Torsdag den 2. Februar 2006


Avis med Muhammed-tegninger væk fra biblioteker

Jyllands-Postens udgave fra september sidste år med Muhammed-tegningerne er forsvundet fra læsesalene på biblioteker rundt om i landet.
Selv det Kongelige Biblioteks eksemplar er blevet stjålet, fortæller bibliotekschef i Gladsaxe, Charlotte Plenge.
Avisen med de satiriske tegninger i er heller ikke til at opdrive i Gladsaxe, hverken på hovedbiblioteket eller hos nogle af filialerne.
"Så vidt jeg ved, er den forsvundet fra alle biblioteker i landet, og vi regner ikke med at kunne få erstatningseksemplarer", siger Charlotte Plenge.
Skal Jyllands-Postens artikler fra udgaven med tegningerne studeres nærmere, så må det på bibliotekerne i dag foregå via computere og en forbindelse til avisens hjemmeside.

Kampagne skal tiltrække pædagoger og socialrådgivere

Gladsaxe kommune har netop startet en kampagne der skal trække flere pædagoger og socialrådgivere til. Personaledirektør i Gladsaxe Kommune Charlotte Wulff fortæller: "Vi har svært ved at få nok ansøger til vores stillinger som pædagoger og som socialrådgivere indenfor socialforvaltningsområdet". – Hvordan kan det være at det lige specifikt er de to faggrupper hvor problemet er størst? "Ja, jeg må sige, at der ikke er så mange uddannede pædagoger i hovedstadsområdet, så der er stor efterspørgsel efter dem der er. Men vi syndes at det er utilfredsstillende at vi kun får 1 til 2 ansøger til en ledig stilling. Vi vil jo gerne have en større valgmulighed. Tilsvarende på socialrådgiverområdet, får vi ikke ret mange ansøgninger til vores ledige stillinger, indenfor arbejdsmarkedsområdet eller på familieområdet". – Er det fordi der ikke er uddannet nok eller er det fordi Gladsaxe ikke er specielt attraktiv? "Jeg har talt med andre kommuner om det, og det er et problem på begge områder også i vores nabokommuner. Jeg tror ikke at vi er specielt uattraktive, men vi må sige, at vi står i et rekrutteringsproblem. Vi har faktisk forsøgt i første omgang, at være attraktive på lønområdet, idet vi har sikret at folk får en ordentlig løn. Vi har derfor brugt ekstra lønmidler både til pædagogerne og til socialrådgiverne og socialformidlerne. Men det har ikke hjulpet på antallet af ansøgere må vi erkende. Så derfor har vi valgt at gå ud og profilerer os overfor ikke ansatte. Der er erfaring med sådan kampagner indenfor andre områder. Kriminalforsorgen har lavet en tilsvarende kampagne og fik faktisk gode resultater. Vi har ikke prøvet det før, men håber på, at der bliver en tredobling af ansøger antallet, så vi når op på 8 til 10 ansøgninger til en stilling. Så vil det være en stor succes".
Kommunens personaleafdeling har interviewet en række medarbejdere, der har været ansat i deres stilling et stykke tid. De fortæller om hvordan det er at arbejde i kommunen indenfor deres fagområde. Og rekrutteringskampagnen består så af annoncer i fagbladene og i gratisaviserne med et billede af en af de interviewede og et udpluk af deres interview samt en henvisning til kommunens hjemmeside, hvor man kan læse resten og hvor man kan orienterer sig om hvilke ledige stillinger der er indenfor området.

Konservative ønsker mere tid til lokalplansændringer

Hverken borgere eller politikere har tid nok til at sætte sig ind i konsekvenserne af en ændret lokalplan. I hvert fald når det drejer sig om store ændringer i bybilledet. Det mener den konservative byrådsgruppe, som nu har bedt borgmesteren om at ændre proceduren, når kommunen arbejder med store lokalplansændringer. Lars Abel: "Vi lægger op til at der holdes nogle ekstraordinære møder i økonomiudvalget, så man lejlighed til at gå dybere ind i den enkelte sag og dermed få en fornemmelse af hvilke konsekvenser gennemførelsen af en lokalplan vil få for fremtiden. Måske kunne man under behandlingen i byrådet også benytte sig af overhead-plancher, så man kan vise borgerne, hvad der egentlig foregår".

6-dagesløb med cykeltalent fra Bagsværd

13-årige Mathias Holm fra Bagsværd debuterer i dag som rytter i det legendariske
6-dagesløb.
Det unge cykeltalent fra C.C.Gladsaxe er med i mini 6-dagesløbet for 12-14-årige drenge og piger:
"Jeg har jo været og se de professionelle i nogle år, og jeg har hørt om mini 6-dagesløbet, så det er en rigtig stor drøm der går i opfyldelse", fortæller Mathias Holm, der kører for par nummer 9, samme rygnummer som cykelstjernen Bo Hamburger, der naturligvis kører for det professionelle felt i år, men også har kørt mini 6-dagesløb dengang han var et ungt, håbefuldt talent.

Førtidspensionister bliver set ned på

Mange førtidspensionister føler at andre mennesker ser ned på dem. Det er i hvert fald den fælles erfaring blandt medlemmerne af "Onsdags-træfs-gruppen", der holder til i De Frivilliges Hus på Taxvej. Klubben er kun for førtidspensionister, og her kan medlemmerne hente støtte blandt ligestillede. Hanne Johansen på 56 år er en af dem: "Man kan godt være syg uden at det kan ses. Men det er der mange mennesker der har svært ved at forstå. Det har vi talt om meget i gruppen. Om vigtigheden af at overhøre de mennesker, der ikke kan forstå vores situation". Senere i udsendelsen fortæller Hanne Johansen hvordan stress tvang hende til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet før tid.

Fotoudstilling med lokale motiver

I disse dage kan Gladsaxes natur opleves på en ny måde. I Borgernes Hus på Søborg Hovedgade udstiller den lokale fotograf Eva Jensen billeder fra kommunens smukkeste områder:
"Jeg udstiller farvefotografier, som jeg har taget rundt omkring i Gladsaxes natur. Der er bl.a. motiver fra Smør- og Fedt Mosen, Bagsværd Sø og nogle fra Hareskoven, der er faktisk også nogle fra min egen have, her i blandt en del vinterbilleder. På udstillingen er der ca. 45 fotografier, de er ikke så store, men det er jo ikke altid størrelsen det kommer an på. Min inspiration kommer fra naturen. Der er noget ved naturen som jeg er fascineret af, fordi hvis man giver sig tid til at gå og kigge, ja så er der mange ting man kan få øje på. Jeg prøver at tage mine billeder så der er lidt "skævt" over dem. Men det kan man jo se på udstillingen, hvis man er interesseret i det".
Fotoudstillingen med de lokale motiver kan ses i hele februar.