Fredag den 3. Februar 2006


Regeringen underminerer det kommunale selvstyre

Finansministeriet mener at Gladsaxe Kommune planlægger at bruge for mange penge i år. Og det er i strid med den aftale, som staten har indgået med kommunernes landsforening. Gladsaxe Kommune er omvendt af den opfattelse, at det er finansministeriet, der ikke læser aftalen rigtigt, men et flertal i økonomiudvalget valgte alligevel forleden at rette ind. Måske på grund af en trussel fra regeringen om en reduktion i bloktilskuddet, hvis lokalpolitikerne ikke strammer livremmen. Men hvis man har ret, skal man ikke lade sig skræmme, det mener Søren Søndergaard fra Enhedslisten: "Budgettet er lagt i overensstemmelse med retningslinierne og så skal det selvfølgelig have lov til at stå ved magt. Gladsaxe Kommune har handlet i god tro, og bør sige fra overfor dette forsøg på at underminere det kommunale selvstyre".

Idræt for handicappede unge med anden etnisk baggrund

Gladsaxe Handicapidræt vil have flere unge med etnisk baggrund til at dyrke sport.
Sammen med De Frivilliges Korps forsøger den lokale handicapidrætsforening i øjeblikket - bl.a. via
informationsfoldere på arabisk, farsi og tyrkisk - at få kontakt til de unge og deres forældre:
"Den folder indeholder nogle oplysninger, som man etnisk-danske familier godt vil have i forvejen, de vil godt vide, hvad det vil sige at være medlem af en forening, man betaler kontingent og der er måske også nogle forventninger om, at man som forælder kan være behjælpelig med at køre de unge, hvis de skal ud og spille kamp. Men det er ikke sikkert man ved det, hvis man ikke selv er vokset op med at være medlem af en idrætsforening. Og det er der mange nydanske familier som ikke har erfaring med. I mange lande er der slet ikke kultur og tradition for, at man organiserer sit fritidsliv på den måde, vi gør i Danmark", fortæller Gitte Benedikte Holm.

Klager ikke hørt i græsplæne-sag

"Der må være tale om et udkast til et svar".
Sådan tolker en klager Tilsynet for Københavns amts afgørelse omkring Gladsaxe kommunes information til borgerne i forbindelse med boligbyggeri på en græsplæne ved Søborg Parkallé.
Den sag omtalte vi her i Nyhedsmagasinet tirsdag, hvor vi bl.a. refererede Tilsynet for følgende; "Gladsaxe kommune kan ikke antages at have overtrådt lovgivningen ved ikke at have givet skriftlig underretning til bestemte borgere om et forslag til lokalplan".
Tilsynet begrunder med, at det beror på byrådets skøn, hvem en lokalplan har væsentlig betydning for. Et skøn, som kommunen ikke har overskredet grænserne for, mener altså Tilsynet, der ikke vil gøre mere ved den sag.
Men klageren har ikke modtaget byrådets udtalelse, der ligger til grund for Tilsynets afgørelse. Derfor har klager ikke kunnet kommentere på udtalelsen, sådan som klageren skriftligt var stillet i udsigt.
Derfor må der være tale om et udkast til en afgørelse og ikke en reel og endegyldig afgørelse, sådan som det ellers fremstår eksempelvis på statsamtets hjemmeside.
Klageren begærer derfor aktindsigt i sagen og ønsker at komme med kommentarer senest fire uger efter modtagelse af dokumenterne.

Venteliste i bordtennisklub

Interessen for at spille bordtennis er større end nogensinde før.
Så stor, at der i øjeblikket er venteliste i Gladsaxe Bordtennisklub:
Ja, det er mere af nød end af lyst. Det er dels på grund af plads men hovedsageligt fordi vi mangler trænere. Vi rekrutterer vores trænere i klubben, f.eks. kan juniorspillere komme til at træne begyndere. Og der er simpelthen et hul mellem hvor mange juniorspillere vi har og hvor mange begynderspillere der kommer til klubben. Så vi håber i fremtiden at de mange begynderspillere vi får kan blive juniorspillere på et tidspunkt. Så vil det jo komme til at balancere", siger Michael Jensen, formand i Gladsaxe Bordtennisklub, som alene i den her
sæson har fordoblet antallet af unge medlemmer.
I øjeblikket står der 26 på venteliste, som gerne vil spille bordtennis i Gladsaxe.

Bestsellerforfatter til Gladsaxe

Hun skulle egentlig have holdt fri de næste par måneder for at pleje familien og hjemmet på Frederiksberg.
Men Hanne-Vibeke Holst lod sig overtale til en biblioteksturné, som på søndag bringer hende til Gladsaxe:
"Jeg skulle have læst bøger, plantet potteplanter, taget mig af mine børn osv. Men det blev ikke rigtigt til noget. Det endte med at jeg i stedet for at holde fri faktisk har en masse møder med mine læsere her de næste par måneder".
Hanne-Vibeke Holst kommer til Gladsaxe Hovedbibliotek på søndag, og der er stadig billetter tilbage til
arrangementet.

Talentkonkurrence tiltrækker 1200 mennesker

De fleste ungdomsklubber i Gladsaxe er med når talentkonkurrencen Mini Playback 2006 løber af stablen i festsalen på Høje Gladsaxe Skole på søndag. Her vil børn og unge mellem 10-15 år, dyste på at lave det mest spektakulære sceneshow mens de mimer ordene til en moderne popsang. Medarrangør Dennis Waldemar fra Klubben Søborg fortæller: "Det gælder om at se ud som om man synger og om at lave et show der er værd at se på for publikum. Og det involverer, for de bedstes vedkommende, både dans og teater". I alt deltager 20 klubber fra hele Københavns Amt i Mini Playback 2006. Der er gratis adgang til arrangementet, og arrangørerne regner med at man i år vil nå op på 1200 optrædende og publikummer.