsforeninger i Gladsaxe, samler hvert år et femcifret beløb ind til gavn for de lokale klubber.
Legatpengene uddeles i aften ved FIGs årlige repræsentantskabsmøde, hvor også modtageren af årets talentpris bliver afsløret. Det har vi mere om i vores udsendelse i morgen.