Tirsdag den 15. august


Gladsaxe Teaterforening tager til Lyngby

Når Gladsaxe Teaterforening i næste måned tager hul på den første sæson, ja så bliver det i nabokommunen Lyngbys kulturhus.
Der er nemlig stadig ingen afklaring vedrørende Gladsaxe Teaters lokaler på Buddinge
Hovedgade, fortæller teaterforeningens formand, Mogens Been:
"Når vi har valgt Lyngby, så er det fordi vi føler, vi har behov for at vise noget teater for vores medlemmer i løbet af efteråret her. Og det giver Gladsaxe Teater ikke rigtig mulighed for, da aftalen om driften af Gladsaxe Teater ikke jo fortsat ikke er faldet på plads. Så i denne uge sender vi repertoireplanen ud til samtlige husstande. Et meget spændende repertoire, som gerne ville have vist på Gladsaxe Teater. Og det endelige mål er naturligvis, at vores primære scene er Gladsaxe Teater".
Gladsaxe Teaterforening har syv forestillinger på programmet i løbet af efteråret, bl.a. musicalen "Midt om natten".
Foreningen vil i øvrigt benytte Gladsaxedagen nu på lørdag til at fortælle mere om efterårets
repertoire.

Budget: Knap så sort som først antaget

Gladsaxes økonomi de kommende år ser ganske fornuftig ud, viser det seneste skøn fra eksperterne i planlægningsafdelingen i den kommunale forvaltning.
Det betyder, at kommunen kan holde gang i alt det, som fungerer i dag, også når der er taget hensyn til, at der kommer flere folk til byen, og at priser og lønninger vil stige. Oveni vil kommunens mange bygninger desuden kunne holdes i en rimelig vedligeholdelsestand.
Men samtidig er der jo både fra politisk side og ude på kommunens mange institutioner massevis af ønsker til fremtidige nye ting og forbedringer, som stiller krav til økonomien.
Blandt andet løber en ny sportshal, et nyt genoptræningscenter, en sammenbygning af bibliotek og biograf i Bagsværd samt et par ting mere op omkring de 200 millioner kroner. Blot for at nævne nogle af de større ting.
Nogle af pengene kan hentes i kommunekassen, hvor der de kommende år regnes med konstant at stå i omegnen af en kvart milliard.
Dertil kommer, at økonomerne peger på muligheden for en vis rationalisering, uden at serviceniveauet sænkes.
Der er dog ikke mulighed for bare at fyre den af, økonomisk set. Regeringen lægger, ligesom i år, en stram hånd hen over, hvor stor en vækst, der må være på det kommunale område de næste år.
Helt så sort som tidligere skønnet for Gladsaxe ser det dog ikke ud, og på torsdag sender borgmester Karin Søjberg Holst et oplæg på gaden over, hvad pengene skal bruges til de næste år.
Herefter følger en politisk drøftelse, hvor den offentlige del foregår på byrådsmøderne i september og oktober.

Overvægtige børn skal hjælpes

20 procent af eleverne i 9. klasserne i Gladsaxe vejer for meget, viser en ny undersøgelse, og det har fået Gladsaxe Kommune til at sætte et nyt projekt i gang. Projektet hedder Flik-flak og går ud på at forebygge og behandle overvægt blandt kommunens børn, fortæller projekt-koordinator Susanne Friis.
" Projektet består af to dele. Den forebyggende del er langsigtet og går ud på at vi uddanner 37 medarbejdere i kommunens SFOér, skoler og daginstitutioner til at rådgive om bevægelse og kost. Den behandlende del består af samtaler med 80 overvægtige børn og deres familier om livsstil, og hvordan man spiser og bevæger sig i hverdagen".
Projektet har fået bevilget 2 millioner kroner fra regeringens satspulje.

Virksomheder kan spare penge på at sortere emballage-affald

Virksomhederne i Gladsaxe og 21 omegnskommuner skal gemme og genbruge endnu mere af deres brugte emballage ifølge nye EU-bestemmelser, og det kan sagtens betale sig for virksomhederne, fortæller affaldskonsulent Alan Sørensen fra Vestforbrænding.
"Det kan umiddelbart lyde besværligt, og nogle skal måske anskaffe sig ekstra containere til affaldet, men til gengæld sparer man de penge det koster at brænde affaldet af hos os".
Ifølge de nye EU-bestemmelser skal al metal, træ og plast genanvendes, og derfor sender Gladsaxe kommune og Vestforbrænding et informationsbrev ud til 1800 virksomheder i løbet af de næste to uger.