Onsdag den 9. august


Langt færre kommunale tandklinikker

Antallet af skoletandklinikker i Gladsaxe bliver til næste år reduceret fra 12 til bare
2 klinikker, som led i en større effektivisering af børne- og ungdomstandplejen.
Og socialudvalgsformand Erling Schrøder ser flere fordele i at samle ekspertisen på
færre behandlingssteder:
"Fordi hvis der er en tandlæge på en lille klinik og han eller hun er syg, så har vi oplevet, at man skulle aflyse. Klinikassistenten var måske heller ikke til rådighed. Men nu har vi altså samlet ekspertisen, og så vil de altid kunne supplere hinanden. Børnene kommer til, når de har fået en tid. Det er jo en form for rationalisering, som man oplever inden for mange områder".
Børne- og ungdomstandplejen kommer fremover til at foregå på Høje Gladsaxe og Værebro skole, fordi det er de to steder i kommunen som har den højeste befolkningstæthed og flest mulige borgere har kortest afstand til.
Samtidig flytter tandreguleringsklinikken fra Bagsværd Hovedgade til mere tidssvarende
lokaler på Stengård skole.
 

SSP konsulenter tilbyder foredrag i private hjem

Nu kan bekymrede forældre slå sig sammen og få en SSP-konsulent til at komme hjem i deres egen private stue og holde et foredrag efter eget valg. Og det kan være en stor fordel for forældrene, fortæller SSP-konsulent i Gladsaxe Linda Kryger-Nielsen:
" Vi oplever, at spørgsmålene fra tilhørerne ofte fortsætter udover den afsatte tid, når vi er ude på fx skoler og holde foredrag, og den interesse forsøger vi at imødekomme ved at tilbyde hjemme-foredrag".
Emnerne kan være alt fra internet-chatting over mobning og kriminalitet. Man skal være minimum 15 forældre for at få en SSP- konsulent hjem til et privat foredrag. Alle skolebørn fra 3. klasse og opefter får brev med hjem fra skolen den 23. august med informationer om de nye tilbud fra SSP.
 

Campingvogne forbydes i villaområde

Det skal være forbudt at have sin campingvogn stående parkeret i sin have i Mørkhøj, hvis en ny lokalplan for området bliver vedtaget. Men det er de lokale villa-og campingvogns-ejere utilfredse med, fortæller Jesper Madsen, som har samlet underskrifter ind mod lokalplansforslaget.
"Det er vores egne haver, og indtil videre har det ikke generet nogen at der ind imellem står en campingvogn parkeret, når vi i øvrigt sørger for at holde vores haver pæne". Jesper Madsen har indsamlet ca. 55 underskrifter imod lokalplansforslaget.
 

Nye krav til juridiske rådgivere

Jurister og advokater har nu ikke længere patent på at yde juridisk rådgivning.
En lovændring betyder, at alle fremover kan kalde sig for juridiske rådgivere, og det
stiller større krav til forbrugerne, lyder det fra advokat Tine Røhling, Søborg:
"Man bliver nødt til som forbruger selv at tage lidt mere stilling, måske undersøge lidt mere, hvad koster ydelsen, hvor indviklet er det man skal have lavet, så man er sikker på at få den rigtige rådgivning".
 

Beboere protesterer mod nyt vejnavn i Mørkhøj

En beboer på Ilbjerg Alle´ i Mørkhøj har samlet underskrifter ind mod kommunens forslag om at give vejen nyt vejnavn. Kommunen vil omdøbe halvdelen af Ilbjerg Alle´, fordi vejen er spærret på midten, og det kan betyde at brandvæsenet kører forkert i tilfælde af brand. De utilfredse beboere mener ikke, at det er nødvendigt at ændre vejnavnet og at brandvæsnet godt kan finde vej trods vejspærringen. Kommunen foreslår, at Ilbjerg Alle´ kommer til at hedde Seldes Allé eller Thiese Alle`.

Politiets døgnrapporter

  • Løbsk skurvogn på Hillerødmotorvejen
     
    Gladsaxe politi modtog fredag den 04. AUG. kl. 1749 anmeldelse om en lastbil, der havde tabt sin hænger på Hillerødmotorvejen i nordgående retning umiddelbart ved frakørsel 3.
    Ved politiets ankomst viste det sig at det var en lastbil, der havde "tabt" en tilkoblet skurvogn. En nærmere undersøgelse af lastbilen viste at selve lastbilens koblingsanordning var revet af, hvorved den tilkoblede skurvogn fortsatte ud i græsrabatten, heldigvis uden at forårsage uheld.
    Falck blev rekvireret til fjernelse af den løbske skurvogn, og herunder var politiet nødsaget til at afspærre 1. vognbane indtil kl. 1850
    Lejlighed "beskudt" med luftgevær
     
    Gladsaxe politi modtog fredag den 04. AUG. kl. 0225 anmeldelse om skud mod en lejlighed på Kildebakkegårds Alle i Gladsaxe.
    Ved politiets ankomst blev der fundet et hagl i lejligheden, ligesom det kunne konstateres at skuddene var affyrede fra en ejendom beliggende overfor. Ved henvendelse i den overfor beliggende ejendom blev truffet en 17 årig mand, der erkendte, at han havde skudt med sit luftgevær.
    Den 17 årige blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, ligesom luftgeværet blev konfiskeret.
    2 gerningsmænd anholdt for brugstyveri af motorcykel
     
    Gladsaxe politi modtog lørdag den 05. AUG. kl. 0437 anmeldelse om 2 unge mænd, der netop var i færd med at stjæle en påhængsvogn og en motorcykel på Mørkhøjvej i Gladsaxe.
    Ved politiets ankomst kort efter bemærkedes 2 unge, der trak af sted med såvel påhængsvogn som mc. Da gerningsmændene fik øje på politiet forsøgte de at undløbe ved at løbe ind i skolegården på Mørkhøj Skole. Imidlertid blev gerningsmændene løbet op af patruljen, der herefter kl. 0444 foretog anholdelse af to 22 årige mænd, den ene fra Herlev og den anden fra København.
    De anholdte blev indtransporteret til Gladsaxe politistation, hvor de blev afhørt til sagen og efterfølgende løsladt.
    Gerningsmand anholdt for tyveri af personbil
     
    Gladsaxe politi modtog lørdag den 05. AUG. kl. 1459 anmeldelse om brugstyveri af en personbil, der holdt parkeret ud for Gladsaxe hallen på Gladsaxevej.
    Ejeren af køretøjet havde været i svømmehallen, men da han skulle klæde om, bemærkede han, at garderobeskabet var opbrudt og hans bilnøgler, pung mv. var stjålet. Ligeledes kunne det konstateres at gerningsmanden tillige havde stjålet forurettedes VW Golf, der var parkeret ud for svømmehallen.
    Samme aften kl. 2320 bemærkede et vidne det stjålne køretøj, der befandt sig ved Høje Gladsaxe Centret. Ved politiets ankomst kort efter blev køretøjet fundet, ligesom politiet foretog anholdelse af en 19 årig mand fra Høje Gladsaxe.
    Den 19 årige blev indtransporteret til Gladsaxe politistation, hvor han blev afhørt til sagen og efterfølgende løsladt.

    fra politi.dk/gladsaxe