Det omstridte lokalplanforslag for hjørnet af Søborg Hovedgade og Selma Lagerløfs Alle som giver mulighed for et nyt bolig- og butiksbyggeri i op til tre etager er i aften til 2. behandling i byrådet.
Byggeplanerne har medført massive protester fra beboere i nærområdet i form af bl.a. fakkeltog og borgermøde og der er indsamlet over 1100 underskrifter imod lokalplanforslaget.
Og det er et revideret projekt, byrådet skal tage stilling til i aften, bl.a. har man trukket bebyggelsen længere tilbage, reduceret husdybden og ændret på tagformen.
Men i Søborg Hjerte Gruppen er man ikke imponeret, men derimod skuffet:
"Altså vi må jo konstatere, at det vi har brugt energi på det sidste år ikke har vundet genklang eller i hvert fald ikke har imponeret vores byrådspolitikere og heller ikke bygherren overhovedet. Så vi er selvfølgelig skuffede over, at der ikke er kommet mere ud af det her. Nogle af de ændringer, der nu er foreslået, kan man jo sige nærmest har været programmeret fra starten, det kunne man i hvert fald godt have en mistanke om. Men har smurt rigtigt tykt på, så man kan tage lidt af i den efterfølgende fase som vi nu befinder os i. Sådan virker det i hvert fald på os. F.eks. det her med at man skrumper byggeriet ned ad Selma Lagerløfs Alle med en enkelt meter, for så at lægge måske 2 meter på taghøjden, jamen det er jo en joke at kalde det en stor ændring. Så reelt set er det en fis i en hornlygte", siger Allan Harder Carlsen fra Søborg Hjerte Gruppen, som vil møde op i byrådssalen i aften og stille spørgsmål til byrådspolitikerne.
Radio Gladsaxe transmitterer direkte fra mødestart kl. 18.
En tidligere beboer i hjørneejendommen Stengårds Allé/Gammelmosevej i Gladsaxe satte søndag ild til sin gamle, nu tomme lejlighed.
I hvert fald så vidner tidligt på eftermiddagen manden gå ind i huset med en dunk benzin i hånden. Kort efter løb han ud igen og forsvandt med hjulspind og stor fart i sin bil.
Ejendommen, der har rummet beboelse og lettere erhverv som solcenter og pizzeria, står overfor en nedrivning, fordi supermarkedskæden Rema 1000 skal bygge ny butik og lejligheder på stedet.
Der foreligger ikke noget sikkert om årsagen til branden, men brandstifteren, der er 38 år og i dag bosiddende i Vordingborg, går ifølge andre beboere for at være en underlig en, som bl.a. har haft flere kontroverser med folkene i pizzeriaet.
Samtidig giver beboere også udtryk for, at de ’føler sig røvrendt af Rema 1000’, som de har formuleret det overfor politiet, uden dog at komme nærmere ind på hvordan.
Der er udsendt en efterlysning på den 38-årige, hvis identitet er kendt for politiet.
Man skal ikke give de dybdeborende for lang snor. Det kan nemt komme til at koste dyrt.
Det må Gladsaxe kommune nu erkende i forhold til mosegrise og muldvarpe, der i fred og ro gennem flere år har kunnet grave så mange tunneler under HGIs fodboldbaner ved Høje Gladsaxe, at banerne i dag er farlige at benytte. Spillerne træder simpelthen ned gennem grønsværen.
Skal banerne igen kunne benyttes på forsvarlig vis af den lokale boldklub og skole, så skal der investeres næsten en kvart million kroner om året de næste tre år.
Sådan lyder i hvert fald det projektforslag, som politikerne nu skal se nærmere på i fagudvalgene og til sidst i byrådet.
Det indebærer brug af gift og gas, særlige klipninger og dræninger af banerne. En udgift på 210.000 kroner om året uden moms.
Havde banerne år for år været vedligeholdt i forhold til de undergravende små væsener, så ville udgiften have ligget på et sted mellem 10 og 20.000 kroner.
Det viser erfaringerne fra nabokommunen Herlev, der, som tidligere omtalt omkring denne sag, holder et tre gange så stort område i Smør- og Fedtmosen muldvarpefrit med en årlig udgift på 10.000 kroner.
Nu skal det være slut med beskidte og rodede klasselokaler på Mørkhøj skole.
Her har elevrådet taget initiativ til en alternativ smiley-ordning, som skal sikre, at klasselokalerne er pæne, rene og hyggelige:
"Der skal f.eks. være ordentligt i reolerne, de skal sortere skraldet og så har vi givet dem nogle blomster de skal forsøge at holde liv i", fortæller elevrådsformand på Mørkhøj skole, Kirstine Maria Andersen.
I mere end et år har en 42-årig mand boet ulovligt i en lejlighed på Søborg Hovedgade.
Det har manden godt nok ikke været klar over førend januar i år, hvor det gik op for ham, at lejemålet var indgået udenom det boligselskab, der ejer lejligheden.
Tilbage i slutningen af 2004 indgik han ellers en aftale med den tidligere lejer, indbetalte 17.000 kroner i indskud og har siden betalt en månedlig husleje på 6.000 kroner. Ikke til boligselskabet, vel at mærke, men til den forhenværende lejer.
Gladsaxe politi er nu gået ind i sagen og skal klarlægge, om der er tale om et egentligt bedrag eller om tvisten skal afgøres ved civilt søgsmål.
Det lunefulde vintervejr spændte ben for Nyhedsmagasinet i går morges.
En lille portion smeltet is forårsagede en kortslutning i sendemasten, som betød, at lyden her fra radiohuset ikke kom videre.