Fredag den 18. august


Nu bliver Kulturkanonen skudt i gang

Fra i morgen starter indsamlingen af borgernes forslag til, hvad den lokale kulturkanon skal indeholde. Det sker i forbindelse med Gladsaxedagen.
Hele efteråret kommer til at stå i kulturens tegn. Tidligere på ugen lancerede kommunen en såkaldt Gladsaxepedia på nettet, som alle borgere kan skrive i. Og fra september bliver
der holdt en række "kanonaftner" med aftenskolerne og kulturforeningerne om det lokale
kulturliv.
Gladsaxes kulturkanon skal være en folkelig kulturkanon, og det vil sige, at det i sidste ende ér borgerne der bestemmer, hvordan den endelige kulturkanon skal se ud.
Men lørdag er der fest i Gladsaxe.
Omkring 10.000 personer ventes at lægge vejen forbi rådhusområdet i løbet af lørdagen.
Om formiddagen indtager de politiske partier og den kommunale forvaltning rådhuspladsen, som er forvandlet til en festplads med masser af boder og musikalsk optræden med bl.a. Sweethearts og Gladsaxe Pigegarde. Det er også hér årets kulturelle initiativpris bliver uddelt.
Lidt senere på dagen rykker arrangementet så til rådhusparken, hvor flere end 50 kulturelle
foreninger står klar.

Bedre løn til byrådspolitikere

En bedre aflønning af de kommunale byrådspolitikere vil tiltrække nye typer politikere og desuden give byrådsmedlemmerne mere tid til deres opgaver, mener Lars Abel, medlem af Gladsaxe Byråd for de konservative.
"I dag er lønnen symbolsk, og det betyder at byrådene i høj grad er præget af offentligt ansatte og folk i mellemleder-stillinger. For at få en mere varieret repræsentation af befolkningen er der brug for flere fra den private sektor, og folk fra top-ledelser i private virksomheder".
Med strukturreformen bliver arbejdsbyrden for de kommunale politikere endnu større end den er i dag, men alligevel mener Lars Abel ikke at man bør gå skridtet fuldt ud og ansætte de kommunale politikere på fuld tid. "Som kommunalpolitiker træffer man beslutninger som er meget tæt på borgerne og derfor er det vigtigt at bevare et tæt forhold til dagligdagen og et civilt arbejdsliv". Lars Abel vil ikke sætte tal på en bedre aflønning af byråds-politikerne.

VM-røveri opklaret

Det såkaldte VM-røveri i Gladsaxe, der havnede på forsiden af Ekstra Bladet under fodbold VM tidligere på sommeren, er nu opklaret.
Røveriet skete kl. 21.30, midt under en VM-kamp, mod en ung dreng på stien langs Hillerødmotorvejen, men drengens far havde lidt svært ved at få politiet til at tage sig af sagen.
Han kørte til Gladsaxe politistation, hvor han så en flok betjente sidde og se fodbold. Det blev han fortørnet over – de skulle i stedet være ude at jage røvere.
Det har så siden vist sig, at de fleste betjente var mødt tidligere, netop for at kunne følge kampen inden arbejdet startede.
Men nu er sagen så opklaret, og en 17-årig dreng blev i går varetægtsfængslet, mens en 14-årig medskyldig i sagens natur ikke kan fængsles.