Fredag d. 1. December 2006


Gladsaxe: Fire tilfælde af MRSA

’Der er borgere, der vil dø af denne multiresistente bakterie, men hidtil er det lykkedes os at få gjort folk raske’. Det siger distriktsleder i Gladsaxe kommune Ruth Cyano.
Det handler om MRSA, som er en stafylokokbakterie, der er meget vanskelig at behandle, da den er modstandsdygtig overfor eksempelvis penicillin.
Der er i dag et aktuelt tilfælde af MRSA i Gladsaxe. Tidligere har tre patienter været i behandling. Tre, som vel at mærke i dag er raske. Årsagen til det skal blandt andet findes i det faktum, at Gladsaxe, sammen med en række ledende sygeplejersker fra andre kommuner, lavede sin egen vejledning på området, lang tid før Sundhedsstyrelsen kom med sin.
 
(hør interview i lydudgaven)

Ingen lokal socialrådgivning i Høje Gladsaxe

Den sociale rådgivning i bebyggelsen Værebro Park har, som omtalt forleden, på nærmeste fået permanent status. Hidtil gik samarbejdsaftalen mellem kommune og beboernes afdelingsbestyrelse på åremål, men med rådgivningens konstante gode arbejde er den nu fast, og beboere og kommune deles næsten ligeligt om udgifterne.

Men selvom ideen med at have en slags fremskudt lokal post fra socialforvaltningen liggende i Værebro, så er der ingen planer om et lignende initiativ for Gladsaxes andet store koncentrerede boligområde, Høje Gladsaxe, siger socialudvalgsformand Erling Schrøder (S).

Direkte genbrug på Internettet

Gladsaxe borgere får nu mulighed for bytte og få repareret gamle ting og sager gennem Internettet. Gladsaxe kommune har tegnet abonnement på de to internetportaler, storskrald.dk og reperationsguiden.dk, som borgerne gratis kan benytte. For storskrald.dk er adresseoplysninger dog kun gratis i de kommuner, der er tilsluttet ordningen. Det drejer sig blandt andet om København, Albertslund og Gentofte kommuner. Håbet er, at direkte genbrug på nettet kan formindske affaldsmængderne, og gavne miljøet.

(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet)


Gladsaxe Politi - døgnrapporter

Kørte fra uheld i Søborg
 
Mandag den 20. november kl. 0730 kørte en bilist fra et uheld uden at give sig til kende på Buddingevej ved Buddinge S-station. Bilisten "masede sig frem" ad Buddingevej i retning mod Lyngby. Under et vognbaneskift ramte han en bil og en bus og fortsatte over for rødt ved fodgængerfeltet ved S-stationen. Flugtbilisten kørte i en "lille rød bil", hvor en forlygte blev knust ved uheldet og bilens forreste kofanger faldt af og blev efterladt på uheldsstedet
Gladsaxe politi er interesseret i evt. oplysninger på tlf. 39541448.
Kørte ind i butiksfacade og stak af i Søborg
 
Mandag den 20. november modtog Gladsaxe politi en anmeldelse om, at en flugtbilist i nattens løb var kørt ind butiksfacaden ved firmaet Car Style & Auto på Gladsaxevej i Søborg. Bilen havde knust en rude i facaden. Politiet foretog tekniske undersøgelser på uheldsstedet.
Gladsaxe politi er interesseret i evt. oplysninger på tlf. 39541448.  
Fejlalarm i Bagsværd og Ballerup
 
Tirsdag den 21. november kl. 0659 rykkede brandvæsenet forgæves ud til en brandalarm på Smørmosevej i Bagsværd. Kl. 0920 var en fejlalarm årsag til en forgæves udrykning for brandvæsenet til en virksomhed på Lautrupbjerg i Ballerup.  
Røg i opgang i Bagsværd
 
Onsdag den 2. november kl. 2119 blev brandvæsenet tilkaldt til røg i en opgang på Gammelmosevej ved Stengården S-station. Det viste sig, at røgudviklingen stammede fra en mindre "røgbombe" i opgangen. Der skete ingen skade, men det var nødvendigt med en kraftig udluftning i opgangen.   

fra politi.dk/gladsaxe