Mandag d. 18. December 2006


Skolerne skal selv fordele midler til specialundervisning

Gladsaxes samlede skoleledelse står lige nu overfor en svær opgave.
Byrådet har netop vedtaget en ny organisering af hele børne- og familieområdet, herunder en
decentralisering af puljen til specialundervisning. Det betyder, at skolerne fremover selv skal fordele midlerne til specialundervisning mellem sig.
Men i SF frygter man, at der er elever som vil kunne komme i klemme på grund af den nye model:
"Der ér stor forskel på, hvor belastede børn man har de enkelte år. Og så mener jeg, det er forkert at prøve at stræbe efter en ordning, hvor alle skoler får det samme hvert år. Så kan det betyde, at man på den ene skole står og virkelig mangler penge til nogle børn som kræver meget specialundervisning. Mens man på naboskolen er heldig det år ikke at have særlig mange ressourcekrævende børn, og så har man overskud på den konto og kan bruge den til sådan set hvad man vil", sagde Gunnar Svendsen, sf, under byrådets seneste møde. "Det giver ko altså ikke de børn, som har stort behov for specialundervisning ret meget, at de tilfældigvis er på en skole, der dét år har særlig mange børn der skal have specialundervisning, og de så af den årsag ikke kan få den specialundervisning de har brug for".
Formand for børne- og undervisningsudvalgt, Trine Græse, socialdemokraterne: "Der er aldrig nogen der har forestillet sig, at de specialundervisningsmidler skulle fordeles, så skolerne fik det samme. Det forslag der lå, da vi havde det til behandling i udvalget, tog højde for de sociale forskelle mellem skolerne. Men det er klart, der var ikke lagt op til, at der skulle ske en variation hen ovre årene. Men vi var sådan set lige præcis på det område fuldstændig enig i udvalget om, at vi gerne ville decentralisere den pulje og at skoleforsamlingen kommer med en udtalelse til os om, hvordan de synes pengene skal fordeles mellem skolerne".

Svært med samlet begrænsning af CO2

Både miljøudvalget og for så vidt også det samlede byråd i Gladsaxe ser gerne en reduktion af CO2-udledningen fra blandt andet kommunens køretøjer.
Men når det kommer til den praktiske udførelse af intentionerne, så kniber det – de økonomiske konsekvenser for den enkelte forvaltning og udvalg er simpelthen for store.
Eksempelvis koster en bil, der både kører på el og benzin fire gange så meget som en almindelig bil, siger miljøudvalgets formand Trine Henriksen fra Enhedslisten.

Nemmere at rekruttere social- og sundhedshjælperelever

Der er stort behov for uddannet arbejdskraft indenfor pleje- og omsorg, men det er et problem at skaffe nye social- og sundhedshjælperelever.
Derfor har man i Gladsaxe været nødt til at lave en målrettet indsats for at
rekruttere og fastholde plejepersonale. En indsats som nu begynder at give pote, fortæller
uddannelseskonsulent Susanne Lange. Og det er ikke mindst muligheden for voksenløn der trækker hos de nye elever.
Voksenløn er bare en del af en større målrettet indsats på området.

Ældrerådet tilfreds med kommunens hjemmepleje

Ældrerådet i Gladsaxe erklærer sig tilfreds med kommunen i forhold til hjemmeplejen. Det fremgår af en kommentar fra Ældrerådets fungerende formand, Benthe Quistgaard. Formanden siger også at et nyligt afholdt debatmøde mellem Ældrerådet og repræsentanter for kommunen forløb positivt. En undersøgelse viste ellers for nylig stigende utilfredshed med hjemmehjælpen til rengøring blandt borgerne i Gladsaxe Kommune.


AB ansætter talentchef

Talentchef i AB skal være med til at bringe klubben tilbage til toppen af dansk fodbold. Thorbjørn Valdsgaard starter 1. januar som talentchef i AB, og skal primært beskæftige sig med at spejde efter nye talenter og udvikle spillerne i AB´s ungdomsafdeling. Thorbjørn Valdsgaard har tidligere arbejdet sammen med AB´s cheftræner, Christian Andersen, som talentchef i FC Nordsjælland.