Mandag den 28. august


Nye skoledistrikter på vej

Skoledistrikterne i Gladsaxe bliver lavet om, og det får betydning for mange familier og ikke mindst børnene, der nu skal til at finde nye veje til skole.
Formanden for børne- og undervisningsudvalget, socialdemokraten Trine Græse, forklarer i lydudgaven af dagens Nyhedsmagasin, hvorfor der er ændringer på vej:
Det er naturligvis i første omgang de berørte skoler, der skal høres om ændringerne, men andre interesserede kan også ytre sig, fortæller udvalgsformanden.
De nye skoledistrikter ventes vedtaget i byrådet til november.

Snavset Lyngby-vand i Gladsaxe

Seks ejendomme i Gladsaxe modtager ikke vand fra hjemkommunens forsyningsvirksomhed, men fra naboerne i Lyngby.
Derfor blev situationen fulgt meget nøje fra Gladsaxes side i torsdags, da man i Lyngby i et vandtårn fandt coli-bakterier. Lyngby-borgere fik at vide at de skulle koge vandet, for ikke at risikere at blive syge.
De seks ejendomme, der får vand fra Lyngby, er Gladsaxe vandforsynings ansvar, men inden beboerne nåede at blive varskoet, så blev alarmen afblæst.
Ejendommene ligger på vejene Tjørnevænget, Fortstien og Nybrovej.

Folkeoplysningspenge til kanon

Etableringen af en kulturkanon for Gladsaxe får nu et ekstra økonomisk skub bagi.
Folkeoplysningsudvalget, som består af politikere og folk fra foreningslivet og aftenskolerne, har nemlig bevilget 75.000 kroner til initiativer i kanonperioden.
Pengene kan eksempelvis gå til oplægsholdere, dirigenter eller andre udgifter i forbindelse med et kanonarrangement.
Det bliver embedsmændene i børne- og kulturforvaltningen, der kommer til at tage stilling til ansøgningerne.
Kanonarbejdet er nemlig i fuld gang, og medlemmerne af folkeoplysningsudvalget når ikke at mødes, inden arrangementerne skal være i hus.
Udvalget får dog en status på anvendelsen af puljen på et senere møde.

Mere kontrol af affald

Så er det slut med at luske lidt dagrenovation, en lille malerdåse og noget elektronikaffald ned i den sorte sæk til småt brændbart.
Gladsaxe-borgernes affald skal nemlig kunne kigges nærmere efter i sømmene, og derfor skal affald til storskrald og til levering på genbrugspladsen fra årsskiftet puttes i klare gennemsigtige poser.
Det er miljøudvalget, der netop har vedtaget ændringen i ordningen, der dog ikke går ud over haveaffaldet. Det kan stadig sættes ud i og afleveres i papirsække.
De nye klare regler træder som nævnt i kraft 1. januar næste år.

17 japanske skoleelever besøger Søborg Skole

Miyuku Aizawa og 16 japanske skolekammerater er kommet på besøg i Gladsaxe. Skoleeleverne kommer fra den japanske by Taito, som ligger ved Tokyo og er en af Gladsaxes venskabsbyer. For Mityku Aizawa er den største forskel mellem det danske og det japanske skolesystem den afslappede omgangstone mellem lærere og elever.
" Forholdet er meget åbent, nærmest som et venskabsforhold. I Japan skal vi bruge specielle ord og udtryk, når vi taler med vores lærer. Jeg tror, jeg ville sige mere i timerne, hvis det var som her", fortæller Miyuku Aizawa. Udover besøg på Søborg og Vadgård skoler står programmet på reception og modtagelse på Rådhuset, en sejltur på Bagsværd Sø og en tur til Kronborg.