Torsdag den 31. september


Igen tyverier fra biler

Så er sæsonen for indbrud i biler tilsyneladende åbnet igen. I hvert fald fik tre biler natten til onsdag knust sideruder, så gerningsmændene har kunnet komme ind og fjerne værdigenstande.
Topscorer på listen over ønsket tyvegods er stadig navigationsanlæg – det gik ud over en lastbil på Vandtårnsvej og en bil på Gedvad. Stereoanlæg er også i høj kurs, hvilket en bilejer ved Høje Gladsaxe fik at mærke, da både anlæg, højttalere og cd’ere blev stjålet.
Opfordringen fra tyveriafdelingen ved Gladsaxe politi lyder igen på, at folk tager værdigenstandene med sig, når bilerne forlades.

Dankortsvindel for 70.000 kroner

På blot tre dage i juni blev et dankort misbrugt for et beløb på næsten 70.000 kroner.
Gladsaxe politi ligger inde med vellignende foto af kortmisbrugeren, der på de tre dage har besøgt rigtig mange butikker i hovedstadsområdet, også i Gladsaxe, og hævet på kortet.
Specielt er det gået ud over tøjbutikker og supermarkeder.
Der kan være flere personer involveret i sagen, men i første omgang leder bedrageriafdelingen ved Gladsaxe politi efter en ca. 20-årig mand, slank af bygning og omkring 175-180 cm høj.

Gratis nikotin-præparater hjælper til rygestop

Et rygestop-kursus for patienter og deres pårørende på Glostrup Amtssygehus er blevet en succes. Hele 40 procent af kursisterne holder op med at ryge efter det 6-uger lange kursus, og det er over landsgennemsnittet. Når det lykkes rygerne at lægge cigaretterne fra sig skyldes det blandt andet at kurset tilbyder gratis nikotin-præparater, mener rygestop-koordinator Lisbeth Naver.
"Kursisterne føler, at nikotin-præparaterne er dyrere end cigaretter, og de giver ikke den samme nydelse. Det, at de får dem tilbudt gratis, tror jeg har stor betydning for vores succes".
Det er dog hele 60 procent, som ikke slukker cigaretterne efter et rygestop-kursus. Lisbeth Naver mener, at det blandt andet skyldes manglende motivation, og derfor får de tilbuddet om et nyt kursus på sygehuset. Men hun mener også, at der skal flere ændringer til i samfundet, blandt andet flere røgfri rum og højere priser på tobak.

Kommunale biler skal være miljøvenlige

Den kommunale bilpark skal udskiftes med miljøvenlige biler. Det mener den konservative gruppe i Gladsaxe, som stiller forslag om at kommunen fremover kun benytter biler, der kører på brændstoffer som fx ethanol. Biler som kører på Ethanol er mindre belastende for miljøet og en udskiftning af den kommunale bilpark vil betyde at Gladsaxe formindsker CO2-udslippet kraftigt, fortæller medlem af den konservative gruppe Henrik Sørensen:
"Vi vil være foregangskommune på det miljømæssige område, og der findes allerede bilmodeller, som kører på mindre miljø-belastende brændstoffer, som fx ethanol. Så der er ingen grund til at vente, hvis vi vil leve op til målene om at mindske udslippet af CO2".
Byrådet tager stilling til forslaget på Byrådsmødet den 13. september.