Mandag den 20. Februar 2006


(på grund af tekniske problemer udgår lydudgaven af Nyhedsmagasinet desværre  i dag - vi henviser til 100,9 FM og 95,2 på hybridnettet kl. 7.00, 8.00, 9.00, 17.00 og 19.00)


Dom i sag om børneporno

En 28-årig mand er ved Retten i Gladsaxe blevet idømt 6 måneders fængsel for distribution og besiddelse af børnepornografisk materiale.
Ifølge anklageskriftet skulle manden fra sin computer have oprettet egne hjemmesider på Internettet, hvor alle kvit og frit har haft mulighed for at downloade mindst 2000 børnepornografiske billeder. Derudover var den 28-årige tiltalt for at have været i besiddelse af omkring 350.000 billeder og 1000 videoklip med børneporno, og af disse skønnede anklagemyndigheden, at henholdsvis 1643 og 117 er ulovlige. Billederne og videoklippene var mod betaling hentet ned over Internettet fra udenlandske udbydere.
Det var i forbindelse med en større efterforskning i USA vedrørende børneporno mod betaling på Internettet, at den danske mand kom i politiets søgelys. En henvendelse fra det amerikanske politi til det danske førte til ransagning af den 28-åriges kollegieværelse. Her beslaglagde politiet flere computere, adskillige cd’er og videofilm samt magasiner der alle indeholdte børneporno.
Manden, der nægter sig skyldig i distribution, erkendte ved sagens start at have været i besiddelse af børnepornografiske billeder, men i et omfang der ikke overstiger 300.
Under sagen har den 28-årige dog ændret forklaring, og erkender nu at have været i
besiddelse af 1096 billeder og 40 videoklip.
I sin forklaring til retten gav han udtryk for, at han ikke mente, billederne var ulovlige. Ifølge den 28-årige poserede børnene kun og der var ikke tale om utugtige eller sexbetonede fotografier eller videoklip.
En påstand som retten ved en gennemgang af knap 2000 billeder og videoklip nu har taget stilling til. Og det er en enig domsmandsret der har fundet manden skyldig i både distribution og besiddelse. Ud af de 6 måneders fængsel som manden blev idømt, er de 4 dog gjort betinget med vilkår om 80 timer samfundstjeneste.
Den 28-årig udbad sig om betænkningstid med henblik på en eventuel anke til landsretten.

Flere klager – færre får ret

Selvom der er flere og flere borgere, der klager over afgørelser i socialforvaltningen i Gladsaxe, så får færre og færre ret, når deres klager indbringes for overordnede instanser.
Det viser den seneste ankestatistik, som det sociale nævn har behandlet i 2005. Nævnet ligger under statsamtet og behandler kommunernes afgørelser om borgernes rettigheder og pligter efter den sociale lovgivning.
I 2004 blev kun godt halvdelen af afgørelserne stadfæstet i nævnet. Resten blev enten ændret, sendt tilbage til ny behandling eller afvist.
I 2005 var tallet af korrekte afgørelser ifølge nævnet steget med 12%.
Fra socialforvaltningens side peger man på, at den interne revision er blevet styrket, at der er udarbejdet handleplaner og afholdt en række kurser som årsager til den bedrede sagsbehandling.
Der har i 2005 i alt været indgivet 485 klagersager over socialforvaltningen til det sociale nævn.

Stort pædagogisk projekt starter i september

I efteråret sidste år rejste en delegation bestående af 53 ledere fra daginstitutioner, SFO’er og skoler i Gladsaxe hele vejen til Italien for at hente inspiration til at forbedre overgangen fra børnehave til skole for kommunens børn. Man kan nu læse resultatet af studieturen i en ny rapport fra kommunen med titlen "Pædagogisk kontinuitet". Her står blandt andet, hvad det er, de er så gode til i Italien. Ditte Iversen, der er konstitueret daginstitutionschef i Gladsaxe kommune, og som var med på turen, fortæller: "I Italien er de meget gode til at strukturere og planlægge arbejdet med børnene og til at tage udgangspunkt i det, som børnene er optagede af. Det bruger de som basis til den måde man arbejder med børnene på, både i daginstitutionerne og i skolerne." Studieturen er et af de sidste tiltag i færdiggørelsen af det nye pædagogiske projekt, som starter i daginstitutionerne fra september i år.

Gladsaxes første delebil

Så er det ganske vist – delebilen kommer til Gladsaxe.
I et år har kommunens grønne idécenter arbejdet på at få en delebilordning op at køre i
Gladsaxe. Noget man har haft i nabokommunerne i flere år.
Og i samarbejde med Farum Delebil kan Gladsaxe borgere nu også hoppe med vognen og dele en bil med andre.
Farum Delebil var den første brugerstyrede delebilklub på Sjælland, og formand Jørgen Brems fortæller om fordelene ved at køre delebil:
"Ja, dem er der jo en hel del af. Vi startede i samarbejde med vores grønne råd her i Farum, og en af de fordele vi tænkte på, havde at gøre med at mindske miljøbelastningen og fremme folks omtanke ift. det at køre bil. Og det er jo en vigtig side af sagen. Der er nogle trafikmæssige fordele også, fordi når folk kører delebil, kører de på en helt anden måde, de cykler og bruger offentlige transportmidler i et omfang. Når man er medlem af en delebilklub kører man kun, når man har brug for det. Mange er glade for at kunne tage familien med ud en søndag eftermiddag, men klarer sig ellers med cykler, når de skal købe ind".
Den første delebil i Gladsaxe kommer til at stå tæt på Niels Finsens Alle i Søborg, og den skal deles af syv hustande.
Målet er, at der inden årets udgang er kommet mindst tre delebiler til Gladsaxe.

Gladsaxe hjælper til ved musikfestival i Ungarn

To Gladsaxe borgere kommer til at opleve det hele fra første parket, når Ungarns største
udendørs ungdoms musikfestival løber af stablen i juli måned.
Det er nemlig venskabsbyen Veszprém der arrangerer festivalen, som sidste år
tiltrak 70.000 gæster fra bl.a. Estland, Belgien Tyskland og Danmark.
Og nu efterlyser de ungarnske venner to unge mellem 18 og 26 år fra Gladsaxe, som vil
hjælpe til under festivalen, hente bands, være guide for musikerne og vise folk til rette.
Rejsen til Ungarn, ja den betaler Veszprém og Gladsaxe. Og foruden et intensivt
engelskkursus, får de to udvalgte gratis kost og logi og adgang til alle koncerterne.